Immaculate

Får man vand på rygtemøllen og skaber skræmmende mystik om en titel, sælger horrorfilm nærmest sig selv.

Måske spreder der sig historier om, at publikum dør syv dage efter at have set The Ring. Vidste du for resten, at Nattens dæmoner er baseret på en virkelig historie? Og at filmholdet bag The Blair Witch Project så noget i skoven, de ikke kunne forklare …

Man skal være lavet af et særligt stof, hvis ikke ens nysgerrighed vækkes af den slags. Og da de første reaktioner på Immaculate kom efter premieren på genrefestivalen South by Southwest, stod det klart, at filmens slutning ville blive den pirrende salgs-gimmic.

Kritikerne var chokerede i dagevis efter Euphoria-fænomenet Sydney Sweeneys tour de force, der udmundede i et uhørt klimaks. Og heldigvis holder rygterne!

Immaculate skildrer et lukket klosterfællesskab og har en underspillet uhygge, der bygger op til det efterhånden berygtede kloster-cluster-fuck af en slutning.

Da Sweeneys Cecilia mirakuløst overlever en ulykke, beslutter hun sig for at tilbagebetale Gud ved at blive nonne. Efter hendes sogn nedlægges, får hun en mystisk henvendelse fra et afsides italiensk kloster, der tilbyder et liv i tro tjeneste.

Med ”italiensk for begyndere” under armen griber hun chancen. Og efter kosterets læge har kontrolleret, at hendes jomfruhinde er intakt, sværger Cecilia sig ind.

Få dage senere får hun morgenkvalme og opdager, med opkast dryppende ned ad hagen, en ufrivillig og uforklarlig graviditet. Som en anden jomfru Maria bliver Cecilia nu fanget i klosteret, hvis klaustrofobiske hvælvede gange gemmer på mange hemmeligheder.

Det er Michael Mohans første horrorfilm, og Immaculate markerer det tredje samarbejde med Sydney Sweeney, der brillerer i hans erotiske thriller The Voyeurs.

Sex og gys går hånd i hånd, og Mohan har fermt styr på skildringen af kroppe. Til gengæld kniber det på den generelle skræmmefront, hvor timingen sakker bagud.

Sweeney er næsten alene med ansigtsløse italiensk-talende biroller, der leverer diskret som modspil. Den Emmy-nominerede skuespiller har selv kæmpet for at få filmen realiseret i ti år og er også endt som producent på gyseren.

Det er sjældent et godt tegn, at et manuskript får lov at samle støv, og Immaculate fremstår da også noget udefinerbar, der kunne være undfanget når som helst.

Filmen er ikke nyskabende horror og ser sig ikke for fin til at bruge jumpscares som primær chokeffekt. Der mangler samtidig det intelligente spil på fanatisk religiøsitet og indbildning, mestre som Mike Flanagan de sidste par år har vænnet os til er standard.

Immuculate nøjes med at insinuere, at de katolske, ophøjede fortællinger om Maria gemmer på en dyster bagside. Men ikke desto mindre er temaet om uønsket graviditet uhyre relevant.

Da man i Sweeneys amerikanske hjemland afskaffede fri abort i 2022, indskrænkedes kvinders ret til egen krop markant.

Definitionen for en god bodyhorror er ikke nødvendigvis knækkende knogler og splat. Genren handler grundlæggende om forvandling af kroppen, og er man ikke i kontrol over, hvad der vokser sig større og stærkere inde i én, findes der næppe noget større transformativt mareridt.

Selv hvis du ikke er velsignet med æggestokke, trækker Sweeney dig ind i hendes helvede. Særligt et ekstremt nært closeup af Cecilia i tredje trimester cementerer stjernen som en bogstavelig sceam queen.

Det løber koldt ned ad ryggen, når hun med kæmpe mave brøler sin smerte ud. Det er en vild, fysisk præstation, som har så megen kraft bag sig, at linsen faktisk dugger til!

Uanset om det er planlagt eller et heldigt uheld, viser den slags små detaljer, at Michael Mohan har styr på at skildre rå fysikalitet.

Man bliver overbevist om, at det gør lige så ondt at føde som at få et slag i kuglerne.