Da Nick Tosches’ besynderlige roman In the hand of Dante udkom i 2002, beskrev Entertainment Weekly bogen som ”blændende brilliant” og et ”forrygende mærkeligt kunstværk”.
Filmatiseringen, som verden har ventet på, er nogenlunde det samme. Fantastisk smuk, sær, forførende, lækker, sexet, sygt spændende, voldelig … og alt for lang.
Det er konklusionen på en forceret, overgjort og ustadig film. En fjerdedel af den er helt og aldeles enestående. Andre dele er nærmest håbløse, grænsende til noget a la telenovela. Og i lange stræk kan den ses som en slags litterær thriller, der faktisk er ret udmærket.
Men først og fremmest er værket uortodokst og forfriskende originalt.
Som i Nick Tosches roman følger vi hans alterego, Nick Tosches, der i sin egenskab af bibliofil Dante-amatøroversætter bliver bedt om at undersøge autenticiteten af et manuskript af New Yorks mafia.
Det skulle angiveligt være Dante Alighieris egen, håndskrevne udgave af La Comedia – altså mesterværket, som på dansk blev til Den guddommelige komedie. Det ville også være noget af et scoop, da det slet ikke findes og derfor potentielt ville være millioner af dollars værd, hvis det pludselig gjorde.
Romanen veksler mellem nutidsplanets mafiadrama i 00’erne og Dantes egen rejse til Sicilien i overgangen mellem højmiddelalder og renæssance.
I filmen vises det som en vekslen mellem nutiden og fortiden, men finurligt vendt på hovedet, så nutiden er sort-hvid og fortiden i sprøde farver.
Flere af skuespillerne gør et stort indtryk.
Oscar Isaac er – selv om han er amerikaner med cubansk og guatemalansk ophav – perfekt både i rollen som den italiensk-amerikanske forfatter og som den florentinske Dante selv. Han er intens, og hans rå, seksuelle udstråling dyrkes af et forelsket kamera.
Den israelske skuespiller Gal Gadot spiller både Tosches’ elskerinde og Dantes hustru. Hun er smuk som en moden fotomodel, men det er faktisk specielt hendes ansigtsspil, der rammer noget dybere og mere romantisk. Intet slår dog Gerard Butler, som muligvis spiller den klammeste New York-mafioso nogensinde på film. Han emmer af ondskab og myrder i vildskab. John Malkovich og Martin Scorsese leverer også fine præstationer.
De visuelle virkemidler serveres som en napolitansk middag: Det er alt for meget. Men hvis man accepterer, at det er amerikanske Julian Schnabels personlige og excentriske leg og kreative udfoldelse, går det rent hjem som en slags filmisk udskejelse.
Julian Schnabel, der både er kunstmaler og instruktør, har flere mærker på skjorten. Han gjorde Javier Bardem verdensberømt med Before Night Falls fra 2000 og er manden bag den enestående Dykkerklokken og sommerfuglen, om den frygtelige medicinske tilstand locked-in syndrome.
Men i denne film udlever han en tilsyneladende indædt faible for alt italiensk. Privat bor han således midt i New York City i en gammel, ombygget hestestald, der er designet som et italiensk palazzo og malet skrigende pink.
In the Hand of Dante er forfriskende i en tid, hvor alt for mange film er ens, og hvor der skovles fast film fra McNetflix ind i hovedet på daglig basis.
Her hos Schnabel bliver oplevelsen strukket ud, så det føles som en smuk evighed. Der tales pludselig krøllet middelalderitaliensk, og pludselig er der AI-elementer.
Alt sammen i en vild pinball-intertekstualitet, der har referencer til litterære klassikere, berømte malerier og mafia-filmhistorien – Al Pacino er også med – samt Tarantinos intellektuelle gangstere og Hannibal-filmenes teatralske vold.
In the hand of Dante er kort sagt lige dele Inferno og Paradiso.


Kommentarer