Biografanmeldelse
25. apr. 2014 | 17:19

Gensynet

Foto | Jonas Jörneberg
Instruktøren Anna Odell spiller sig selv (eller gør hun?) som mobbeofferet, der konfronterer sine gamle klassekammerater med deres ugerninger fra skoleårene.

Svenske Anna Odells film om et skolejubilæum, som hun ikke blev inviteret til, er noget af det mest hårrejsende siden Vinterbergs Festen.

Af Nikolaj Mangurten Rubin

Det er med masser af omtale og debat i baggagen, at svenske Anna Odells debutfilm, der blev vist på Cph:Dox sidste år, nu endelig får dansk biografpremiere.

Det er en af de mest anmelderroste film i Sverige i 2013, og den var nomineret til tre af de store Guldbagge-priser (bedste film, instruktion og hovedrolle). Men skeptikere af filmen har beskrevet den som asocial, løgnagtig og med en tvivlsom moral, ja den er ligefrem blevet kaldt ”et åbenlyst ønske om hævn”.

At det er kommet så vidt skyldes, at den tager fat i nogle ømtålelige emner, nemlig mobning, fortrængning og (børns) ansvar, samtidig med at den tilsyneladende blander fiktion og virkelighed.

Gensynet skildrer først en tyveårs skolejubilæumsfest, som kører af sporet, da en deltager (Anna, spillet af Anna Odell selv) tager ordet ved middagen og konfronterer sine tidligere klassekammerater med den grove mobning, hun var udsat for igennem ni års helvede af en skolegang. I første omgang bliver talen slået hen, men da hun rejser sig igen og konfronterer folk direkte med deres gerninger for tyve år siden, ender det med så meget ballade, at hun korporligt bliver smidt ud fra festen.

Så klipper vi til et atalier, hvor den kendte, kontroversielle kunstner Anna (Anna Ordell selv, igen i rollen som ”sig selv”) ringer rundt til sine gamle klassekammerater og inviterer dem til at komme og se – og sige deres mening – om den kortfilm, hun har lavet om deres klassejubilæumsfest, som hun ikke var inviteret til.

Nu viser det sig nemlig, at den første del af filmen (altså festen) var en iscenesat fest, som Anna forestillede sig, at det kunne spænde af, hvis hun var mødt op.

Det gjorde hun ikke, for hun var slet ikke inviteret. Dét konfronterer hun så også sine gamle klassekammerater med. Og i denne del af filmen er det altså de rigtige klassekammerater, som spiller med – eller: Det er det faktisk ikke, men det skal vi tro, at det er.

Det er nemlig nøje iscenesat og rekonstrueret efter de virkelige hændelser, som skete, da Ordell spillede filmen for de gamle klassekammerater. Dermed når vi endnu et metalag i sammenblandingen af fiktion og virkelighed. Og rigtig artigt bliver det, når de gamle alliancer, magtstrukturer og sociale spil fra klassen delvist gentager sig selv tyve år senere.

Men Gensynet er ikke et hævntogt.

Filmen hænger ikke folk ud, selvom den er smertefuld og pinsom indimellem. Det er ikke personerne, der er pinlige, det er de sociale kasser, folk propper hinanden ned i, og de mærkater, vi klistrer på hinanden.

Det er i den sammenhæng fuldstændig underordnet, om det er dokumentarisme eller fiktion, som Anna Ordell fortæller igennem. Faktisk virker anden del af filmen akkurat lige så instrueret som første del – hvis ikke mere – og om det er en ægte sammenblanding af fiktion og virkelighed eller helt igennem iscenesat, er ubetydeligt i forhold til indholdet.

Filmen er knivskarpt skrevet og spillet, og den fiktive jubilæumsfest noget af det mest hårrejsende, der er set siden Vinterbergs mesterværk, Festen. Klassens forskellige typer er ramt lige på kornet: den diskrete leder, den højtråbende alfahan, de sleske medløbere, de usikre slyngveninder, de neutrale (som stiltiende accepterer mobningen), den selvforelskede braldrerøv og de generte og kuede. Og selvom Anna Odells synsvinkel er hendes egen – og dermed kan opfattes som selvoptaget – er der et klart ønske om at forstå og formidle alle personernes handlinger og bevæggrunde.

Filmen udstiller kujoneri og holder det ud i strakt arm, så vi kan se, at det har konsekvenser. Autofiktiv kunst er i sin natur permanent i fare for at blive for privat navlepillende. Men Odell stiller spørgsmål til, hvorfor vi mobber, hvorfor nogle er inde, og andre er ude – hvordan vi ser på os selv og hinanden. Og hun besvarer ikke spørgsmålene, men giver os mulighed for at tænke over dem.

Det er nok dét, der har trigget så stærke reaktioner i hendes hjemland.

For av, av og tre gange av, hvor vil mange føle sig truffet, når de ser Gensynet. Det er et psykologisk studie af den alvorlige – og samtidig stærkt underholdende! – slags. En film, der bliver hængende længe efter, den er slut.

Trailer: Gensynet

Kommentarer

Land:

Sverige

År:
2013

Instruktør:
Anna Odell

Manuskript:

Anna Odell

Medvirkende:
Anna Odell, Sandra Andreis, Kamila Benhamza, Anders Berg, Jimmy Carlberg, Erik Ehn

Spilletid:

88 min.

Premiere:
1. maj 2014

© Filmmagasinet Ekko