Oasis: Don’t Look Back In Anger

Oasis har aldrig rigtigt sagt mig noget. 

Uden at forfalde til 90’ernes klikementalitet om, at man enten er til Oasis eller Blur, har Gallagher-brødrenes musik virket lidt for poppet til min smag, mens alt dramaet omkring dem har været så forbistret og betændt, at jeg hellere har fundet noget andet at gå op i. 

Men jeg skal hilse og sige, at jeg blev omvendt af dokumentaren Oasis: Don’t Look Back in Anger, der har verdenspremiere i Venedig, inden den torsdag rammer biografer verden over. Filmen følger sidste års Oasis-genforening og den efterfølgende verdensturné. 

For det første fortæller den en overraskende rørende historie om to midaldrende mænd, der lægger ungdommens stolthed til side for at samles om musikken. Ved at spille sammen læger de nogle af de sår, de påførte hinanden med svinere i pressen og koleriske udfald til koncerter.

Liam er den arrogante forsanger, Noel den talentfulde sangskriver. En hurtigklippet intro viser, hvordan de stryger hinanden mod hårene, indtil det mangeårige fjendskab kulminerer backstage ved en koncert i Paris i 2009. Få minutter senere er Oasis opløst, mens måbende fans står klar foran scenen.

For det andet er filmen et brag af en biografoplevelse, der tester lydsystemet til det yderste og gør det svært at sidde stille i sæderne. Jeg ville nødig se den derhjemme – eller for den sags skyld i Imperial, hvor man ikke må spille for højt. 

I biografen i Venedig fik 90’er-hymner som Slide Away, Wonderwall og Champagne Supernova mine ører til at ringe, så jeg savnede ørepropper, mens filmens formidable klipning og struktur gav musikken en ny kontekst.

Ikke bare som en fortælling om at finde sin egen rytme og plads i verden, men også som nostalgisk allemandseje, der får hundredtusindvis af stadionpublikummer til at skråle så højt med, at de næsten overdøver bandet.

Forældre har givet den musik, der betød så meget for deres ungdom, i arv, og unge har opdaget den som klassikere løsrevet fra 90’ernes tidsånd. 

”De her sange betyder mere for den næste generation, end de gjorde for vores!” udbryder Noel Gallagher på et tidspunkt. 

I biografen i Venedig fik 90’er-hymner som Slide Away, Wonderwall og Champagne Supernova mine ører til at ringe, så jeg savnede ørepropper, mens filmens formidable klipning og struktur gav sangene en ny kontekst. 

Ikke bare som en stræbende fortælling om at finde sin egen rytme og plads i verden, men også som nostalgisk allemandseje, der får hundredtusindvis af stadionpublikummer til at skråle så højt med, at de næsten overdøver bandet. 

Forældre har givet den musik, der betød så meget for deres ungdom, i arv, og unge har opdaget den som klassikere løsrevet fra 90’ernes tidsånd. 

”De her sange betyder mere for den næste generation, end de gjorde for vores!” som Noel Gallagher på et tidspunkt udbryder. 

Steven Knight, der står bag Peaky Blinders og Hvem vil være millionær?, ved nøjagtigt, hvordan man får tag i publikum.

Han har skrevet filmens manuskript – hvordan man så ellers gør det i en dokumentar. I første akt samler han brødrene og fører dem fra anstrengte lydprøver frem til det ekstatiske første show i Cardiff i Wales.

Det er en forbrødringshistorie til en turbulent tid: Brexit, Putin, krigen i Ukraine og Musk med motorsaven passerer i opsummerende glimt. Men hvis Gallagher-brødrene kan begrave stridsøksen, argumenterer filmen, er der stadig håb for verden. 

Herefter gives mikrofonen videre.

Vi kommer rundt i Storbritannien med et mindeværdigt stop i brødrenes hjemby Manchester og videre ud i verden: Dublin, São Paulo, Tokyo. Hvert sted møder vi fans i alle aldre. De fortæller om at finde mening og fællesskab i Oasis’ musik. 

Der er den ikke-verbale dreng, hvis yndlingssang er Talk Tonight. Fodboldgutterne, som i 30 år har brølet Wonderwall fra tribunerne. Den kvindelige haenyeo-fisker, som dykker med Oasis i ørerne. Endda en overlevende fra bombeangrebet mod en Ariana Grande-koncert i Manchester i 2017. Hun viser sig at være en endnu større fan af Oasis. 

Ikke alle afstikkere føles lige relevante, men helhedseffekten lader sig ikke benægte. 

Instruktørduoen Dylan Southern og Will Lovelace blander billeder af glædesgrædende fans med optagelser fra koncerterne, hvor Noel, Liam og gamle venner som Paul ”Bonehead” Arthurs, der er tilbage i bandet for første gang siden 1997. 

Instruktørerne er mest kendt for dokumentaren Shut Up and Play the Hits, hvor James Murphy lukkede ned for sit band LCD Soundsystem med koncert og refleksioner over karrieren (før han fortrød nogle år efter og udgav en ny plade). 

Den film er martret af en klippestil med frustrerende små snaser af sange, men Oasis: Don’t Look Back in Anger giver publikum, hvad de vil have med både vers og omkvæd klippet sammen fra koncerter over hele verden, så man føler, at en million mennesker synger med på samme tid. 

Det er overbevisende selv for en skeptiker, og sat ind i et gribende narrativ om at lægge fortiden bag sig, tilgive og se mod fremtiden. Hvad mere kan man ønske sig af en musikfilm?