Streaminganmeldelse
31. maj 2019 | 12:21

Deadwood: The Movie

Foto | Warrick Page
Den koldblodige og storbandende saloonejer Al Swearengen (Ian McShane) kæmper med leverbetændelse og de moderne tider, der truer med at gøre ham til et fortidslevn.

David Milch’ legendariske westernserie har endelig fået en enestående rørende afsked, der lever op til seriens storhed, sproglige ekvilibrisme og bælgmørke moral.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Det kunne vel næppe have været timet bedre.

Hvis denne måneds noget skuffende afslutninger af Game of Thrones og Veep viser, hvor svært det kan være at føre en successerie sikkert i havn, står den længe ventede Deadwood-spillefilm som et eksempel på en rammende afslutning på en serie, mange sikkert har glemt.

Den blod- og whiskey-sjaskede guldgraverserie spændte over tre sæsoner fra 2004 til 2006 og var renæssance-tv af fineste karat: budgetter som Hollywood-film, klasseskuespillere, fascinerende karakterer med kulsort hjerte og spinkle sprækker af medmenneskelighed.

Desværre tog publikum ikke serien til sig på samme måde som The Sopranos, The Wire eller Mad Men, og efter tre sæsoner blev stikket trukket med indtil flere morderiske plottråde flagrende i vinden.

Det var den værste form for afbrudt samleje, som kan måle sig med Fru Drusses elevator-tur til helvede og Agent Coopers personlighedsskifte.

Tretten år senere er Deadwood: The Movie et velkomment plaster på såret, der giver disse komplekse karakterer den sidste omgang, de havde fortjent.

At der er tale om en afslutning – ikke en genoplivning – er man aldrig i tvivl om. Første billede viser et fremstormende lokomotiv, civilisationen der gør sit skinnende indtog i den engang så lovløse guldfeberflække. Ti år efter handlingen i seriens afslutning vender gamle kendinge tilbage til byen for at fejre, at byen er blevet indlemmet i den nyskabte stat South Dakota.

Det gælder også den samvittighedsløse røverbaron George Ambrose Hearst, der i mellemtiden er blevet en senator med odiøse planer om at føre byen ind i det 20. århundrede – koste hvad det vil.

Da joviale, gamle Charlie Utter nægter at sælge sin jordlod, så Hearst kan anlægge telefonmaster, bliver han skudt på klos hold. Igen tegner industrimagnaten fronten op mellem guldgraverbyens lovløse enere og den såkaldt civiliserede verden, hvor morderne får håndlangere til at gøre det beskidte arbejde. Han tvinger den koldblodige saloonejer Al Swearengen og selvretfærdige sherif Seth Bullock til at lægge deres mange stridigheder til side og danne fælles front.

Historien brygger videre på den udsøgte tredje sæson, og det bliver komplet med flashbacks, der dog også virker som en krykke for fortællingen. Serieskaber David Milch, der også har skrevet manuskriptet, interesserer sig ikke for fan-service, men han har heller ikke travlt med at åbne sit univers for de uindviede.

Hvad han derimod er interesseret i, er den tematiske kredsen om civilisationen og kapitalismens komme som en uafvendelig kræft, der tæmmer helte og skurke i lige mål. Vildmarken svinder ind, og ingen føles så meget som et levn fra en svunden æra som Al Swearengen, et veltalende ondt svin, der sygner hen af leverbetændelse.

Engelske Ian McShane vender triumferende tilbage til glansrollen som den morderiske gamle alfons Al, der kan skære en hals over med et glimt i øjet. Ret beset er der ikke andet end stortalenter på rollelisten, men at Alzheimers-ramte, 74-årige David Milch selv kan se frem til en langsom deroute farver dette sidste portræt af hans mest geniale skabning.

Det er også Swearengen, som får lov at lukke og slukke for universet med nogle særdeles velvalgte, bidske visdomsord. Den scene og den replik er hele serien og ventetiden på filmen værd. Den er en tatovering værd.

David Milch er en mester udi at blande arkaisk, periodekorrekt engelsk med underholdende moderne vulgariteter. Ethvert ”motherless cocksucker!” er en saltvandsindsprøjtning i kostumedramaet.

Han har haft god tid til at kræse for dialogen, måske også for meget. Hvad der dengang hældte en smule til det shakespeareanske – og for de fleste menige danskere krævede undertekster – virker her ofte som decideret teaterdialog, komplet med regibemærkninger direkte til kameraet.

Det forstyrrer, indtil man lytter sig ind i replikkernes særlige kadence og grumme underfundighed. ”Al blødning stopper på et tidspunkt,” lyder det fra den godmodige Doc Cochran, da Seth Bullock spørger, om en såret mand vil overleve.

Det gør også alle serier. Og jeg mindes ikke en mere rørende afslutning end Deadwood: The Movie.

Trailer: Deadwood: The Movie

Kommentarer

Titel:
Deadwood: The Movie

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
Daniel Minahan

Manuskript:
David Milch

Medvirkende:
Ian McShane, Timothy Olyphant, Brad Dourif, John Hawkes, Gerald McRaney

Spilletid:
110 minutter

Premiere:
1. juni på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko