Dobbeltspil

Dobbeltspil er en af de film, hvor det føles, som om hele handlingen kan regnes ud efter ti minutter. Men heldigvis tager man fejl.

Den helt store force i Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesens anden spillefilm er nemlig, at thrilleren snor sig som en epileptisk kobra med små, uforudsigelige gifthug i alle retninger.

Instruktørduoen debuterede med seriemorder-thrilleren Englemageren og stikker også i Dobbeltspil hænderne ned i et univers, hvor kvinder må forholde sig til en ondsindet mand – eller hvad?

Først ligner det den gamle historie om en stakkels kvinde, Clara, der afslører sin elskede Tobias i at leve sammen med to kærester på en gang.

Så udvikler det sig til at handle om det umage venskab imellem kvinderne, der finder hinanden i chokket, sorgen og vreden. Indtil det bliver historien om, at den anden kvinde, Katrine, måske i virkeligheden er skingrende skør og fortællingens egentlige skurk.

Handlingen drejer sig flere gange endnu, før det hele kulminerer på eftertrykkelig vis.

I centrum står to meget forskellige kvinder. Clara (Neel Rønholt) nyder sit polerede Københavnerliv og drømmesex foran pejsen i sommerhuset med Tobias, som hendes snobbede forældre håber kan levere dem et barnebarn. Katrine (Julie R. Ølgaard) lever et mere råt liv som taskedesigner i Malmö, hvor Tobias er langt fra lige så sød, når han kommer hjem.

En af de mest begavede detaljer i Dobbeltspil er den mærkbare forskel på, hvordan Tobias behandler de to kærester.

Clara er avlsdyret, som kan lave børn og skal forkæles og manipuleres forsigtigt. Katrine er den uføde-dygtige skuffelse, som holdes på plads med fornærmelser og SM-sex, så selvværdet altid er i bund.

Youssef Wayne Hvidtfeldt spiller Tobias som et troværdigt, men ikke specielt mindeværdigt dumt svin. Han er uhyggelig, når han træder ind i rummet med et koldt blik til lyden af ulmende musik. Og han er en klar fysisk trussel, når kameraet fanger og forstørrer den 22 centimer store højdeforskel på ham og Julie R. Ølgaards Katrine.

Men intet ved Tobias får ham til at skille sig ud fra filmhistoriens lange liste af bedragere.

Peter Albrechtens lyddesign og Jenny Rossanders simple, lungesusende synth-musik gør meget for at skabe et vedvarende ubehag, og trods et lille budget uden støtte fra Det Danske Filminstitut ser filmen ikke billig ud.

I et særligt flot billede ses en dyrisk rasende Tobias utydeligt gennem en rude, der forvrænger hans drabelige ansigt. Manden begynder at ligne et monster.

Den skræmmende kameraindstilling er desværre også emblematisk for retningen, som manuskriptet efterhånden beslutter sig for. Utroskabsdramaet går helt balalajka, da der skiftes gear til et spektakel af djævelsk vold frem for at udfolde den stærke præmis, der er stillet op.

Nemlig spørgsmålet om, hvordan to voksne, selvstændige kvinder kan lade sig manipulere af en mand, som de allerede har afsløret.

Et lignende tema blev for nylig taget op i Harald Toksværds podcast Hanrej i Ribe, hvor tre virkelige mænd på rørende vis holder sammen, da de opdager, at de i flere år har været kærester med den samme kvinde. Selv om de har fundet hinanden, bliver en af dem alligevel fristet af kvinden, da hun skruer charmen på.

Det emotionelle kaos, der kommer af at være forelsket i nogen, som man veder fuld af løgn, forsvinder frustrerende ud af Dobbeltspil, så snart maskerne begynder at falde.

Clara er udstyret med en baggrundshistorie, hvor hun som ung var skyld i en tragisk ulykke. Et oplagt offer for en manipulator, da man altid kan bilde hende ind, at alting er hendes egen skyld. Men den Clara, vi møder i filmen, er alt for handlekraftig til, at man køber hende som passivt offerdyr.

Et godt stykke inde i filmen gør hun noget ekstremt drastisk for at slippe af med ekskæresten i et af filmens mest chokerende, men også umotiverede øjeblikke.

Tempoet er heldigvis så højt og fordrejningerne så mange, at Dobbeltspil forbliver underholdende. Men filmen kunne være så meget stærkere, hvis den holdt sig til bedragets væsen frem for at dyrke den firkantede ondskab.