Prisoner

Efter seks måneders barselsorlov vender Amber Todd tilbage til sit job som fængselsbetjent. Hun er også begyndt at studere psykologi og er overmåde vellidt på sit job.

Der er mangel på personale, Todd er ivrig for at tage overarbejde for at kunne forsørge familien, et spædbarn og en hjemmegående husbond.

Så da lejligheden byder sig til som ekstrajob at følge en fange fra Nordwales til retten i London for at vidne mod en slesk og snedig anklaget som bagmand for våbenfabrikation og videresalg til globale terrorister, slår hun til. Sammen med en noget ældre makker tager hun afsted.

Sådan begynder krimiserien Prisoner, der er skabt af teaterinstruktøren Matt Charman. Han har før samarbejdet med selveste Steven Spielberg og er en dreven plotmager.

Prisoner er en ferm sammensyning af to motivkredse inden for krimigenren: med livet som indsats at eskortere et afgørende vidne forbi forbryderiske forhindringer, som ingen midler skyr for at likvidere vedkommende. Og så mødet med den sympatiske lejemorder, the good bad guy, som vi kender det fra utallige film om hitmanden, der er god nok på bunden, selv om der er langt ned.

Ambers følgesvend i håndjern er ingen ringere end en superintelligent mand, Tibor, som ud over at have nakket 47 mennesker også dræbte sin egen voldelig far i en alder af seks år!

Michael Manns mageløse skudduel mellem sorte biler, politi og tyve med kraftige håndvåben i mesterværket Heat har i den grad dannet skole.

Ambers konvoj bliver overfaldet i en tunnel med en djævelsk drone og mennesker i sort med store skydevåben. Alle bliver dræbt undtagen Amber og hendes fange, som undslipper bundet til hinanden. Samtidig finder disse fæle forbrydere ud af, at hun har en familie.

Der er skurke i og uden for politiet, og plottet er snoet som hårnålesving i en bjergvej. Men heldigvis for Amber og co. er der hjælp at hente på begge sider af loven.

Som så mange af tidens krimi-tv-serier går der lidt tomgang hen over midten. Historiens intrige sættes lidt på pause for at fokusere på mere fragile værdier: børn, barndom og en grum fortid. Historiens drive går simpelthen ned i gear.

Skotske Izuka Hoyle er smittende sympatisk som Amber, der er både et strikt pligtmenneske og en inderlig og kærlig mor. Franske Tahar Rahim, som fik sit gennembrud i Profeten, er perfekt som den bagkloge morder, der lever op til sit kodeks om ære blandt dræbere. Især over for den fremragende tyske Leonie Benesch, mest kendt fra Babylon Berlin, hans tidligere elev og nu en iskold hitkvinde, som skyder folk til rød støvregn for et god ord.

Brian O’Byrne er den kummefryserkolde mafiaboss i retten, for hvem penge er tykkere end blod. Og så er der engelske Eddie Marsan i rollen som jovial efterretningsmand, mere standhaftig tough end Towers skafot i London.

Serien er effektiv og til tider sågar nervepirrende spændende. En thriller, der accentuerer det almindelige menneskes møde med terror og horror som nedslag af senmoderne skæbne.

Som sagt er den frugtbart præget af Michael Manns både manierede og diabolske gangsterunivers med seje skydevåben, bøse mænd og bestemte kvinder. Men desværre også af computerspillets kaskader af personer, som hurtigt skal skydes i flæng på spillets skærm.

Det gør seriens drab bogstaveligt mere dødkedelige end en dæmonisk del af et ellers godt plot om hærværk og pludselig død.

Når det er sagt, er Prioner perfekt som maraton-underholdning, hvor man ikke nænner at slukke for fjernsynet, før slutningen falder til føje. Der er en anden sæson på tv-trapperne, og uden at røbe noget er nogle skurke for gode til at dø i første omgang.