Hermelinen

Der var engang, hvor det nærmest var en fornærmelse, hvis man beskrev en film som et ”retssalsdrama”. Det blev synonymt med kedsomhed, værdighed og en ensformig tv-præsentation.

Det var især sandt i 80’erne og 90’erne, hvor en tv-serie som Advokaterne fik masser af seere verden rundt, og Hollywood kværnede den ene John Grisham-filmatisering ud efter den anden (Firmaets mand, A Time to Kill) om advokater og klienter og diverse lovlige fiksfakserier.

Ironisk nok er det formodentlig det ægte drama fra O.J. Simpsons retssag for tyve år siden, der har ændret på, hvordan folk har det med retssalsdramaer. Efter at have set, hvordan det foregår i en rigtig retssal, med al dens metodiske, langtrukne detaljerigdom, virkede genren forloren, melodramatisk og fjollet.

Men lige nu oplever film og tv-serier, der foregår i retssale, en slags renæssance.

Tag for eksempel den israelske film Gett eller, meget passende, Scott Alexander og Larry Karaszewskis tv-serie American Crime Story: The People v. O.J. Simpson. Men denne gang har der været en markant bevægelse mod mere realisme på en måde, der understreger lovens proces, og de gråzoner, der ligger mellem skyld og uskyld.

Filmen foregår overvejende i en retssal i Saint-Omer, en nordlig kommune i Frankrig nær Calais og den belgiske grænse. Instruktøren observerer omhyggeligt processen gennem en særlig retssag, der med skarpe øjne ledes af den residerende dommer – eller hofdommer, som han insisterer på at blive kaldt – Michel Racine (den hæderkronede Fabrice Luchini).

Retssagen er særligt følelsesladet.

Martial Beclin (Victor Pontecorvo) er anklaget for at have sparket sin syv måneder gamle datter til døde. Der er ingen vidner til episoden, selvom hans kone Jessica (Miss Ming), en ung kvinde, der ser permanent dopet ud, måske ved mere, end hun lader sig mærke med, og politiet har måske ikke fremtvunget en tilståelse fra den anklagede.

Med lysfyldt håndholdt kamera får Vincent (Bon appétit hr. præsident) og fotografen Laurent Dailland filmen til at ligne et afsnit af The Good Wife, hvis den var lavet af Dardenne-brødrene.

Selvom Racine virker streng og striks til at begynde med, står det hurtigt klart, at han er agtet af sine kollegaer, der beundrer ham for hans retfærdighed. Men under det bryske ydre og de knaldrøde, hermelinkantede kåber er der en mand med både sårbarhed og svagheder som hos alle andre mennesker.

Som juryen vælges én for én, bliver det afsløret, at Michel har en skyggefuld fortid med en af de supplerende nævninge, den tiltrækkende doktor Ditte Lorensen-Coteret (Sidse Babett Knudsen, som fik en fransk César for sin præstation). Selvom det teknisk set ikke er forbudt, kontakter Michel Ditte og beder hende om at mødes med ham til en drink, når retten bliver hævet.

Det er en konstant fornøjelse at være i selskab med disse tiltrækkende skuespillere, og der er en særlig tiltalende fascination, der følger med en hvilken som helst kriminel retssag.

Men problemet med Hermelinen er, at historien aldrig smelter sammen.

Det bliver aldrig tydeligt, hvad den tilbageholdende romance mellem dommer og nævning bidrager med til forståelse af sagen, eller hvilket lys sagen kaster over den midaldrende kærlighedshistorie. Ingen af historierne udforskes i dybden, og filmen ender med at føles inkonsekvent og overfladisk.

Det er næsten nok til at få én til at savne de ordnede forhold fra dengang, John Grisham-filmatiseringerne var i vælten.