For et par år siden var der en del usikkerhed om Badehotellets skæbne.
Men var det muligt, at TV 2 ville ofre sit guldæg – den største succes i dansk tv-underholdning siden Matador? Var det muligt, at seriens manuskriptforfattere, Stig Thorsboe og Hanne Lundblad, kunne nænne at lade ikke bare millioner af seere, men også de personer, som befolkede badehotellet og omegn, og som var blevet vores uundværlige følgesvende, i stikken?
Inden længe kunne TV 2 da også bringe det forløsende budskab, at badehotellet atter ville slå dørene op, og efter et gennemsyn af de første tre afsnit, der foregår i sommeren 1946, kan man konstatere, at alt er ved det gamle.
Nye bekendtskaber er to helt uimodståelige stuepiger og en dansk-amerikaner, som Lars Ranthes grosserer Madsen har fisket op i Nyhavn. Med sin vanlige lugtesans har han fornemmet, at manden, der har lommen fuld af dollar og i gang med et storstilet højhusbyggeri i Milwaukee, kan redde ham ud af den klemme, han sidder i med endnu et strandet byggeprojekt.
I den første sekvens nærmer et fly sig truende hotellet. Gæsterne følger det ængsteligt, mens det næsten strejfer hotellets tag. En mindelse om besættelsestiden spejler sig i deres ansigter, inden det lander på en nærliggende mark og viser sig at være Madsens dansk-amerikaner i et taxafly.
Det nye tidsbillede er slået an: orienteringen mod over there og den angelsaksiske verden.
Det følges senere op med kollektiv afsyngelse af Skuld gammel venskab rejn forgo, Jeppe Aakjærs udgave af det skotske venskabsdigt Auld lang syne, sunget på gebrokkent jysk til ære for den nye gæst samt Madsens indkøb af et sæt linguaphone-plader, så han kan forberede sig på sit nye amerikanske eventyr.
Tyskerhadet er dog stadig levende på hotellet såvel som i sognet og bliver også den primære anledning til de konflikter, der udfolder sig i de første afsnit.
Som den helt afgørende kalamitet har Amanda sin datters tyske far Uwe interneret i en dansk flygtningelejr – en omstændighed, der er holdt skjult for gæsterne og personalet. Fireårige Frieda kommer ikke blot til at se ham, men tiltusker sig også et billede af ham og går derfor rundt på hotellet som en tikkende bombe.
Andre hemmeligheder ligger og ulmer og venter på at detonere, så jo, alt er ved det gamle. Og alligevel ikke.
Krigens lange skygger bevirker, at letheden, charmen og humoren er, omend langt fra forsvundet så dæmpet ned og afløst af en større tyngde og alvor, nødvendigheden af at slippe ud af løgnene og fortielsen.
Værst er det for dem, der stadig har krigen siddende i kroppen.
Det gælder Morten Henningsens Morten, som bestyrer fangelejren og ikke kan få sig til at vende hjem til Rosalinde Mynsters Fie, der venter ham i England. Og det gælder Mads Willes grev Dittmar, hvis søn var i Hitler-Jugend, og som blev dræbt under de sidste dages kampe i Berlin.
Dette fokus skaber ikke mindst problemer for Jens Jacob Tychsens Edward Weyse, netop fordi han er den, der mindst af alle kan indse nødvendigheden af at gøre rent bord. Alligevel konfronteres han hele tiden med fortiden i kraft af sit frustrerende arbejde med Ibsens Når vi døde vågner. Weyse bliver stedvis nærmest en vrængende karikatur, prisgivet sin egen magtesløshed.
Den dramatiske motor kører stadig lydefrit, og de øvrige roller bliver som vanligt fornemt administreret af såvel det velkendte ensemble som de nytilkomne.
Hos alle mærkes en sikker evne til at forme deres karakter, og det kan skabe fine og udtryksfulde skift i de situationer, hvor de skal åbenbare deres menneskelige format. Ikke uventet tager Birthe Neumanns Fru Fjeldsø prisen, men må dele den med Amalie Dollerup som Amanda.
Er det hele blevet lidt for alvorligt og rørende? Og bevæger vi os med inddragelsen af Når vi døde vågner som spejl op på en lidt for stor klinge?
Man kan savne Søren Sætter-Lassens festlige Molin, og sagfører Bent Ødegaard Andersens (Jens Jørn Spottag) utrættelige studier af fru Frighs bryster er en lidt fattig erstatning.
Foreløbig må det alligevel siges, at vi er sluppet rimelig godt fra start.
facebook
twitter
Kommentarer