Min kære

Norges Nobelpris-vindende dramatiker Jon Fosse har skrevet sit førte filmmanuskript, som om landet ikke allerede havde cementeret sin dominans over disse års europæisk film.

Manuskriptet blev oprindelig skrevet for næsten 30 år siden, men er nu færdiggjort og filmatiseret som et fåmælt ægteskabsdrama i hænderne på Erik Poppe.

Instruktøren bag to meget dramatiske virkelige historier, Utøya 22. juli og Kongens valg, har denne gang realiseret en rent fiktiv fortælling, der ikke bare er jordnær, men lægger sig omtrent halvanden meter under havets overflade.

Handlingen i det poetiske drama er nærmest demonstrativt universel og tidløs. To livslystige unge mennesker, Asle og Gerd, møder hinanden en magisk aften og stifter familie. Men mandens afstumpethed og kvindens behov graver tilsammen en uoverkommelig kløft imellem dem, og deres lille søn fanges i midten.

Det tidløse skal tages bogstaveligt.

Påklædningen, fraværet af mobiltelefoner og kønsnormerne ligner noget fra 70’erne. En synlig plade af The Smiths tyder på, at vi er et årti eller to senere. Men det kan også blot være nutid på den afsidesliggende ø i Vestlandet, for et sted ses en reklame for energidrikken Monster, som først kom til Norge i 2010.

Pointen er, at den tragiske distanceopbygning mellem Gerd og Asle har fundet sted siden tidernes morgen i tusindvis af ægteskaber og formentlig vil blive ved med det. I hvert fald så længe, der findes mænd, som ikke kan tale om følelser.

Gerd savner den lystige gut, hun mødte, da han spillede en følsom koncert på det lokale hotel, men som nu forsvinder ind i sig selv og ud på søen.

”Vil du ikke spille lidt for os?” spørger hun igen og igen. Men når Asle ikke er afsted på skibet flere måneder ad gangen, sidder han tavs som graven i sin lænestol. Guitaren urørt.

Der er også noget tidløst over Leo Magnus de la Nuez’ spil i rollen som Asle. Fra nogle vinkler ligner han en gammeldags træmand. Men han er aldrig decideret kold, og den mentale flugt fra familien kan med et nutidigt blik afkodes som neurodivergente udfordringer.

Kristi-Helene Engeberg gør som Gerd den indledende forelskelse bedårende med sine frydefulde fnis og kejtede flirten. Senere i filmen er skuffelsen malet i så tykke lag på hendes ansigt, at man modvilligt holder med hende under flugten til en anden mand.

Ole har noget så landfast som en tankstation. Og det er både gribende og pinagtigt at se hende pitche det nye tankpasserliv til sønnen, som savner sin far. ”Ole har sin egen softicemaskine. Du kan jo godt lide softice!”

Her bliver dramaet dog også en smule kunstigt.

Modsat Asle virker Gerd fuldt ud i stand til at sige sine problemer højt – selv om det ofte er i sidste øjeblik – men alligevel vælger hun at pakke hele huset og flytte, mens manden er til søs. Hun efterlader ingen ny adresse. Det er nærmest en bortførelse og helt unødvendig konfliktoptrapning. Asle virker aldrig farlig, så hun kunne bare bede om en skilsmisse.

Men ud over næsten-kidnapningen og en efterfølgende næsten-biljagt holder Jon Fosse og Erik Poppe sig fra ægteskabsdramaets klichéer. Forfriskende kommer det hverken til håndgemen eller forbandelser, da Asle tropper op på tankstationen for at se sin rival i øjnene.

Visuelt er Min kære lige så elegant som de vidunderlige, norske sweatre, alle i filmen har på.

Poppe og fotografen Andreas Johannessen indrammer fortællingen med stor opfindsomhed og poesi. Særligt smuk er scenen, hvor Asle leder efter Gerd og taler med hendes mor i dennes hytte. Han ses sløret gennem et dugget vindue, mens den ukomplicerede svigermor står fuldt synlig i døråbningen.

Filmen springer flere år frem på et øjeblik, uden at det tydeligt kan mærkes. Det styrker indtrykket af en mand, der lader livet passere forbi, mens noget mørkt og hemmeligt konstant udspiller sig for hans indre blik.

Som et modigt valg bliver det aldrig afsløret, hvad Asle i virkeligheden tumler med. Manuskriptet giver intet indblik i hans fortid, familie eller eventuelle traumer, og publikum efterlades med samme frustration som Gerd, inden også vi må opgive at forstå ham.

Man kan prøve at begribe et menneske hele livet og blive skuffet gang på gang. Eller man kan finde sig en ukompliceret tankpasser med egen softicemaskine og måske blive lykkelig.