Monsterfabrikken

Hvis Mary Shelley i 1818 havde skrevet sin klassiker Frankenstein for børn, så havde den nok mindet meget om denne films plot. 

For i Monsterfabrikken er det stort set samme historie, bare helt nede i knæhøjde, så alle kan være med. Alle gys er søde og kun en anelse uhyggelige. 

Vor helt er det lille, nuttede monster Lappe-Lars, som egentlig stammer fra Guy Bass’ bogserie Stinghoved, der i originalen hedder Stitch Head. 

Han er det første monster, som en gal professor skaber i sit laboratorium ved at sy alle mulige dyr, mennesker og Gud ved hvad sammen. Siden følger en mindre hær af disse ”kludemonstre”, som altså kan være halvt haj og hel hummer eller kvart ko og en ottendedel vildsvin. 

Monstrene er i sig selv utroligt underholdende. Det skyldes ikke mindst den bærende mekanisme i filmen: Det er monstrene, der frygter mennesker! For monstrene bor på slottet Kachottenborg, hvor de hver aften hører en uhyggeligt god godnathistorie om, hvordan menneskene kommer og tager dem, hvis de ikke er stille. 

Historien er fremragende oversat med skønne fordanskninger – tag bare Lappe-Lars. Der er også mange gode jokes, som nok især de voksne vil fange, og derfor er filmen ikke kun sjov for børn. 

Da et af de nyskabte monstre spekulerer over, om han er gammel nok til at høre sandheden – ”jeg er jo kun … 24 minutter gammel” – er både store og små ved at falde fra hinanden af grin. 

Allerede fra begyndelsen spændes historien op, da den kuglerunde og kulørte cirkusdirektør Folmer Freakfinder dukker op. Han øjner straks muligheden for at tjene en formue på de mange skæve og temmelig sammensatte eksistenser. 

Han tager monstrene med ned i landsbyen for foden af bjerget, hvor slottet ligger. Men det var jo dét, der ville udløse, at pøbelen gik amok. Spændingen er monstrøs – måske især, hvis man er barn. 

Et helt kapitel for sig er det helt umanerligt gode stemmearbejde, som bærer meget af stemningen og karakteropbygningen. 

Det er folk som Oscar Dietz, der lægger stemme til den søde Lappe-Lars, mens Emil Birk Hartmann giver liv til den dramatiske og flamboyante cirkusdirektør. ”Monsteret” – et følsomt, enøjet bæst – får forrygende komisk liv af Jesper Hagelskær Paasch, mens Helene Wolhardt Moe er Arabella og Nis Bank-Mikkelsen den gale professor. 

Med til at løfte det hele er også Peter Vinding, Sebastian Alstrup, Camilla Bendix, Anette Støvelbæk og Mikkel Boe Følsgaard. 

Som flere andre børnefilm for tiden bryder også denne lille horrorfilm ud i musicalsang. Det kan ærligt talt være temmelig uhyggeligt i sig selv, men her er det dog doceret med præcision, så det er knap så hårrejsende. Og igen, stemmerne gør det altså godt – også på dansk, hvor der bliver sunget igennem, så man sidder og tænker, at brølende entertainere som Allan Mortensen vist ikke har levet forgæves. 

Distributøren Angel Films foreslår selv, at Monsterfabrikken er et animeret komedie-eventyr for fans af Monsters, Inc., Monsterhuset, Hotel Transylvania og Tim Burton. Og det er faktisk meget præcist set. For vi er netop i et univers af milde gys og komisk gotik. 

Animationen er lydefri og moderne, og ingen slår sig på den. Universet har alligevel en vis æstetisk karakter, og der er mange skægge slapstickelementer med faldlemme, ballonfærd og små, hurtige kultogvogne i tunneller. 

Monsterfabrikken er effektiv underholdning for hele familien i den forblæste og kulderystende tid op mod den nye, højhellige efterårshøjtid Halloween.