En bedre mand

Det er vanskeligt at forestille sig et mere livsfarligt minefelt end det, som instruktør Thomas Seeberg Torjussens norske miniserie betræder.

En bedre mand (originaltitlen er det noget sjovere: Ølhunden Berit) endevender emnerne woke, køn, toksiske, mandschauvinistiske mænd og muligvis endnu mere toksiske, feministiske kvinder.

Det spænder fra lumre og krænkende kommentarer på nettet over MeToo og den selvopfundne kategori ”næsten-voldtægt” til en voldtægt med anal penetration uden samtykke – begået af ti-femten gerningsmænd mod en af deres ”egne”, nemlig en mand.

Så er man advaret. Serien er sine steder umanerligt barsk.

Tom Hallstensen er en lidt sølle og ensom mand, der passer sin mors tøjbutik med mode og parykker til modne og ældre kvinder. Han er indebrændt, og om natten pløkker han i vrede alt og alle ned i Counter-Strike på computeren.

Ellers troll’er han i vildskab på de sociale medier – under dæknavne som ”MascuRevolt” eller det faktisk ret sjove alias ”Rationaldo”.

Men en dag går han over stregen og skriver, at en perfid, kvindelig standupper, som lever af at svine mænd til, burde voldtages. Han vil ligefrem selv indfinde sig i salen for at fuldbyrde truslen. Efter hendes sammenbrud på scenen bliver Tom afsløret af tabloidavisen Verdens Gang.

Hele Norge kender via VG’s video og skriverier på det sociale medie Reddit med ét slag hans identitet.

Efter et smertefuldt og meget realistisk skildret selvmordsforsøg bliver han nødt til at skjule sig. Men hvor? Han ender med at tage dametøjet og parykkerne i sin mors butik og forklæder sig som kvinde.

Alt kunne være gået grueligt galt i denne serie. Skildringen af den underkuede mandsling Audun, der er Toms nabo på barsel, mens hans kone går på arbejde, kunne være en fed karikatur på en moderne tøffelhelt.

De feministiske kvinder kunne være buldrende tomme klichéer. Tom selv kunne være en decideret hån imod alle transpersoner. Og imod alle mænd samtidig. Men forbløffende nok er ingen af seriens mange både rørende og smukke sjæle nogen af delene. Og det begynder langsomt at dæmre hvorfor.

For det første er manuskriptet intet mindre end suverænt. Alt er i balance i fremstillingen af det nulsumsspil, som vi alle er vidner til i disse år.

Alle er splittede, alle er til grin, alle er gerningsmænd. Men alle er også ofre for hinandens manglende empati. Og det er faktisk det sidste, serien rammer så præcist.

Ved at fokusere på overgrebet – og finde det som en mulighed i alles liv – peger serien på, at vi måske i virkeligheden bare er blevet for dårlige til at nå hinanden. Løsningen er dialogen – ikke som plat dialog-kaffe, men som reelle møder, hvor vi åbner os og lærer af hinanden.

Samtidig er seriens karakterer sammensatte på en meget ægte måde. Tom er også et godt usædvanligt sødt og godt menneske. Måske mest provokerende er gerningsmændene i gruppevoldtægten i homo-saunaklubben også mere ærlige?

Det fritager dem ikke fra skyld, men det føjer en nuance til billedet af dem. Den feministiske standupper er i sin gode ret til at sige, hvad hun vil. Men misbruger hun den egentlig ikke til at begå verbal vold i lårtykke stråler? Er ”det ulækre fedt, der sidder rundt om pikken” virkelig en rimelig måde at betegne hele mandekønnet på?

Er de fulde alkoholikere på værtshuset seriens mest varme og rummelige fællesskab? Men er det ikke også en af dem, der begår en voldtægt? Er de omsorgsfulde kvinder i krisecentret i grunden ikke ret fordomsfulde? Og er den platte kvinde i Litauen, som udsætter Tom for økonomisk dating-svindel, ogsåen af seriens mest solide moralske fyrtårne?

Det hele er båret af gode billeder, skæve og tankevækkende vinkler og kommentarer til, ja, alt i tiden.

Anders Baasmo (Kon-Tiki, Kongens valg) bærer som Tom nærmest hele serien. Det er eminent sammensat og dybt menneskeligt skuespil.

Resten af serien er også vidunderligt castet. Jonas Strand Gravlis fragile, blævrende, men også overraskende stærke unge far, Ingrid Giæver (Jo Nesbøs Harry Hole) som led, men også empatisk standupper og Bente Børsum, der som en stilfærdig, ældre kvinde på en bænk bliver filmens symbol på den ægte, smukke moderkærlighed.

En bedre mand er aktuel, dyb og provokerende. Men først og fremmest er den omfavnende – og perfekt velegnet til Pride-sæsonen her i Europa. Her kan alle være med. For vi skal – alle sammen – være her.