Aisha Can’t Fly Away

Aisha skrubber køkkenet rent, lægger nænsomt en ny bandage om den ældre mands fod og giver ham derefter modvilligt et blowjob. I sit indre billede ser hun ham allerede som død, mens hun æder indvoldene fra et blodrødt hul i den flommede mave. 

Morad Mostafas instruktørdebut Aisha Can’t Fly Away forener brutal socialrealisme med body horror og overnaturlige elementer. 

Man kunne kalde den en social thriller – et begreb, Jordan Peele har brugt om sin mere gysende Get Out (2017), hvor genrens virkemidler bliver metaforer for samfundets strukturer og undertrykkelse. 

For uhyggen kommer ikke fra en seriemorder eller en dæmonisk skabning, men fra et system, der langsomt nedbryder mennesket. 

Aisha er en 26-årig sydsudansk migrant, der i Cairo arbejder med omsorg for ældre egyptere og bor midt i en enklave præget af bandekriminalitet. Fra sit værelse kan hun se direkte ud på det miljø og de overgreb, hun selv er blevet en del af. 

Hendes tag over hovedet afhænger af bandelederen Zuka, spillet af den egyptiske rapper Ziad Zaza. 

Til gengæld for beskyttelsen må hun hjælpe banden ved at udnytte sin adgang til de velhavende ældres hjem. Det slider på hendes moral, men hendes handlemuligheder er få. I Aisha Can't Fly Away afføder den ene form for udnyttelse den næste. 

Da Aisha bliver sendt ud til en ny arbejdsgiver, en ældre mand, der kræver ydelser langt ud over det sundhedsfaglige, begynder hendes indestængte mørke at give sig fysiske og foruroligende udtryk. 

Den fåmælte og gådefulde Aisha spilles fænomenalt af den sydsudanske model Buliana Simon. Med talende øjne, næsten ingen mimik og kindben så markante, at de kunne tilhøre Batman, da hun ifører sig den mørke ridders maske i en ildevarslende gemmeleg med et barn. 

Kameraet følger hendes hverdag håndholdt og tæt i lange, ubrudte optagelser. Cairos nedslidte lejligheder får lov at fylde billedrummet, mens kompositioner og lyssætning vidner om et sikkert visuelt blik. Det langsomme fortælletempo kræver tålmodighed, men formår også at skabe en pirrende uro. 

Aisha tager en hylende kedel af komfuret for at lave te til den ældre mand. Det gentager sig i næste scene, og snart vender lyden tilbage for tredje og fjerde gang. Omsorgsarbejdet består af endeløse små gentagelser, der skaber en klaustrofobisk og næsten dokumentarisk følelse – indtil en struds pludselig dukker op og forvandler det socialrealistiske ubehag til en mærkværdig, næsten surrealistisk fortælling. 

Det er en lille genistreg at lade omsorgens ”varme hænder” indgå i en body horror. Men Aisha Can't Fly Away er også en historie om en migrant, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen og sender sit sparsomme overskud hjem til familiemedlemmer i nød. 

Hun kan – som titlen og den flyve-udygtige struds understreger med tyk streg – ikke undslippe sit ekstremt begrænsede handlerum. Den tunge symbolik – ligesom Batman-masken, der måske peger mod en fantasi om selvtægt – fungerer dog overraskende godt som forståelsesanker i en ellers mystisk film. 

Migrationstemaet har solid forankring i forskningen. Mange lande er afhængige af migrantarbejdere til at tage sig af den aldrende befolkning, mens en betydelig del af migranternes løn sendes hjem som internationale pengeoverførsler, der dækker lægeregninger og andre basale behov, som vi i Danmark har en velfærdsstat til at håndtere. 

Antropologen Sine Plambech har derfor i sin forskning kaldt migrantkvinderne for ”små velfærdsstater”, fordi de rejser ud for at tjene penge, der kan sikre deres familiers overlevelse. 

Aisha Can't Fly Away er således en ubehagelig slowburner med antropologisk resonans. Filmen stiller svære spørgsmål om skyld, ansvar og overlevelse. En urovækkende og betagende fortolkning af migrantkvinden som en moderne Batman-figur, der navigerer i en mørk verden med de midler, hun har til rådighed.