Biografanmeldelse
07. apr. 2019 | 14:26

Transit

Foto | Hans Fromm
Georg (Franz Rogowski) flygter fra nazisterne ved at udgive sig for at være en anden, nemlig ægtemand til unge Marie (Paula Beer). Det sætter ham i en forvekslingsklemme, da han forelsker sig i hende.

Christian Petzold blander fortiden og nutiden i stærkt flygtninge- og kærlighedsdrama, der kan vække mindelser om Casablanca og film noirs.   

Af Simon Pasternak

Vi er i Paris i 2018. Tyskland har netop besejret Frankrig, og besættelsesmagten begynder udrensningen af jøder og regimefjender. To tyske flygtninge mødes
 på en bar. Den ene giver vores hovedperson Georg to breve, som han skal aflevere til emigrantforfatteren Weidel på et hotel i nærheden.


Hvis det lykkes, får han en plads i flugtbilen mod Marseille, hvorfra alle flygtninge, kommunister og jøder prøver at komme ud af landet på et transitpas til USA eller Mexico, inden tyskerne kommer med deres frygtede Frühjahrsputz (”forårsrengøring”, en rigtig nazi-eufemisme).

Ja, du læste rigtigt. Transit foregår både i fortiden og i nutiden.

Det er moderne franske politifolk, der jager tyske jøder i Paris’ gader. Skibene i Marseilles’ havn, der stævner ud mod den forjættede frihed, er moderne cruiseskibe, men de er fulde af forfinede, europæiske flygtninge fra 30’erne med rejseskrivemaskiner, stråhatte og gammeldags kufferter.

Her er ingen ”oversættelser”
 til moderne tid midt i vores egen flygtningekrise, ligesom der heller ikke er brugt energi på at lave et historisk kostumedrama. Vi skal leve med, at fortiden bare er i nutiden. Dette er Europa og har været det i 70 år. Vi har bare glemt det.

Når man har købt det stilgreb, fungerer filmen.

Georg opsøger Weidel på hotellet, men finder et blodigt og tomt badekar, emigrantens desperate selvmord. Efterladt er Weidels skrivemaskine, et halvfærdigt manuskript og et brev fra en Marie, der skriver, 
at hun forlader Weidel.

Georg tager manuskriptet og åbner de to breve. Det ene er fra samme Marie, hvor hun fortryder. Hun venter ham i Marseille. Det andet er et brev fra det mexicanske konsulat, der lover ham et pas til Mexico. Georg er snublet lige ind i de forsinkede breves ironi.

Han beslutter sig for at tage chancen og udgive sig for at være Weidel. Han tager fribilletten til Marseille, hvor kaos hersker, og folk vil gøre alt for et transitpas.

Vi følger Georg gå fra det ene konsulat til det andet og ser ham udgive sig for at være en anden. Han møder emigrantskæbnerne, der alle vil fortælle deres historie. Ofte støder han ind i en smuk kvinde – som senere viser sig at være Marie.

Han bliver vild med hende og vil have hende med til Mexico, men hun vil vente på sin elskede Weidel. Hvis han siger sandheden, vil hun vide, at han er en svindler. Hvis han opretholder løgnen, kan han redde hende, men bedrage den kvinde, han har forelsket sig i.

En klassisk forvekslingsklemme.

Det er kulørt og overkørt, og der er en snert af Casablanca, klassisk noir og operette over Transit, der 
er baseret på en roman af Anna Seghers.

Men der er også en alvor 
og en nøgternhed i fortællingen om flygtningens identitet. Alt det, man var, er man ikke længere. Alle fællesskaber er midlertidige, om lidt kan man være fanget af politiet eller taget af sted.

Verden deles mellem dem, der har transitpasset, og dem, der ikke har. Og så er der kærligheden, det brændbare materiale mellem kvinder og mænd. Hvad gør man med det?

Franz Rogowski spiller Georg nøgternt. Paula Beers Marie er en klassisk femme fatale med fejende gang og røde læber, og det er lidt tyndt, når man tænker på instruktør Christian Petzolds stærke kvindeportrætter i mesterværkerne Barbara og Phoenix, hvor han tog andre tyske tyngdepunkter op: en flugthistorie fra DDR og løgnene efter Anden Verdenskrig.

Petzold kan jeg godt lide. Han tager grimme emner op – Holocaust, flygtninge og racisme – men levner også plads til eksistentialismen og thrilleren, forvekslingen og masken.

Kulørthed og operaagtig kærlighed holdes i en helt nedbarberet og rå stil et sted mellem genre og realisme, den store politik og det lille menneske.

Transit er ikke et mesterværk på linje med Christian Petzolds seneste to film. Den er bare virkelig, virkelig god.

Trailer: Transit

Kommentarer

Titel:
Transit

Land:
Tyskland, Frankrig

År:
2018

Instruktør:
Christian Petzold

Manuskript:
Christian Petzold

Medvirkende:
Franz Rogowski, Paula Beer, Godehard Giese

Spilletid:
101 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
11. april

© Filmmagasinet Ekko