Hollywood vender Venedig ryggen

Filmfestivalen i Venedig plejer at fungere som startskuddet til filmårets prissæson, men der var begrænset med stjernestøv i vente, da festivalens leder Alberto Barbera torsdag formiddag præsenterede årets program. 

Set med danske øjne er det naturligvis lidt af en sensation, at May el-Toukhys Kvinde, ukendt vil dyste om Guldløven blot tre år efter, at Nikolaj Arcel gjorde forsøget med Bastarden. 

Og andetsteds kan vi kippe med fanen over den delvist danskproducerede Sumo: Spirit Weighs Nothing, der indleder sideprogrammet Spotlight. 

Men offentliggørelsen af årets konkurrenceprogram må ses som en skuffelse for en festival, der plejer at kunne bryste sig af adskillige stjernespækkede Hollywood-premierer. Omvendt kan vi glæde os over, at Kvinde, ukendt har gode chancer for at få en pris. 

CIA-agenter og mediemogul
Det tætteste, vi i år kommer på en sådan basker i hovedkonkurrencen, må være komedien Wild Horse Nine af irsk-engelske Martin McDonagh efter In Bruges, Three Billboards Outside Ebbing, Missouri og The Banshees of Inisherin. 

Filmen har John Malkovich og Sam Rockwell i hovedrollerne som CIA-agenter i Argentina kort før diktatoren Pinochets kup i 1973. Den danske Oscar-vinder Mikkel E.G. Nielsen har klippet.

Der er også høje forventninger til dokumentaristen Lance Oppenheims debutfilm Primetime, hvor Robert Pattinson spiller værten for reality-serien To Catch a Predator, der i midt-00’erne indledte en klapjagt på pædofile i bedste amerikanske sendetid. 

Et moralsk blakket projekt, der blev udstillet i David Osits fascinerende dokumentar Predators fra 2025. 

Derudover blev det allerede i sidste uge offentliggjort, at den engelske instruktør Danny Boyle (Slumdog Millionaire, 28 Years Later) vil levere festivalens åbningsfilm, Ink. 

Filmen har Guy Pearce og Jack O’Connell i hovedrollerne og handler om den højreorienterede mediemogul Rupert Murdoch, hvis familie gav inspiration til HBO-serien Succession, og skildrer hans køb af tabloidavisen The Sun i 1969. 

Og så er der Bucking Fastard, Werner Herzogs ventede spillefilm med Mara-søstrene Kate og Rooney i hovedrollerne. Den er udtaget til hovedkonkurrencen, men det var nærmest givet på forhånd. Dels gav festivalen sidste år Herzog en æres-Guldløve, dels takkede instruktøren nej til Cannes i år, fordi festivalen ikke inviterede ham til hovedkonkurrencen. 

Comeback-håb
Andre konkurrencefilm virker mere som sats end sikre kort. 

Casey Affleck har tidligere gjort sig som instruktør med I’m Still Here og den dystopiske Light of My Life. Uden dog at bevise, at han hører til i samme vægtklasse som bror Ben. Nu får han endnu en chance med dramaet Company. 

Franske Florian Zeller vender tilbage til Lidoen fire år efter, at han skuffede fælt i hovedkonkurrencen med tåreperseren The Son – en kluntet opfølger til det mesterlige demensdrama The Father.

Nu er han tilbage med The Bunker, hvor en arkitekt hyres til at bygge en dommedagsbunker for et paranoidt milliardærpar. 

Og så er der den hyperproduktive på japanske Hirokazu Kore-eda, som ikke levede op til forventningerne på Cannes-festivalen i maj med Sheep in the Box. Tre måneder senere forsøger han sig med filmatiseringen af en populær manga-tegneserie. 

Festivalens største comeback står 72-årige Nanni Moretti for. I 1989 afviste Venedig-festivalen at optage Morettis Palombella rossa i hovedkonkurrencen. Filmen blev siden anerkendt som et af hans hovedværker og en forudseende skildring af den italienske venstrefløjs krise. Afvisningen førte til et årtier langt brud med festivalen.

Nu parterne omsider blevet forsonet. Under præsentationen af årets program erkendte festivalleder Alberto Barbera, at festivalen begik en fejl dengang. Den italienske mester vender tilbage med Succederà questa notte, et drama med Louis Garrel og Jasmine Trinca i hovedrollerne.

Netflix-film og Dau-eksperiment
Otte år efter den mesterligt chokerende Burning følger sydkoreanske Lee Chang-dong op med Possible Love, et ægteskabsdrama, der står til Netflix-premiere sidst på året. 

Venedig har været hjemsted for Netflix’ prestigefilm, siden Cannes lukkede døren for streaminggiganten efter Noah Baumbachs The Meyerowitz Stories i 2017. 

Og iranske Ali Asgari, der tidligere har leveret de begavede samfundssatirer Terrestrial Verses og Divine Comedy, rykker op med A Bit of Light, der atter hudfletter livet under det iranske præstestyre. 

Konkurrencens mest overraskende indslag må være Ilya Khrzhanovskys DAU, der præsenterer instruktørens monumentalt ambitiøse biopic om en af skaberne af den første russiske atombombe som en 210 minutter lang periodefilm – fotograferet af blandt andet danske Manuel Alberto Claro.

I projektet blev førstegangsskuespillerne forskanset i en totalovervåget kulisse i Kharkiv i det nordøstlige Ukraine og levede som deres roller i op til tre år. Siden optagelserne i 2008 er projektet blevet klippet til to spillefilm og en kunstudstilling, der åbnede i Paris i 2019 og fik fem stjerner af Ekkos anmelder. 

Kharkiv er siden blevet sønderbombet under Ruslands invasion af Ukraine, mens Khrzhanovsky har brudt med sit hjemland, frasagt sig sit russiske statsborgerskab og slået sig ned i Berlin. Hans deltagelse i Venedig er derfor ikke kontroversiel på grund af hans nationalitet. Det interessante spørgsmål er snarere, om den nye film kunstnerisk tilfører noget, vi ikke allerede har set. 

Usikker affyringsrampe
Det tegner ikke til at blive en kedelig festival, men festivalleder Alberto Barbera må ærgre sig over, at stærkt imødesete film som Luca Guadagninos Artificial, Aaron Sorkins The Social Reckoning, Tony Gilroys Behemoth! og Alejandro G. Iñárritus Digger alle springer Lidoen over. 

Det er formentlig en blanding af produktionshensyn – Aaron Sorkin er angiveligt ikke færdig med at optage sin film, der får dansk premiere 8. oktober – og en erkendelse af, at filmfestivaler langt fra er sikre affyringsramper mod Oscar’en. 

At sende stjerner på luksushotel og den røde løber koster kassen, og hvis festivalkritikere ser sig sure på en film, kan det pifte nøje planlagt marketinghype som en nål mod en ballon. 

Se bare, hvad der skete for Solo: A Star Wars Story, Joker: Folie á deux, Indiana Jones and the Dial of Destiny eller sidste års Eddington, der alle fes ud ved billetlugerne efter mødet med en mavesur verdenspresse. 

Det føles som en helgardering, når festivalen i år uddeler æres-Guldløver til skuespillerne Ellen Burstyn (Eksorcisten, Alice Doesn’t Live Here Anymore, Requiem for a Dream) og George Clooney (de må have fået idéen efter at have set Jay Kelly). 

Fire timer om Elon Musk
Heldigvis er filmfestivalen i Venedig andet og mere end hovedkonkurrencen. Ser man bort fra Guldløveræset, byder årets program på et væld af interessante titler – særligt på dokumentarfronten, som Cannes har tendens til at forsømme. 

I sideprogrammer finder man nye projekter af topinstruktører som Alex Gibney, Wim Wenders, Sergei Loznitsa, Viktor Kossakovsky og Laura Poitras (der viser en kortfilm). 

Wim Wenders’ From Inside Out — The Architecture Of Peter Zumthor er ligesom hans dokumentar Anselm optaget over en årrække og skildrer den minimalistiske schweiziske arkitekts liv og levned. 

Myreflittige Alex Gibney – der tidligere i år havde premiere på Knife: The Attempted Murder of Salman Rushdie – dukker op med Musk. Det er et fire timer langt portræt af entreprenøren Elon, som ifølge Alberto Barbera både hylder og hudfletter verdens rigeste mand. 

Ukrainske Sergei Loznitsa (Donbas, Two Prosecutors) bruger arkivmateriale til at føre publikum på rundtur i Sovjetunionen i årene 1970-1973. Viktor Kossakovsky (Gunda, Architecton) præsenterer også sin seneste film, Holy Wood Dust, mens Laura Poitras (Citizenfour) har lavet en kortfilm. 

Perverterede utopier
Andetsteds følger dokumentaristmakkerne Michael Dweck og Gregory Kershaw op på Trøffeljægerne fra Piemonte og Gaucho, Gaucho med filmen Burgundy, mens skuespilleren Russell Crowe spiller koncert med sit band i filmen What Love Builds. 

Apropos musikdokumentarer kan Oasis-fans glæde sig til Oasis: Don’t Look Back in Anger, der holder verdenspremiere kort før biografpremieren 10. september. 

Den engelske instruktør Sophie Fiennes fortsætter sit samarbejde med den slovenske filosof Slavoj Žižek, der blev søsat med The Pervert’s Guide to Cinema (udgivet af Ekko som dvd #8). Siden gav Žižek den som perverteret vært i The Pervert’s Guide to Ideology, og nu går turen videre med The Pervert’s Guide to Utopias.

Selv om Artificial springer festivalen over, vil Luca Guadagnino alligevel atter indfinde sig på Lidoen, hvor han så sent som sidste år holdt verdenspremiere på MeToo-thrilleren After the Hunt, som fik hård medfart af anmelderne og blev svigtet af publikum. 

Dokumentaren Joie de vivre handler om den italienske instruktør Bernardo Bertollucci, der gav os Sidste tango i Paris, 1900 og Den sidste kejser). Filmen varer ikke færre end syv timer, ”men I vil sidde klæbet til jeres sæder,” lovede Alberto Barrera. 

En anden lang dokumentarfilm er russisk-amerikanske Julia Loktevs My Undesirable Friends: Part 2 – Exile, der matcher den kritikerhyldede forgængers syv timer lange spilletid. Denne gang følger instruktørens journalistvenner, som de bliver spredt for alle vinde i eksil uden for Rusland. 

Den filippinske slow cinema-mester Lav Diaz, hvis film typisk varer mellem fire og elleve timer, fatter sig anderledes kortfattet med Let Us Through, Dear Ancestors. Som hans seneste film, den oversete Magellan, har periodefilmen om Spaniens kolonisering af hans hjemland i 1617 en nådig spilletid på under tre timer. 

Komplet AI-film
Andre film vil formentlig kræve tålmodighed af andre årsager. 

Programmet lover for eksempel den første italienske spillefilm skabt med AI, af Renzo Rossos Be Brave. ”Selv de sekvenser, der ikke var lavet med AI, blev lavet om med AI,” som Alberto Barbera beskrev filmen. 

Det er efter min optælling anden gang, en anerkendt filmfestival programsætter en komplet AI-genereret spillefilm, efter at Dreams of Violet – om protesterne i Iran i januar i år – havde premiere på Tribeca Film Festival i juni. Instruktøren af den film, Ash Koosha, har allerede fulgt op med en AI-genereret filmatisering af Odysseen. 

Også i den forstand finder årets filmfestival i Venedig sted under en brydningstid i branchen. Hvad det indebærer, får vi at se, når festivalen løber af stablen fra 2. til 12. september.