NAZA

Der er to film af israelske instruktører med i hovedkonkurrencen i Venedig. 

I den essayistiske The Road to Jericho begræder Amos Gitai en hundredårig konflikt gennem brudstykker af poesi, film, litteratur, teater og tv-optagelser fra 1990’ernes forfejlede fredsproces. 

I Yuval Abraham og Rachel Szors dokumentar NAZA beretter 24 soldater og efterretningsofficerer fra det israelske militær om logikken og teknikken bag et igangværende folkemord. 

NAZA er den mest eksplosive af de to, selv om dokumentaren ret beset ikke bringer mange nye afsløringer. Den bygger videre på journalistik fra Local Call, +972 Magazine og The Guardian, som gennem flere år har dokumenteret udviklingen, også før 7. oktober 2023. 

Det, der gør filmen så uafrysteligt chokerende, er i stedet den nøgterne beskrivelse af, at en eksistentiel trussel kun kan bekæmpes ved at fordrive eller dræbe en hel befolkningsgruppe. 

Det er en lige så klinisk beskrivelse af folkemord som den, Jonathan Glazer demonstrerede i holocaust-mesterværket The Zone of Interest. Han er krediteret som executive producer på NAZA, der er produceret af hans faste samarbejdspartner James Wilson. 

Filmen er optaget på Tel Avivs tage om natten, hvor 24 efterretningsofficerer og militærfolk lader sig interviewe af Yuval Abraham om deres erfaringer siden 7. oktober 2023. 

Deres udlægning er, at kampagnen mod Hamas bevidst accepterer store civile tab. ”NAZA” er den militære betegnelse for civile i Gaza, og som indgår i beregningerne af, hvor mange civile der må dræbes for at ramme et Hamas-medlem. 

Et AI-system tildeler personer point efter, hvor sandsynligt det er, at de har tilknytning til Hamas. Det bruges også til at udvælge mål. Ifølge filmen er 60.000-70.000 palæstinensere i Gaza på den måde under mistanke. For hver person regnes op til tyve andre civile som et acceptabelt tab i forsøget på at dræbe vedkommende. 

For mistænkte højere oppe i hierarkiet, stiger det acceptable NAZA-tal eksponentielt. En officer fortæller om ét angreb, der blev anslået at ville dræbe 500 civile. 

Oplysningerne om palæstinensernes placering er temmelig præcise, for det er israelerne, der har bygget telefonnettet. GPS-signaler kan følge dem i realtid, alle opkald kan monitoreres, og mikrofoner og kameraer kan når som helst hackes.

Det står i skærende kontrast til det anslåede palæstinensiske dødstal på over 73.000, som ikke tæller de utallige mennesker, der stadig ligger begravet under murbrokkerne.

Den israelske overvågning er total. Det gjorde chokket, traumet og hævnlysten efter 7. oktober så meget stærkere. Og fordi et mål er lettest at ramme, når det ligger stille, regner bomberne ned over civile boligområder, hvor de mistænkte sover sammen med deres familier.

Gennem hele filmen er Yuval Abraham den kølige interviewer, der lytter og stiller spørgsmål. 

Vi hører om finskytter, der skyder palæstinensere, mens de venter på nødhjælp. Om analytikere, der hacker børns telefoner for at sende bomber, når far vender hjem. Om en kampagne, der går fra ukritisk at bombe højhuse for at ramme én person til kynisk at jævne hele byer med jorden, så de fordrevne ikke har noget at vende tilbage til. 

Og det skal ske så hurtigt som muligt, mens Israel stadig har omverdenens sympati på sin side. Som rygdækning udspionerer en særlig afdeling diplomater i FN og lovgivere i Haag for at afpresse dem, indtil kritikken forstummer. 

Det er sikkert let at læse og tænke, at her er tale om en tendentiøs fremstilling. Hvad med Hamas’ angreb 7. oktober? Hvad med Israels ret til at forsvare sig? Hvad med gidslerne? 

Men de argumenter virker stadig mere irrelevante, jo mere soldaterne forklarer sig. I beskrivelsen af NAZA lægges der op til ”at afsløre systemet bag Israels kalkulerede massedrab på palæstinensiske civile i Gaza”, og det holder filmen til fulde på kun 80 minutter. 

Og så har filmen et formsprog, der understøtter dens argument. Fra et tag i Tel Aviv ser kameraet ind i byens soveværelser og dagligstuer. I baggrunden kører billeder fra folkemordet på tv-skærmene, mens israelerne mere eller mindre uforstyrret fortsætter deres hverdag. 

Arkivklip viser samtidig, hvordan fortællinger og billeder kan bruges i politisk øjemed. 

På en reklameplakat ses en retrospektiv med Claude Lanzmanns Shoah, der cementerede eftertidens forståelse af nazisternes masseudryddelse af jøder, og Tshahal, hans fem timer lange hyldest til det israelske militærs krigsførelse. 

Det tegner et komplekst billede af, hvordan mindet om holocaust kan bruges til at retfærdiggøre et andet folkemord. 

Der udbrød vantro latter i salen til pressevisningen, da Benjamin Netanyahu i et ældre tv-interview definerer terrorisme som ”mord og lemlæstelse af civile begået for at fremme politiske mål”. 

Yuval Abraham og Rachel Szor er bedst kendt som to af de fire dokumentarister bag Oscar-vinderen No Other Land, der skildrer ideologien bag og konsekvenserne af fordrivelsen af palæstinensere på Vestbredden. 

Filmen gav genlyd i en verden, der var forfærdet over ødelæggelserne i Gaza. Venskabet mellem den israelske Yuval Abraham og den palæstinensiske Basel Adra blev samtidig et håbefuldt bud på forbrødring. 

NAZA er en langt mere nådesløs fremstilling af et folkemord, der – som filmen understreger – stadig er i fuldt sving. Dens vidnesbyrd fra de soldater, der omsætter ideologi til praksis, er uforglemmelige: 

”Dine hormoner fyrer helt vildt. Du sover ikke, og du har det fedt. Det er vildt tilfredsstillende at fuldføre sin mission. Det er sindssygt sjovt.” 

Da en soldat siger om angrebene, at ”det handler om kvantitet, ikke kvalitet”, er det svært ikke at tænke på amerikanernes militærlogik i Vietnam. Her blev krigens fremdrift målt i antallet af dræbte, hvilket førte til massakrer og et ramaskrig i pressen, da graverjournalister afslørede dem – en historie, Laura Poitras fortæller i dokumentaren Cover-Up. 

Mordene i Vietnam var måske mere håndgribelige, fordi de blev begået ansigt til ansigt. I NAZA fremhæves det flere gange, hvordan krigen bag computerskærmen kan føles som et computerspil. 

Men som en droneoperatør tørt konstaterer: ”Der er lig overalt i Gaza. Ingen henter dem. Hundene æder dem.”