DJ Ahmet

Den ene hvide høretelefon sidder godt plantet i øret på femtenårige Ahmet. Til tunge elektroniske beats pjatter han med en klassekammerat, mens de venter på, at læreren kommer. 

Han ligner enhver anden teenager. Men så bliver hans navn råbt op. Han skal hjem for at hjælpe sin far med at passe familiens får. 

Det er ikke en undtagelse. Tværtimod. Fra nu af skal Ahmet passe fårene hver eneste dag, og derfor må han stoppe i skolen. Samtidig har han ansvaret for lillebroren Naim, som ikke har sagt et ord, siden deres mor døde. 

Der er mange traumer at dykke ned i, og DJ Ahmet forsøger at rumme det hele: sorgen, ansvaret, forventningerne – og musikken, der bliver både flugt og identitet. Nogle gange lykkes det. Andre gange vil filmen mere, end den kan bære. 

Selv om DJ Ahmet på papiret er socialrealisme, begynder instruktøren tidligt at drysse magisk-realistiske og stiliserede greb ud over fortællingen. 

Allerede i åbningsscenen sidder en gruppe kvinder under et træ på en bakketop. De er så langt væk i billedet, at man ikke kan se, hvem der taler, men samtalen kredser om drømme og internettet. 

Visuelt er scenen lys og dragende. Pludselig klippes der til en mørk nat, hvor et enormt træ står med fugtige blade, der glitrer i mørket. Lydsiden er drømmende og ambient og leder tankerne hen på en film af David Lynch, før filmen brat klipper til et closeup af Ahmet i klasselokalet. 

Det er mange symbolske markører på meget kort tid, men filmen følger aldrig for alvor op på dem. De skaber en forventning om et lag af mystik og betydning, som fortællingen kun sporadisk indfrier. 

Og så er der et rave midt om natten. Ahmet kan ikke sove, og noget driver ham ud af sengen. Inde i skoven møder han et stroboskopisk inferno af techno, røg og dansende kroppe. Kameraet danser omkring ham i hypnotiske cirkler. 

Visuelt er det en af filmens stærkeste sekvenser. Dramaturgisk er den mere uklar. Er det virkelighed eller fantasi? 

I et lille bondesamfund i Nordmakedonien virker et ulovligt skovrave som noget, der kalder på en forklaring. Den kommer aldrig rigtigt. 

Til gengæld møder Ahmet naboens barnebarn Aya, som netop er vendt hjem fra Tyskland. Hvor landsbyens unge kvinder ellers går i blomstrede folkedragter, skiller Aya sig ud. Hun er en rebel, skal man forstå. 

Der er et hav af telefoner, som filmer videoer til TikTok, og det går helt amok, da Ahmets får slipper løs og løber rundt i menneskemængden. Han har glemt at lukke lågen ordentligt, og hele natten går med at få dem samlet igen. Men ét mangler stadig. 

Som straf får han ikke lov til at sove indenfor, og hver morgen bliver han vækket med en spand vand i hovedet. Samtidig skal Naim begynde at tale igen, Ahmet skal gøre kur til den spændende nabopige, som forsøger at undslippe et tvangsægteskab, og far og søn skal finde tilbage til hinanden, så de igen kan dele musik og nærhed. 

Der sker ganske enkelt for meget, men der er også meget at holde af. 

Filmen skildrer en ung dreng med et ansvar, der er alt for tungt, og en længsel, der er umulig at ignorere. Den åbner et miljø, man sjældent ser i danske biografer, og gør det med både hårdhed og håb. Bag kameraet er der tydeligvis talent, selv om ambitionerne til tider løber af med instruktøren Georgi M. Unkovski. 

Scenerne mellem Ahmet og Naim hører til filmens mest rørende og troværdige. Deres relation bæres af små blikke, gestusser og den tavse, praktiske kærlighed, der præger søskendeforhold. Især Arif Jakub, der spiller Ahmet, leverer en stærk præstation. 

Visuelt har filmen et sikkert blik for kontrasterne mellem de trange, mørke rum i familiens hjem og de åbne, solbeskinnede landskaber udenfor. 

Problemet er først og fremmest rytmen. Som en dj med gode tracks, men uden fuld kontrol over overgangene, mister filmen sit flow, hver gang den skifter stil eller tone. Den vil være drømmende, socialrealistisk, symbolsk og morsom på en gang. 

Det kunne have været spændende, hvis grebene havde arbejdet sammen, men desværre kommer de ofte til at spænde ben for hinanden.