Biografanmeldelse
07. aug. 2022 | 11:29

Farvel hr. Haffmann

Foto | Julien Panié
François (Gilles Lellouche) betjener tyske officerer i smykkeforretningen, som han har overtaget, da den jødiske ejer har måttet gå under jorden.

Fremragende skuespilpræstationer løfter fransk holocaust-fortælling, som med nutidens fremmedhad er skræmmende aktuel.

Af Kjartan Hansen

”Jeg gør det for at beskytte dig!” 

Sådan råber François Mercier ned i kælderen til sin tidligere læremester, juveleren Joseph Haffmann. 

François og konen Blanche har nemlig overtaget den stakkels mands hjem og smykkeforretning, efter at nazisterne i 1942 har besat Paris. Joseph, der er jøde, nåede ikke at flygte, så ægteparret hjælper ham ved at holde ham skjult i kælderen. 

I begyndelsen er alt fredsommeligt i holocaust-dramaet baseret på det franske teaterstykke af samme navn. 

De tre spiser sammen omkring middagsbordet i stuen. Men det sætter François’ årelange jalousi mod den velhavende jøde, hvis formue han har approprieret, undervejs en stopper for. 

Ved at låse ham nede i kælderen slår François to fluer med et smæk: Nazisterne kan ikke finde husets tredje beboer, og lærlingen slipper for at se på sin lærermester. 

Både Josephs omgang med konen og overlegne evne til at lave smykker, nager ham. Men det sande brændpunkt er, at François ikke kan få børn og udnytter den desperate situation til at manipulere Joseph, hvis børneflok er på flugt fra nazisterne, til at gøre Blanche gravid. 

Forholdet mellem mændene bliver mere anspændt, og Blanche degraderes fra livsledsager til fødemaskine. Det er filmens force at vise, hvordan magt bringer menneskets mørkeste sider frem. 

Fortællingen vækker minder om den tjekkoslovakiske 60’er-klassiker Butikken på hovedgaden, hvor en ikke-jødisk borger overtager en jødisk juvelforretning under besættelsen, hvorefter forholdet mellem ham og den oprindelige ejer bliver omdrejningspunkt for et medrivende drama. 

Film om forholdet mellem jøder og ikke-jøder under Anden Verdenskrig er en genre i sig selv. I flæng kunne man nævne Drengen i den stribede pyjamas – om forholdet mellem en tysk lejrkommandants søn og en jødisk dreng – Vittorio De Sicas portræt af rig jødefamilier i Den forbudte have og Louis Malles hjerteskærende Vi ses igen. 

Listen kunne nemt fortsættes, for forståelse på tværs af baggrundsmæssige skel er stadig relevant. Ikke mindst i en tid præget af polemiske flygtninge- og integrationsdebatter, der frarøver folk deres menneskelighed. 

Sirlige klavertoner akkompagnerer en montage, hvor Joseph slavisk forsyner en ring med ædelsten i kælderens halvmørke, François rækker glædeligt nazi-officerer hånden, og efternavnet ”Mercier” bliver malet over Haffmanns på skiltet foran forretningen. 

Imens soldater samler kvarterets jøder sammen, ser franskmændene handlingslammet til. Skulle publikum være i tvivl om deres skæbne, finder næste scene sted i en slagters baglokale og afspejler makabert kz-lejrenes massakrer. 

Musikken er afgørende for filmens atmosfære. Nostalgiske grammofonplader spiller i hjemmet og symboliserer en længsel efter tiden før besættelsen. Melodierne erstattes af ildevarslende, diabolske strygere, i takt med at dynamikken i hjemmet bliver mere betændt. 

Til sidst tager François sågar en af pladerne og smadrer den i et vredesudbrud. 

Instruktør Fred Cavayé er tydeligvis bevidst om, at det kan være svært at vide, hvad det vil sige at være fordrevet. I en scene smadrer Blanche et vinglas og undskylder ydmygt over for Joseph. Han viser sig dog at være ligeglad med sine ejendele og tænker på, om hans kone og børn mon er i sikkerhed. 

Feterede Daniel Auteuil (Kilden i Provence, Skjult) skiller sig ud med en både dramatisk og pudseløjerlig præstation, der gør Joseph Haffmann mere menneskelig end blot et offer for nazismen. 

Kostelig er hans kropsmimik, når han rækker hånden ud af kældervinduet for at stjæle dagens avis og hastigt gemmer den under hovedpuden. Den franske skuespillers charme gør fortællingen om ham endnu mere tragisk. 

Strålende er også Nikolai Kinski som Commandant Jünger, der introducerer François (Gilles Lellouche) for sine velhavende tyske venner. Skuespilleren, hvis far er filmlegenden Klaus Kinski, er frygtindgydende med sit isnende blik. 

Trods fremragende præstationer fra alle de medvirkende er François’ overgang fra Josephs ven til tysk medløber uklar. Ikke desto mindre er Farvel hr. Haffmann en intens fortælling om herrefolksmentalitet fra Europas mørkeste kapitel.

Trailer: Farvel hr. Haffmann

Kommentarer

Titel:
Farvel hr. Haffmann

Originaltitel:
Adieu Monsieur Haffmann

Land:
Frankrig, Belgien

År:
2021

Instruktør:
Fred Cavayé

Manuskript:
Fred Cavayé, Sarah Kaminsky

Medvirkende:
Daniel Auteuil, Gilles Lellouche, Sara Giraudeau

Spilletid:
115 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
11. august

© Filmmagasinet Ekko