By Any Means

I dag tyvstarter Golden Days-festivalen, der i år har temaet ”monster”. Så lad os da tale om monstre! 

I det racistiske Mississippi år 1966 opfordrede forretningsmanden og søndagsskolelæreren Vernon Dahmer sine landsmænd til at kæmpe for sorte borgeres rettigheder ved at møde op ved stemmeurnerne. Som resultat blev han myrdet af Ku Klux Klan. 

Drabet skildres i starten af Elegance Brattons krimidrama By Any Means, hvor Dahmer spilles af Giancarlo Esposito. Resten af filmen følger FBI’s arbejde med at opklare forbrydelsen.

Hvem er monsteret i By Any Means? Etisk set de skyldige bag drabet, men helt så enkel er filmen ikke. 

Klansmændene skildres med en vis forståelse. De mødes i ildevarslende persienneskygger, men tror på deres sag og er helte i deres egen verden.

Når de marcherer mod ondskaben, som de opfatter den, og rejser et flammende krucifiks, mindes man Griffiths heroiserende og i dag stærkt kontroversielle skildring af Ku Klux Klan i stumfilmklassikeren En nations fødsel fra 1915. 

Et andet bud på filmens monster kunne være FBI-bossen J. Edgar Hoover, som indleder filmen via et arkivklip. Men ligesom de mordere, han lover vil få deres straf, tror han på det gode i sin egen sag. 

Titlen By Any Means associerer til Malcolm X, der i 1964 udtalte, at når regeringen ikke formåede at beskytte dem, skulle sorte amerikanere selv sikre deres rettigheder by any means necessary. Men han var hverken voldsmand eller monster. 

Filmens afroamerikanske hovedperson er den nyudnævnte FBI-agent Strider (Yahya Abdul-Mateen II), der har skeletter i skabet, men drives af en stærk tro på retfærdighed. Folk tager ham for chauffør og undrer sig over, at han skulle være ”G-Man” – en racistisk reaktion, som dog ikke forekommer helt urimelig. Strider fremstår så ræd og kejtet, at det er svært at tro på ham som FBI-agent. 

I en af filmens stærkeste scener stoppes hans bil af en lokal politimand. Han reagerer ikke, som man ville vente af en agent, men som en civil, ikke-hvid amerikaner, der stoppes af Donald Trumps anti-immigrations ICE-håndlangere, med rimelighed ville reagere: Lammet af dødsangst. 

Striders chefer ser da heller ikke andet potentiale i ham end som kontaktperson mellem FBI og gangsteren Gregory Scarpa. Sidstnævnte er den anden af filmens hovedpersoner og spilles stærkt af en nærmest uigenkendelig Mark Wahlberg, der gnasker på en tandstikker, mens han hygger sig med at observere og manøvrere gennem verdens dårskab. 

Han er den uofficielle, drivende kraft bag FBI’s opklaringsarbejde, for han finder svarene by any means. Og han er løst baseret på en virkelig person. 

Hvis filmen har et monster, er det Scarpa. Hvor de øvrige karakterer har en etik, er han bare en voldsmand. Det gøres klart i en indledende scene, hvor han ved at smadre et forhørsoffers knæskaller får ham til at sladre. Hvorefter han med et ulvegrin løfter boldtræet og fortsætter torturen. 

Manuskriptet følger buddygenre-skabelonen fra film som Frækkere end politiet tillader og Zootropolis, hvor en nørdet, regelret betjent samarbejder med en streetsmart gavtyv. Og helt efter genrens forskrifter ændrer spejderdrengen Strider sit syn på monsteret Scarpa fra målløs vantro til accept og taknemlighed. 

Da de skilles som venner – iscenesat med bluesguitar på lydsporet og en romantisk solnedgang – er det så afstumpet og voldsforherligende, at vi kunne være tilbage i sen-80’ernes Rambo-land. 

Filmens inderste monster er således dens manuskript og iscenesættelse. Og ikke mindst den effekt, den har på os tilskuere, hvis vi sluger det hele råt og forlader biografen med en tro på, at vejen mod retfærdighed er belagt med laviner af fastspændte forhørsofre, knytnæveslag i ansigtet og smadrede knæskaller.