Biografanmeldelse
16. apr. 2018 | 13:07

Luk solskinnet ind

Foto | Christine Tamalet
Franske Juliette Binoche spiller en kunstner, der søger den perfekte partner, men i virkeligheden er mest forelsket i tanken om kærlighed.

Claire Denis har med Juliette Binoche skabt en forrygende spøgefuld og legesyg film om en kvinde, der er mere forelsket i tanken om kærlighed end i rækken af mænd i hendes liv. 

Af Lee Marshall

Med en nedtonet glæde viser Claire Denis’ delikate opfølger til den dystre, frastødende hævn-thriller Svinene endnu en gang, hvor frisindet og umulig at sætte i boks hun er som auteur.

Instruktøren arbejder for første gang sammen med Juliette Binoche, der aldrig har været bedre end som Isabelle – en kunstner, hvis søgen efter den perfekte partner er en medrivende og kompliceret jagt.

Gennem samarbejdet med Binoche skaber Denis en forfriskende, sympatisk og intellektuel romantisk komedie, som er løst baseret på semiotikeren Roland Barthes’ dekonstruktion af kærlighed i værket Kærlighedens forrykte tale. Men man behøver ikke den baggrundsviden for at nyde Denis’ mest spøgefulde og legesyge film til dato.

Ordet ”åbenhed” henviser til en modtagelighed over for nye forslag
 og bliver sagt til sidst i filmens vidunderlige slutscene, som består 
af én lang, tilsyneladende improviseret monolog.

Den bliver fremført af Gérard Depardieu, der er lige så hyggelig som en gammel familiesofa. Han spiller et medium, som Isabelle besøger i et desperat forsøg på at forstå sit rodede kærlighedsliv. Ironien er, at Isabelle hidtil har været for åben over for kærligheden som en vejrhane, der ryster ved bare det mindste vindpust.

Luk solskinnet ind er en forrygende skildring af en kvinde, som gentagne gange lyser op af kærlighed, men som altid bliver skuffet. Filmen antyder, at det er uundgåeligt, fordi Isabelle er mere forelsket i tanken om kærlighed, end hun er i den række af mænd, som kommer ind i hendes liv.

Denne vekslen mellem opstemthed og utilfredshed ses i Binoches udtryksfulde ansigt og bliver indfanget i strålende nærbilleder. Det er også forankret i filmens struktur. Den udspiller sig som en sammenkædet serie af danse og, som så ofte i Denis’ film, en virkelig dans – i dette tilfælde til Etta James’ sjælfulde ballade
 At Last.

Claire Denis er fascineret af modstillingen mellem det fysiske – blikke, hænder, som kommer tæt på hinanden, men ikke rører, måden folk sidder i forhold til hinanden – og de utilstrækkelige, fragmenterede ord, som de bruger til at tale om deres liv og følelser. Når Isabelle møder en lunefuld skuespiller på en bar, eskalerer det uforpligtende møde over få timer fra en snak med en ven til en date og en romance, for at de til sidst slår op.

De har bundet sig selv med ord, men en enkelt omfavnelse er alt,
 der skal til for at løsne knuden. Dog kun for en kort stund, for snart taler de sig selv til disharmoni igen.

Der er en herlig scene midt i filmen, hvor Isabelle betror sig til en taxachauffør. Hun fortæller, at hun har haft en forfærdelig dag, og et øjeblik forventer vi endnu en flirt, men han siger blidt: ”Jeg sætter noget musik på – det vil gøre os begge godt.” Cool jazz strømmer ud af bilradioen, og i et sjældent øjeblik forstår to mennesker hinanden perfekt.

En vekslen mellem parisiske lejligheder og en række barer bliver et spejlbillede på Isabelles usikkerhed, hendes tendens til at kaste sig selv mod lukkede, romantiske døre: gifte mænd og dem, som ikke er interesseret i at binde sig, mens hun bakker væk fra Sylvain. Han er den ene mand, som elsker hende ubetinget og simpelt.

At denne arbejderklassemand ikke er, som en af hendes andre bejlere beskriver det, ”fra vores verden”, giver filmen en anden drejning.

Og det er ikke langt fra den hårde kritik af det kolonialistiske, franske samfund, der var med til at sætte Denis på verdenskortet i film som Chocolat, Beau travail og White Material. Instruktøren gør det klart, at politik og følelser ikke er adskilte sfærer.

Hvad der på overfladen ligner en intellektuel kvindes syn på en romantisk komedie under indflydelse af Eric Rohmer, Woody Allen, Nancy Meyers og Richard Linklaters Before-trilogi, viser sig som meget mere.

Trailer: Luk solskinnet ind

Kommentarer

Titel:
Luk solskinnet ind

Originaltitel:
Un beau soleil intérieur

Land:
Frankrig, Belgien

År:
2017

Instruktør:
Claire Denis

Manuskript:
Christine Angot, Claire Denis

Medvirkende:
Juliette Binoche, Xavier Beauvois, Philippe Katerine, Gérard Depardieu

Spilletid:
94 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
19. april

© Filmmagasinet Ekko