Love – sæson 1

Hun er et yndigt, storrygende rodehoved, der har et on-off-forhold til en halvskaldet, kvabset narkoman.

Han er en spinkel, bebrillet nørd, der bestiller fødselsdagsgave til sin svigerfar i god tid på nettet, mens hans søde kæreste køber et mønstret gulvtæppe til hans kontor.

Det lyder gennemtærsket romantisk, når dette umage pars tilfældige møde under Los Angeles’ glødende sol ender i spirende kærlighed. Men skinnet bedrager, for heldigvis viser Love sig at have andre, originale tricks parat under solen.

Det er ellers med lige dele skepsis og store forventninger, man møder Netflix’ nye comedy-dreng i klassen, som tilmed har fået påklistret en noget banal titel.

Det usminkede Los Angeles, de akustiske underlægningstoner og den nuttede grafik giver bange anelser om, at Love er endnu et bidrag til mængden af kærlighedskomedier, der krampagtigt forsøger at undgå klichéerne med fortænkt, akavet indie-skævhed.

Men Judd Apatows navn står på plakaten, og det giver håb. For har man stiftet bekendtskab med slut-90’ernes smågeniale kultserie Freaks and Geeks – der blev skrottet efter bare en enkelt, fantastisk sæson – beder man for, at den subtile og særegne humor vækkes til live på ny.

Håbet får lykkeligvis næring allerede i løbet af første afsnit, hvor vi møder Mickey (Gillian Jacobs) og Gus (Paul Rust), der befinder sig i hver deres usunde forhold. Mickey slår hurtigt op med sin kvabsede narko-kæreste, da han pludselig hellere vil med sin mor ud og købe bukser. Gus anklages for at sige ”jeg elsker dig” for ofte – og så er dét forhold slut.

I første afsnit følger vi Gus og Mickey i to parallelle handlingstråde, inden de mødes. Men ganske forfriskende er der på ingen måde tale om kærlighed ved første blik. Serien har ikke travlt med at forcere romantikken og bruger i stedet god tid til at beskrive sit spraglede persongalleri.

Mickey er programlægger på en radiostation for et fjollet brevkasseprogram med titlen Heart Work with Dr. Greg, og Gus arbejder på den fiktive tv-serie Witchita som tutor for uopdragne børneskuespillere.

Begge er de ganske almindelige og alligevel skæve nok til at forblive interessante. Samtidig bidrager en række veludsøgte bipersoner til seriens humor, der til tider synes beslægtet med Freaks and Geeks.

Ikke mindst, når Dave Allen, der spillede den fantastiske studievejleder Mr. Rosso i den gamle serie, træder ind i billedet som Gus’ sære nabo.

Og som i virkelighedens verden, er kærlighedens sti et ujævnt terræn.

Gus punkterer i starten samtlige gode øjeblikke med elendige vittigheder og kommer altid for tidligt. Som når han er den første gæst hos Mickeys venner og geskæftigt griber vandslangen for at spule havemøblerne. De skal også være klar til festen!

Mens Mickey er blind for, at hendes bramfrihed er nærmest uforskammet. Da de har sex, spørger hun pludselig ugenert, om hun må bruge sin vibrator og kaster den uskønne, elektroniske fallos op på springmadrassen ved siden af stakkels Gus.

Love er kendetegnet ved en særligt realistisk og ikke mindst velskrevet dialog, hvis kvalitet træder tydeligt frem i Gus og Mickeys skænderier, men også i de mere afdæmpede, humoristiske sekvenser, som da Gus ringer til en gammel veninde.

Her finder han ud af, at øgenavnet Major Gus ikke er en kærlig Bowie-reference, men noget han blev døbt, fordi han kunne indlede samtaler med fremmede om, hvilket fag de studerede: ”Ehhh I’m Gus, what’s your major?”

Derudover har man valgt at skabe en dejligt atypisk, men meget realistisk magtforskydning i løbet af sæsonen, så det ikke konstant er den nørdede splejs, der higer efter den smukke kvindes kærlighed.

Mickey er langt fra perfekt, og hendes umiddelbare selvtillid skjuler et alvorligt alkoholproblem, der trods sin tyngde virker komisk eller malplaceret.