Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to

Sjældent har dansk børnesang lydt så uhyggelig, som da skolekoret istemte en isnende variant af klassikeren Æblemand i Netflix’ nordic noir-hit Kastanjemanden.

Serien var baseret på Søren Sveistrups krimiroman om efterforskerduoen Naia Thulin og Mark Hess, og Sveistrup stod selv bag roret på filmatiseringen i 2021. Nu er turen så kommet til efterfølgeren, igen baseret på Sveistrups bogforlæg, selv om han denne gang har overladt manuskriptskrivningen til andre.

Tælle til en, tælle til to hedder anden sæson, og den tager sin titel fra Halfdan Rasmussens tælleremse, som i en parallel til første sæsons børnesang bruges som den nye seriemorders ledemotiv.

For gyserfans vil den gentagne brug af remsen utvivlsomt henlede tankerne på rimet om Freddy Krueger i A Nightmare on Elm Street. Og af krimi-thrillere er vi bestemt også i den dystre og rå ende.

En kvinde meldes forsvundet fra sin bopæl, og under Naias efterforskning dukker der spor op, som trækker tråde til mordet på en syttenårig pige to år forinden. I begge tilfælde blev ofrene stalket af en person, der sendte uhyggelige beskeder som led i en forskruet gemmeleg.

Samtidig vender Mark tilbage til Danmark efter et længere ophold i Haag. Broren er blevet syg, og Mark skal passe hans kanariefugl. Det varer heller ikke længe, inden han hvirvles ind i efterforskningen.

Samarbejdet med Naia kompliceres dog af, at de to mellem sæsonerne har haft et forhold, som Mark er bakket ud af.

Vi befinder os i genrens vante territorie, hvor makabre mordgåder og hverdagens travlheder krydser hinanden under Velfærds-Danmarks grå himmel. Det er en verden, hvor morderne på bedste Se7en-manér har sans for symbolik og iscenesættelse, og hvor efterforskernes forsøg på at være til stede på hjemmefronten forpurres i nærmest komisk grad.

Rollebesætningen er stærk, og skuespillet overbevisende hele vejen rundt. Danica Curcic udstråler varme og ihærdig professionalisme i rollen som fortravlet alenemor med en teenagedatter, der higer efter en ny familiestruktur. Og Mikkel Boe Følsgaard er perfekt som den indesluttede arbejdsnarkoman Mark, der altid må flygte, når de svære følelser kommer for tæt på.

Sofie Gråbøl slutter sig til rollelisten som moren til den dræbte syttenårige. Hun får pludselig rippet op i såret, da den nye sag peger på, at gerningsmanden er inden for rækkevidde. Gråbøl er fremragende og udtrykker sorg og desperation med stor naturlighed.

Hvor der ikke er meget at sætte på udførelsen, er der dog til tider noget ved fortællestrukturen, der skurrer. Hvis man som undertegnede lige har genset første sæson, er der en vis genkendelighed over, hvordan ingredienserne fordeles på tidslinjen.

Sepiatonede flashbacks til en årtier gammel forbrydelse, en handlingstråd med de sørgende efterladte fra en nyligt, uopklaret sag samt en morder, hvis bevæggrunde knytter sig til et bestemt socialpolitisk tema. Grænsen mellem tematisk genklang og decideret gentagelse er hårfin, og visse steder glider genkendeligheden over i forudsigelighed.

Indtil den ikke gør det!

For midt i sæsonen indtræffer en uventet og modig drejning som følge af en mesterligt orkestreret sekvens, der er noget af det mest neglebidende, jeg kan huske at have set i en dansk produktion.

Milad Alami skal have stor ros for den spændingsfulde og ubehageligt realistiske instruktion, der bringer volden væk fra afsides skovområder og ind på de offentlige institutioner midt i åbningstiden.

Desværre når de resterende afsnit ikke helt samme intensitet. Uden at afsløre for meget minder noget af slutspillets forløb påfaldende meget om første sæson (så brug dog strips i stedet for gaffatape!).

Anden omgang med Naia Thulin og Martin Hess byder på effektiv og velspillet suspense indpakket i den mørke signaturstemning, alle fans af genren måtte ønske sig. Hvis der i fremtiden skal opklares en tredje sag, må efterforskningsposen dog gerne rystes noget mere.