Leviticus

Forbudt kærlighed er altid på mode. Således er Shakespeares Romeo og Julie blevet læst, opført og elsket i over 400 år. 

De unge elskendes dødsdømte kamp for at høre sammen har noget romantisk over sig, også i den australske gyser Leviticus. I filmens kerne ligger en kærlighedshistorie om teenagedrengene Naim (Joe Bird) og Ryan (Stacy Clausen), hvis forhold ikke accepteres af deres religiøst fanatiske forældre eller det omgivende samfund. 

I virkelighedens verden ville de være truet af homofobisk lovgivning og hadforbrydelser. Her plages de af en dæmon. 

Den tager form som den person, offeret længes allermest efter, og den kommer til vedkommende, når de er alene. Kan de modstå forførelsen, sker der ikke noget. Giver de efter, bliver kys og kærtegn snart til vold, lemlæstelse og død. 

Det gør forelskelsen ikke bare spændende, men farlig. Ganske som kærlighed mellem to mænd er det i mange, homofobiske dele af verden. 

Som ekstra krydderi og et realistisk islæt er de andre i byen lige så ivrige som dæmonen efter at tæske løs på bøsser. Politiet, forældre og drengenes jævnaldrende er alle ligeglade med deres skæbne. 

Første gang publikum møder Naim og Ryan, er det overskyet på grænsen til regnvejr. De to teenagedrenge søger tilflugt på byens forladte savværk, hvor de laver ballade. Ryan er mere fremme i skoene, men Naim følger trop. 

Drengestregerne bliver til snaveri, og savværket bliver deres tilflugtssted, hvor de kan undgå andres dømmende blik. Scenen slutter smukt med billeder fra oven, hvor de elskende ligger på gulvet, aer hinanden og deler en smøg. Et rørende helle i en ellers voldsom gyser. 

Blod og vold fylder lærredet, men det allermest frygtindgydende sker uden for kameraets synsfelt, så publikums egen fantasi tager over. Som da dæmonen overfalder en anden af byens unge.

Noget usynligt slæber ham afsted i mørket, mens Naim står tilbage og hører hans isnende skrig. 

Scener som denne fungerer især, fordi skuespillet – båret af Joe Bird, Stacy Clausen og deres fremragende kemi – er underspillet og dystert. Også Mia Wasikowska (The Kids Are All Right, Bergmans ø) er fremragende i den lille, men mindeværdige rolle som Naims strikse mor. 

Titlen Leviticus henviser til navnet på Biblens Tredje Mosebog på engelsk. Dens kapitel atten og tyve fordømmer al sex uden for ægteskab med andre formål end at sætte børn i verden – altså også homoseksualitet. 

De bibelord citeres flittigt af homofober, der glemmer, at rejemadder og tøj bestående af mere end én slags stof er lige så syndigt ifølge Moseloven. 

Således også i filmen, hvor de voksne hidkalder den gruopvækkende dæmon under en ceremoni, der skal ”kurere” drengene. Ritualet afspejler barbariske metoder som djævleuddrivelser eller omvendelsesterapi – en form for tortur, der fejlagtigt lover at gøre dem heteroseksuelle. En praksis, der stadig er lovlig i Danmark! 

Symbolikken gennemtrænger Leviticus, men overskygger aldrig fortællingen i instruktør Adrian Chiarellas debutfilm. Selv skolens hvide korridorer kunne ligne en psykiatrisk anstalt og bliver et ekko af den historiske sygeliggørelse af lgbt+-personer. 

Valget forstærker også følelsen af at miste forstanden, som de unge kærester oplever, og skaber kontrast til de ofte funkle scener i resten af filmen. Glimtvis forsøger lyset forgæves at trænge gennem gardinerne, men der er altid en mørk krog, hvor det ukendte kan skjule sig og ligger på lur. 

I år er det 30 år siden, at Wes Cravens Scream gjorde grin med gysergenren, hvor personerne ofte løber op ad trappen og møder deres endeligt af en maskeret morder på første sal – i stedet for bare at løbe udenfor i sikkerhed. 

Men at Naims hudsult efter Ryan igen og igen er stærkere end frygten for dæmonen, er både romantisk og en bevidst hån i forhold til dem, der erklærer krig mod kærlighed.