Nøjsomheden

Noget af det sværeste at skildre på en rørende og autentisk måde i kunst er samtidig ofte det mest almindelige. For eksempel en forelskelse, der vokser og bliver til et smukt kærlighedsforhold imellem to unge mennesker. 

I Hella Joofs folkelige film, der har det virkelige sociale boligområde Nøjsomheden i Helsingør som bagtæppe, er kærligheden både hovedhistorien og den kraft, der forbinder fortællingens øvrige temaer. 

Filmen handler om klasseskel, livet, døden og alle nuancerne derimellem. I en moderne, dansk kontekst får vi genfortalt det klassiske kærlighedsmøde mellem modsætninger. 

Ligesom vi kender det fra Shakespeares Romeo og Julie, hvor unge elskende fra to familier i konflikt forelsker sig trods omgivelsernes modstand. Nu er det hele så bare omplantet til Hamlets hjemby. 

I Nøjsomheden, der har manuskript af Bo hr. Hansen og er baseret på helsingoraneren Stine Askovs roman fra 2022, møder vi Mona. Hun er født og opvokset med sin enlige mor i ghettoen Nøjsomheden i Helsingør.

Mona spilles enestående af Andrea Heick Gadeberg (Retfærdighedens ryttere), mens Maria Rossing (Carmen Curlers) er ubetaleligt neurotisk som hendes mor. 

Monas moster Tut, en tidligere stewardesse og champagnepige på Vesterbro-natklubben Kakadu, har taget sig kærligt af Mona og lært hende at læse. ”Og når man kan læse, så kan man alt,” som filmens mantra lyder. 

Herfra går plottet derudaf i flere niveauer og retninger. Iben Hjejle i rollen som Tut er et af filmens helt store scoop. Hun er fantastisk morsom i rollen som den dødsfornægtende og bundcharmerende kærlighedsmaskine af en kulørt moster. 

Vi følger Monas nye job i Lindas Boghandel med sære og skønne personligheder blandt kunderne. Og vi følger hendes forelskelse i den unge litteraturvidenskabsstuderende Nikolaj – spillet perfekt af den på en gang handsome og følsomme Clint Ruben. 

Han kommer fra de fine villaer, men han stammer slemt, måske fordi hans far og mor altid er over ham. Det er Ulrich Thomsen og Lotte Andersen, der karikerer det nyrige middelklassepar på morsom slap line. Samtidig bliver Tut mere og mere syg af lungekræft og ender på hospice. Hendes søn, pusheren Frederik, en sej banan, men ikke sejere end, at han ikke tør se sin mors død i øjnene. 

Filmen lægger sig et sted mellem folkekomedien og en mere seriøs behandling af sociale og menneskelige temaer. Den er voldsomt underholdende med sine typiske joofske greb. Der er 90’er-ironi og mild køns- og klassesatire – undertiden så afvæbnende, at den bliver konfliktsky – men samtidig byder filmen også på langt mere alvorlige lag. 

At klasseperspektivet og fortællingen om mønsterbrydning er helt bevidst, understreges af en lille cameo fra Glenn Bech i Ray-Bans – forfatteren og psykologen, der om nogen har skrevet sig ind i netop dette stof. 

Joofs speciale har alle dage været forførelsen – evnen til at få stikpillen ind, imens hun kysser og krammer sit publikum. Og det virker. 

Underklassen skildres på loyal vis på lærredet, hvilket er ret sjældent. Moren som en dysfunktionel og ubrugelig forælder. Fætteren Frederik som dybt kriminel. Mosteren Tut som en rå overlever med falske perler og en stor pels, som hun har ”fået af en beundrer” – altså muligvis dengang, hun var i en mere kulørt branche. 

Over for dét sættes den højere middelklasse med en selvstændig forretningsmand, der er gift med en psykolog og bor i en stor villa. Det kunne blive en enkel og plat analyse, men det hele bliver faktisk meget smukt og utroligt nuanceret. 

Idioterne i filmen får sagt nogle sandheder. Taberne er måske dem, der kommer bedst ud af livet, og de velbjergede og dannede har også deres at slås med – ikke mindst alle deres blinde vinkler. 

Da Nikolajs far prædiker om, at vold er middelalderagtigt, siger Mona, at der faktisk er steder i samfundet, hvor man har brug for vold for overhovedet at kunne overleve. Her bliver forståelseskløften tydelig. 

Men som sædvanlig samler, forsoner og knuselsker Joof alle sine karakterer med en befriende hjertevarme.