Couture – Modens skjulte tråde

Couture betyder ”syning” på fransk, så når filmen med det navn på dansk får undertitlen Modens skjulte tråde, er det nærmest dobbeltkonfekt. Og en ærgerlig en af slagsen, da en ordentligt syet rød tråd netop er, hvad dramaet mangler.

Amerikaneren Maxine (Angelina Jolie) ankommer til modeugen i Paris. Hun er indie-instruktør, men hyret til at lave en Chanel-video. Skilsmissen raser derhjemme, hvor datteren er i klemme, og den næste film er linet op om en måned, så det er med at blive færdig.

Men der var jo også lige undersøgelsen, hun fik lavet før rejsen. Svaret kommer: Maxine har fremskreden brystkræft.

Kameraet forlader hende og bider sig organisk fast i videoens hovedrollehaver, Ada (Anyier Anei). Atten år, nyslået model og i Paris uden sin syd-sudanske fars tilladelse for at tjene penge. Hun vil egentlig hellere være farmaceut.

Mens Maxines bryster udmåles til udskæring med sprittusch, måles hver en millimeter af Adas krop, så Chanels syersker kan lave hende en kjole.

Fødderne smerter efter øvelserne i tårnhøje hæle, og alle behandler Ada som et dyr. Bortset fra makeupartisten Angèle (Ella Rumpf), der nu vinder kameraets opmærksomhed, mens Ada poserer videre.

Angèle prøver at slå igennem som forfatter. Men hendes hyrede redaktør har ikke den store tiltro til bogidéen om en sminkøses bekendelser, så hun må klø på med pudder på de smukke, unge mennesker.

Franske Alice Winocour indleder sin Couture – Modens skjulte tråde med en legende let introduktion af disse tre personer, tilfældigt placeret på samme sted.

Winocour er et fast navn i Cannes’ side- og parallelkonkurrencer, og den seneste film var det roste traumeværk Gensyn med Paris. Begyndelsen på den nye lægger op til et elegant ensembledrama, hvor tre kvinder i hver sin pressede livsfase støder sammen og får historierne til at gå op i en højere enhed.

Men det sker ikke. De tre dramaer føles adskilte og uforløste, og filmen formår heller ikke at blotte modens skjulte tråde, som den lover.

Der prales i promoveringen med, at filmholdet som det første nogensinde har filmet inde i Chanels helligste gemakker, men de store rum kunne lige så godt have været på en anden dyr adresse.

Ingen af de tre hovedpersoner interesserer sig synderligt for mode. De er i Paris under modeugen som springbræt til bedre ting, og den eneste med passion for feltet er en presset syerske, som fylder alt for lidt.

Angelina Jolie er karismatisk selskab som Maxine med et afvæbnende smil som forsvarsværk mod de mange presbolde og smittende følelser i de afmægtige øjeblikke. Men der kommer ikke noget særligt ud af sygdomshistorien bortset fra en sød lille romance med hendes fotograf.

Der er mere kød på historien om Ada, der med Anyier Aneis fyldige øjne er betagende at betragte som en afrikansk fisk i den mest absurde del af Europa.

Selv om hun og de andre virkelige modeller på rollelisten har lidt svært ved at ramme naturalismen i replikkerne, er de mest givende scener dem, hvor modellerne drikker sig fulde og udveksler erfaringer. Danske Mona Tougaard demonstrerer veloplagt forskellen på at gå catwalk for Chanel og Louis Vuitton.

Der er også en subtil og sympatisk scene mellem Ada og en ukrainsk model, der ligesom hende er havnet i en bizar verden, mens krigen buldrer i hjemlandet.

Ella Rumpf bringer varme til Angèle, men har den svageste historie, der ikke bliver bedre af, at hun til sidst transformeres til fortæller og i voice-over skal forklare, hvad de andre kvinder føler.

I det hele taget er slutningen frustrerende. Regnen torpederer jorden under det klimaksiske modeshow, hvor Ada går i slowmotion, mens Maxine betragter sin prætentiøse modevideo, der byder på vampyrtænder og en hylende ulv.

Billederne er så kraftige, og fortællestemmen så fyldt med billedsprog, at filmen helt tydeligt vil sige et eller andet. Men hvad?

Handler den om arbejdsliv? Om det bizarre i at pukle videre i en kunstig branche, selv om der findes vigtigere ting som kræftbehandling, bogprojekter og familien i det krigshærgede hjemland?

Eller handler den netop om det smukke i at fordybe sig i noget så flygtigt som mode, mens jorden brænder under fødderne? Maxine siger i starten, at mode er ”ubrugeligt og nødvendigt”, men nødvendigheden får vi ingen beviser på.

I den sidste kamerapanorering ud til en regnvåd parisisk forlystelse, hvor jubelskrig overdøves af svævende orgelpop, melder der sig en nagende mistanke om, at filmen ikke handler om noget som helst.