Insekter er næppe de fleste menneskers yndlingsdyr. Når vi vælger et kæledyr, foretrækker de fleste et pelset pattedyr, man kan nusse og kramme.
Den græske teenager Yorgos er anderledes.
Hans kæledyr er nogle af de dyr, mange helst vil holde på afstand. Han holder duer og har en forkærlighed for alt kryb og kravl fra græshopper og myrer til fårekyllinger.
I dokumentaren Bugboy tegner der sig en tydelig sammenhæng mellem Yorgos’ skelen – strabismus – og hans kærlighed til dyr, som andre væmmes ved.
Som hans øjenlæge forklarer, undertrykker hjernen synsindtrykket fra det venstre øje, når Yorgos fokuserer med det højre, og omvendt. Det gør ham svagsynet. Men det er ikke kun synet, der volder ham problemer. I gymnasiet bliver hans anderledes udseende anledning til mobning, og Yorgos står uden venner.
Der er ingen tvivl om, at insekterne er Yorgos’ helle. Det pusterum indfanger instruktør Lucas Paleocrassas og fotograf Carlos Muñoz Gómez-Quintero med stor filmisk sans.
Fårekyllinger kravler ubesværet over Yorgos’ hænder, mens en knæler på et splitsekund fanger en bille. De små væsner fotograferes, som var de hovedpersoner i et drama.
Nærbillederne lader os komme helt tæt på. Vi ser insekternes øjne og de fascinerende bevægelser i deres kindbakker. Familiens hund logrer begejstret, når Yorgos kommer hjem, men det er insekterne, der for alvor har hans hjerte.
For publikum bliver det også lettere at hengive sig til de utraditionelle kæledyr, når dokumentaren så loyalt viser, hvor meget Yorgos går op i dem.
Hans yndlingsinsekt er den store, grønne fårekylling Isabella, som lader til at stole på ham fra det øjeblik, han finder hende i den græske natur. Han skaffer hende endda en mage og hjælper hende med at lægge æg.
Yorgos’ interesse er nemlig også videnskabelig. Han hjælper duer og insekter med at formere sig og sætter dem nænsomt ud i naturen igen. Men Isabellas æg vil ikke klække.
Da han kontakter en professor i entomologi, opdager han, at en parasit har ødelagt æggene. Takket være dokumentarens loyale skildring af Yorgos’ forhold til sine små kæledyr mærker man også skuffelsen, da hans omsorg og indsats viser sig at være forgæves.
Bugboy er en indsigtsfuld og rørende skildring af både de dyr, mange finder frastødende, og den anderledes dreng, der elsker dem. Men dokumentaren folder for alvor sin menneskelige varme ud i forholdet mellem far og søn.
Der hersker ikke et øjebliks tvivl om, at Yorgos’ far, Kostas, elsker sin dreng over alt på jorden. Men han deler tydeligvis ikke sin søns kærlighed til kryb og kravl. Når Yorgos tager en tarantel ud af dens lille terrarie, vil faren helst ikke røre ved den og beder ham om at sørge for, at låget kommer på igen.
Alligevel tager han med Yorgos ud om natten for at finde fårekyllinger. Og hvem står med lommelygten, mens Yorgos begejstret indfanger et eksemplar? Det gør far selvfølgelig.
”Jeg viser dig øvelser, og du viser mig aliens,” siger Kostas, da Yorgos bliver distraheret af en knæler, mens faren demonstrerer, hvordan man træner og opbygger sine muskler. Det er sagt med kærligt drilleri, ikke irritation. Kostas følger også tålmodigt med, når Yorgos betragter en bille, mens den bliver fortæret.
Også når det gælder Yorgos’ strabismus, bakker Kostas op om sin søn. Som de fleste teenagere er Yorgos følsom over for sit udseende, og mobningen gør ondt. Kostas forstår ikke helt, hvad sønnen gennemgår, men holder fast i, at Yorgos er perfekt, præcis som han er.
Omkring selve operationen for at korrigere Yorgos’ skelen taber Bugboy lidt af pusten. I en periode glider dokumentaren over i en mere konventionel ungdomsfortælling om venskaber, det at blive voksen og de gode og dårlige erfaringer, der følger med.
Man længes efter at vende tilbage til omdrejningspunktet: faren, sønnen og insekterne. I stedet slæber tredje akt sig mod målstregen.
Til sidst er det dog netop insekterne, der binder sløjfe på fortællingen. De fabelagtigt filmede små væsner åbner døren til et kærligt portræt af en anderledes dreng og hans hengivne far.
Måske burde de hedde Bugboy og Bugdad.


Kommentarer