Jackass: Best and Last

Man skulle nok have været med på vognen dengang i 00’erne for helt at forstå, hvorfor så mange mennesker knuselsker Johnny Knoxville og hans slæng, der i over 25 år har gjort vold på hinandens kroppe – på MTV og i adskillige film.

En ven fortalte mig, at han så Jackass 3D med sin bror i biografen og havde det så sjovt, at de på vej hjem selv cyklede ind i en busk.

I den forrige film Jackass Forever bliver Johnny Knoxville stanget lidt for hårdt af en stor tyr, så i den sidste film, Jackass: Best and Last, er der skruet ned for livsfaren.

Den nu gråhårede drengerøv på 55 år koncentrer sig i stedet om flere indslag i den ulækre afdeling, og der suppleres med oversete eller usete stunts.

Filmen starter med den første Jackass-optagelse nogensinde. I 1998 iklæder Johnny Knoxville sig skudsikker vest og polstrer sig yderligere med pornoblade, inden han skyder sig selv i torsoen med en revolver.

Af åbenlyse årsager blev videoen aldrig vist på MTV.

Jackass-formularen er, at det bare skal være så dumt som muligt, og underholdningsværdien er ubestridelig. Selv hvis man har svært med at matche de medvirkendes entusiasme, kan man ikke påstå, at tiden går langsomt i deres selskab.

Der sker hele tiden noget, øjnene ikke er vant til at se, og de spærres uafladeligt op – også når hjernen helst ville kigge væk.

På en måde er det film i sin reneste form, som det blev lavet i årene efter mediets opfindelse i slutningen af 1800-tallet. De såkaldte attraktionsfilm, der som et cirkusnummer blot vil vise tilskueren en serie bemærkelsesværdige fænomener.

”Se, en jonglør!” ”Se, et eksotisk dyr!” ”Se, en gruppe voksne mænd, der drikker afføringsmiddel og spiller Twister iklædt gennemsigtige plastikbukser!”

Sidstnævnte er en af filmens mest mindeværdige nye indslag, da den indeholder særligt meget lort og bræk. Et andet ubehageligt højdepunkt er, da Danger Ehren placeres i en elektrisk stol og får et voldsomt elektrochok.

Ellers er det mest arkivscenerne, der imponerer. Det vil nok skuffe de fans, som håbede på halvanden times nye påfund. Men højdepunkterne er set før.

Knoxvilles ridetur på en raket, der igen næsten slår ham ihjel. Og den bizarre figur Steve O, der udsættes for en ”poop cocktail”, hvor han siddende i et festivaltoilet slynges adskillige meter op i luften, så kummens mange liter lort sprøjter op i ansigtet på ham.

Alle ler og brækker sig.

Et af de mest overraskende grin kommer faktisk ikke fra herrerne selv. I en gammel optagelse klæder Johnny Knoxville sig ud som en fængselsfange, der prøver at få fjernet håndjernene i en butik. Ejeren ringer selvfølgelig til politiet, som ankommer, men glemmer håndbremsen, så bilen havner på fortovet!

Det siger sig selv, at politisk korrekthed ikke eksisterer i Jackass-land. Men det eneste for alvor stødende er den ufølsomme anvendelse af dyr. Selvfølgelig den føromtalte tyr, men også en vædder, der tydeligt stresset placeres midt i et rum og i frustration giver sig til at stange løs.

Det ligner dyrplageri og giver en grimmere smag i munden end afføringen.

Den røde tråd i Jackass: Best and Last er, at den officielt er et farvel til franchisen. Med risiko for elektrisk stød som straf for løgne bliver Knoxville spurgt af vennerne, om han virkelig vil stoppe, når nu han mange gange før har erklæret en film for den sidste.

Han svarer uden tegn på ironi, at det er slut. Og man mærker, at slænget er rørt over snart at skulle tilbage til virkeligheden, hvor man ikke kan tjene millioner på at stikke hånden op i røven på sine venner.

Der nævnes også den tidligere legekammerat Ryan Dunn, som tragisk slog sig selv og en produktionsassistent ihjel med spirituskørsel i 2011. På en måde er det et mirakel, at ingen nogensinde er døde, mens kameraet var tændt.

Man kunne frygte, at flere af de ældre herrer i virkeligheden føler sig socialt eller økonomisk presset til at udføre stunts under vilkår, som almindelige stuntmænd aldrig ville acceptere.

Men de rørte drengerøve, som nu tager afsked, beviser, at der gemmer sig et fækalieindsmurt hjerte bag idiotien. Tiden er bare løbet politisk og kropsligt fra dem. Det er nok meget godt.