Amira

”Jeg har længe ønsket at fortælle min historie. Men hver gang jeg har forsøgt, har nogen overtaget fortællingen om, hvordan den skulle fortælles.”

Sådan lyder en den erkendelse, Amira Smajic når frem til i bogens efterskrift – konklusionen på et værk, der strækker sig over hele 512 sider.

Amira er såre lang i spyttet om sit liv og levned. Fra hun som bosnisk pige med sin familie flygtede fra krigen i det tidligere Jugoslavien til Danmark. Hun uddannede sig til erhvervsjurist på Syddansk Universitet, blev mor til en søn og endte siden som ”Den sorte svane” i TV 2-dokumentaren af samme navn.

Ifølge Smajic blev hun imidlertid i flere omgange manipuleret til at fortælle en anden historie end sin egen. Hun beskriver, hvordan både Frihedsbrevets Mads Brügger – som hun konsekvent kalder ”Brygger” – og TV 2’s ledelse forsøgte at forme fortællingen efter deres egne interesser.

Hun er undercover i flere sammenhænge, men samtidig også undercover-medskyldig og TV 2’s meddeler. Hendes begrundelse er, at man må tude med de ulve, man er iblandt. Hun må fortsætte med at agere forbryder og for enhver pris undgå at blive afsløret som stikker. Ellers risikerer hun at ende med at sove med fiskene, betonstøbt om benene.

Men spillet får konsekvenser – både juridiske og personlige. I dag lever Smajic under jorden og har skiftet navn, skriver hun. Samtidig er der rejst sigtelser mod TV 2, som hun i bogen beskylder for konsekvent at have spillet med fordækte kort og anvendt skjulte kameraer og mikrofoner på amoralsk og ulovlig vis.

TV 2 har kort sagt solgt hende ned ad floden, mens den kyniske Mads Brügger – der ifølge Smajic gerne sætter sig selv i centrum – har bygget båden.

Tilbage står et labyrintisk og lurvet forløb, som Smajic heller ikke selv formår at gøre helt gennemskueligt. TV 2, der har læst uddrag af Amira, afviser i Politiken hendes påstande og fastholder, at bogens fremstilling ligger meget langt fra de faktiske omstændigheder.

Amira Smajic skriver fængende og med et ofte originalt billedsprog. Midt blandt TV 2’s sleske skrivekarle føler hun sig som en giraf i et tigerbur.

Man forstår, hvorfor hun i sin tid skrev de sensationelle sladderklummer ”Fri Bandit” i Frihedsbrevet. Og hvorfor hun som en usædvanligt overbevisende løgner også er en fremragende fortæller. Hun kender sin Machiavelli og har tilegnet sig renæssancefilosoffens kyniske syn på forholdet mellem magt og midler.

Hun erkender, at hun har brugt mennesker og løjet hurtigere, end en hest kan løbe. Med farverige og dramatiske skildringer ruller hun sin bemærkelsesværdige kriminelle løbebane ud.

Selv kalder hun teksten for en erindringsbog, men den er på mange måder mere tintet af romanagtige træk end faktuel hukommelse.

Særligt forholdet til den tyve år ældre storgangster Ronni virker som hentet fra en kriminalroman. En slags My Fair Lady-noir, hvor professor Higgins ikke former en social blomstersælger, men oplærer en sort svane i underverdenens koder.

Det hele kulminerer i et dramatisk brud mellem de to – et opgør, der på mange måder fungerer som bogens afsluttende selvangivelse: fortællingen om et menneske, der vil bryde med sin fortid og blive et nyt og bedre menneske.

Om den selvfremstilling står til troende, må være op til læseren at afgøre. I en roman har forfatteren frihed til at digte, men en subjektiv beretning om virkelige begivenheder stiller andre krav til sandhed og troværdighed. Hun får os dog bildt ind, at TV 2 ikke kun har rent mel i posen.

Amira er en selvudgivelse, og desværre har Smajic også selv stået for redigeringen. Hun forsøger elegant og relevant at bevæge sig mellem en vanskelig fortid med barndom og ungdom, den snoede vej ind i kriminaliteten og den aktuelle situation med de mange retssager, der nu udspiller sig i forskellige retninger.

Der optræder talrige lumske personager – nogle ved fuldt navn, andre anonymiseret med det bekvemme ”lad-os-kalde-vedkommende-for”. Men kill your darlings – også når det gælder de skurkagtige.

Der er for mange sinistre signalementer, der både dvæler ved personernes udseende og deres replikker. Mod slutningen bliver bogen redundant, når klagesangen over egen kriminalitet synes evindelig som en selvransagelse i tomgang.

Man kan muligvis være sin egen lykkes smed, men sjældent sin egen redaktør.