Man skal have en god grund til at genindspille en klassiker. Og grunden skal være ekstra god, hvis man genindspiller en historie, der i forvejen har to fremragende filmatiseringer.
J. Lee Thompsons Cape Fear fra 1962 bygger på John D. MacDonalds spændingsroman The Executioners. I filmen spiller Gregory Peck advokaten Sam Bowden, hvis familie plages af den nyligt løsladte forbryder Max Cady (Robert Mitchum), som vil have hævn over manden, der sendte ham i fængsel.
I 1991 lavede Martin Scorsese sin udgave med Nick Nolte og en skræmmende Robert De Niro på kollisionskurs. Den ekspressive thriller er én lang Hitchcock-hyldest med Saul Bass-designet titelsekvens og genbrug af Bernard Herrmanns brølende musik fra originalen.
Nu er tiden så kommet til at genindspille den som streamingserie. Spørgsmålet er, om det udvidede format tilføjer noget substantielt.
I den nye version er sagførerrollen delt ud på to. Amy Adams og Patrick Wilson spiller advokatægteparret Anna og Tom Bowden, mens Max Cady spilles af Javier Bardem.
Det er en stærk rollebesætning og utvivlsomt seriens største force. Bardem giver en magnetisk præstation som den karismatiske psykopat, der langsomt lokker familiens teenagebørn ind i sit jerngreb. Det er også en oplagt casting med stjernen, der står bag en af det 21. århundredes mest mindeværdige filmskurke i Coen-brødrenes No Country for Old Men.
Forfølgelsen af familien er opdateret med nutidige midler som sociale medier, droner og defekte alarmsystemer. Hvor frygten tidligere opstod ved det blotte syn af Cadys panamahat over hækken, spiller medierne og offentlighedens bevågenhed en lige så stor rolle i den nye version.
I begge filmudgaver er historiens bævende hjerte frygten for at blive straffet for at have gjort det rigtige. Erkendelsen af, at der findes en ondskab, som ikke kan manes bort af retfærdighed, men altid vil komme krybende igen med hævngerrige intentioner.
Det medfører, at det moralske menneske tager beskidte metoder i brug og ender med selv at komme ud på et overdrev i forsøget på at beskytte familien. For man kan jo ikke arrestere nogen for en forbrydelse, de ikke har begået endnu.
Det er interessant, hvordan der i de tre udgaver sker en gradbøjning af de retskafne i en mere anløben retning.
Gregory Pecks advokat har rank ryg og pletfrit ry, og han begynder først at udøve tvivlsom selvtægt, efter Cady bider sig fast. I Scorsese-udgaven er Nick Noltes Bowden fra starten mere moralsk mudret med antydninger af utroskab og en fortielse i retssagen.
I serieudgaven er tvivlen om fortiden den røde tråd. Adams og Wilsons advokater viser sig nemlig at have været henholdsvis forsvarer og anklager under Cadys retssag, hvilket puster til offentlighedens mistanke om ugler i mosen. Det er altså mindre darwinistisk overlevelseskamp og mere psykologisk udforskning af personernes skjulte motiver og traumer.
Det samme afspejler sig i Javier Bardems version af Max Cady, der både er mere indsmigrende og sårbar end de tidligere inkarnationer. Med den længere spilletid gives han også en familie og forhistorie, der skal forklare, hvad der har formet ham.
Ti timelange afsnit er dog alt for lang tid at fortælle historien på. Hvor filmene har en stram og støt stigende spændingskurve, har serieversionen en langt mere bølgende og udisciplineret tilgang, hvorfor effekten af stigende frygt formindskes gevaldigt.
Man får flere steder indtryk af ligegyldige mellemregninger, der blot er med for at udfylde et givent antal bestilte afsnit.
Menneskeliggørelsen af Cady virker også som et unødvendigt fokus. Den egentlige substans har altid været katten efter musen-legen mellem fortidens truende spøgelse og den sårbare familiestruktur.
Det stilistiske dna er ellers intakt med sydstatsgotik og sveddryppende paranoia. Og serien er flot filmet med mættede farver, hvor den grønne optræder i næsten hvert billede som en slags visuelt ledemotiv.
Med den oppustede spilletid føles Cape Fear anno 2026 desværre som et offer for streamingtjenesternes jagt på ”content”, hvor stringens må vige for tidsudmålt seerfastholdelse.


Kommentarer