Høst

Det danske landbrug er ofte i vælten.

Sidste folketingsvalg blev pludselig til et ”svinevalg” med fokus på kvælstofudledning, pesticider i grundvandet og dyrevelfærd. Det virker derfor uhyre aktuelt, at DR’s nye dramasatsning Høst netop har det udskældte erhverv som omdrejningspunkt.

Serien, der er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet, handler om familien på den store Feldumgaard. I første afsnit afholdes der 65-års fødselsdag for patriarken Gorm (Lars Brygmann), og forventningen er, at han i dagens anledning vil overdrage gården til næste generation – nærmere betegnet den ældste søn Erik (Elliott Crosset Hove).

Festen udvikler sig imidlertid i en så akavet retning, at den lige så godt kunne have været skrevet af Thomas Vinterberg. I stedet for at tilgodese sin førstefødte udnævner Gorm, til alles overraskelse, datteren Astrid (Katrine Greis-Rosenthal) som sin arvtager.

Astrid har allerede etableret sig som lærer og er ikke interesseret i at videreføre familielandbruget. Men det ændrer sig, da hun overhører sin brors raseriudbrud, hvor han udbasunerer sine sande følelser om søsteren.

Resten af serien går på søskendekonflikten og den dysfunktionelle familiedynamik. Generationerne bor nemlig på samme grund og er tvunget til at samarbejde for at få høsten i hus.

På papiret er det sådan set moderne Morten Korch med den tematiske kredsen om jord, arv og landliv. Man skal dog kigge langt efter Poul Reichardt charmesmil og Sven Gyldmarks trillende toner.

I stedet forløber det på godt og ondt som klassisk DR-drama med hemmeligheder, fortielser og skænderier.

”Så må vi se, om vi kan holde hinanden ud,” siger Astrid, da hun flytter ind på gården. En meget rammende beskrivelse af en genre, der virker kemisk sammensat til at fremvise skuespillernes evner. Og dem demonstrerer de alle glimrende.

Lars Brygmann er overbevisende som stædigt familieoverhoved, der også gør en komisk figur, når han på fumlende vis ikke kan blande sig udenom generationsskiftet.

Katrine Greis-Rosenthal udstråler smittende energi og gåpåmod som helten, der heldigvis også har sine moralske brister til at afrunde karakteren.

Den virkelige pragtpræstation leveres imidlertid af Elliot Crosset Hove som den forsmåede søn, hvis ulmende raseri vidner om en skrøbelighed og stigende desperation over at blive udelukket fra det eneste, han er god til.

Hvor der ikke er en finger at sætte på skuespillet, er det, som om der mangler et større perspektiv i historien. Der findes måske saft og kraft i familiens interne stridigheder, men det omkringliggende miljø virker sært uudnyttet. De andre landmænd, vi møder, er nærmest ansigtsløse, og selv om der tales meget om fælles landbrugsmaskiner, får vi ikke meget fornemmelse af andelstanken.

Danmark er et markant anderledes land, end da De røde heste i 1950 blev den mest sete danske biograffilm nogensinde med et billetsalg på mere end to millioner. Dengang var en stor del af befolkningen stadig beskæftiget i landbruget og kunne spejle sig i fortællinger om mennesker, som arbejdede der, hvor de boede.

I dag bliver antallet af landmænd stadig mindre, mens kritikken af erhvervet stiger.

I Høst styres der udenom de værste kontroverser ved at lade Feldumgaard være et økologisk landbrug, hvor der ikke er skyggen af en svinestald.

Den største faglige konflikt opstår, da Erik vil hælde medicinholdig gylle fra et konventionelt landbrug på tanken, men det løses hurtigt igen. Vi hører om konkursramte landbrug, men ser dem ikke, og det mest interessante debatindspark er en sankthansbåltale om landbrugets værdi, der dog mest fungerer som lydtapet, mens resten af dramaet udspiller sig.

En vilje til at tage større problemstillinger op ville have klædt serien. I stedet får dramaet et selvcentreret præg, hvor personernes blikke oftere er rettet mod hinanden end ud mod de kornbølgende vidder.