Palæstina 1936

Det er svært at forestille sig et mere aktuelt historisk drama end ensemblefortællingen Palæstina 1936. Filmen skildrer et skelsættende år i et land, som 90 år senere stadig er fanget i samme dødelige, tilsyneladende endeløse konflikt.

Det er en smuk og intenst velspillet film, men samtidig er den alt for demonstrativ og didaktisk – for optaget af at undervise på bekostning af at underholde.

Er man ikke bekendt med de brutale kampe, der gik forud for stiftelsen af staten Israel, er den dog oplysende.

Ikke mindst viser filmen overbevisende, hvordan de britiske koloniherrer affærdigede palæstinensiske liv og palæstinensisk kulturarv. Af filmens mindst et dusin centrale personer er det briterne, der får den hårdeste medfart.

Palæstinensiske Annemarie Jacir er bedst kendt for familiedramaet Wajib. I sin seneste film samler hun et fængende puslespil, men udelader en vigtig brik: jøderne.

Det kan have været et politisk valg, at hun udelukkende fokuserer på sine egne landsmænd i den periode, hvor deres land stykke for stykke og med britisk hjælp kom på zionistiske hænder. Men helt at udelade de fremtidige israelere, der – hvad man end måtte mene om det – dominerer landet i dag, får Palæstina 1936 til at føles som en ulige, ufærdig fortælling.

Historien er forankret i den fiktive landsby Al Basma og skildrer udfordringerne, som indbyggerne står overfor. Landmandssønnen Yusuf (Karim Daoud Anaya) – det tætteste filmen kommer på en helt – arbejder i Jerusalem som chauffør for en palæstinensisk embedsmand (Mo’min Swaitat), der er gift med en pirrelig journalist (Yasmine Al Massri).

Der er også Yusufs mor, der hjælpeløst må se til, mens den eskalerende konflikt river hendes hjemland itu. Og den kristne præst, der viser, at religion betød mindre for briterne end blind loyalitet.

Det er ikke spaltepladsen værd at opremse alle filmens englændere, på nær Jeremy Irons’ cameooptræden som den pro-zionistiske højkommissær Arthur Wauchope.

Palæstina 1936 byder på så mange personer, at det havde krævet en miniserie i seks afsnit at folde dem alle ordentligt ud. I stedet viser den én person i et par minutter og springer så hurtigt videre til den næste, ofte netop som handlingen er ved at blive interessant.

Hver karakter har sin egen historie, men de fortaber sig i kollektivfortællingen.

Den udmunder i den skæbnesvangre konklusion fra Peel-kommissionen, der undersøgte uroen i landet – blandt andet en seks måneder lang arabisk generalstrejke – og anbefalede en opdeling af landet som løsning. Da instruktøren når hertil i historien, har Yusuf sluttet sig til andre palæstinensiske frihedskæmpere i bakkelandskabet omkring Jerusalem. De er parat til at forsvare deres land mod den britiske hær.

Filmens tredje akt byder på actionscener udført med talent og et sikkert overblik. De understreger, hvor militært underlegne palæstinenserne var over for koloniherrerne, der griber til stadigt mere barbariske midler for at slå oprøret ned.

I en rystende scene henretter briterne landsbyboere i fuld offentlighed. I en anden sprænger de en bus fyldt med politiske fanger i luften. Disse gribende øjeblikke er højdepunkter i en film, der fungerer bedre som medrivende, men overfladisk historieundervisning end som historisk spændingsfilm.

Nærmest som for at understrege det faktum klipper Annemarie Jacir ofte til arkivmateriale – som visse steder lader til at være blevet forstærket af special effects – for at placere Palæstina 1936 midt i historiens kaotiske samtid.

Vor tids krise i Mellemøsten taget i betragtning føles filmen ikke som et tilbageblik, men snarere en trist refleksion af, hvad der foregår i det samme land i dag.