Propeller: One-Way Night Coach

Otteårige Jeff er på sit livs eventyr. 

Han elsker flyvemaskiner så højt, at han læser timetabeller for hyggens skyld. Da hans enlige mor annoncerer, at de flytter til den modsatte kyst og efterlader New York til fordel for Hollywood, har han endelig chancen for selv at komme op i en flyvemaskine. 

Der er ikke råd til den direkte rute, så de flyver med stop på tværs af USA. Det passer Jeff fint, for der er langt mere tid til at tage oplevelsen ind. 

Jeff er ikke den eneste, der har tabt sit hjerte til luftfart. Filmens debuterende instruktør, skuespilleren John Travolta, er selv certificeret pilot og kan flyve to forskellige Boeing-modeller. 

Propeller: One-Way Night Coach er baseret på en børnebog, Travolta selv skrev i 1997. Og selv om der optræder en Boeing 707 senere i filmen, foregår det meste af filmen ombord på et propelfly, som var almindelige kommercielle fly, indtil den såkaldte jetalder i 60’erne. 

Dette og meget mere kan lære i den nørdede, men også meget indtagende lille film. Den foregår selvfølgelig under den kommercielle flytrafiks guldalder i 1962, hvor stewardesserne var smukke, benpladsen var rigelig og alt, i hvert fald på film, havde en aura af luksus og overskud.

Det står i stor kontrast til en moderne monkey class tur, der næppe kunne have båret et akkompagnement, som veksler mellem stilfuld elevatorjazz og ikke mindst et par strofer af Sinatras swingende big band-nummer Come Fly With Me fra 1958.

Farverne er lækre og mættede med masser af blåt, hvidt, rødt og orange og, som i mange stilfulde 60’er-universer, er der ikke et hår i uorden eller en ustrøget skjorte i sigte. Flyet, med sit venlige personale og stilfulde omgivelser, er en drømmeverden, som vi får lov til at træde ind i med Jeff. En af stewardesserne er sågar spillet af Travoltas egen datter, Ella, ligesom instruktøren selv har en lille rolle som en pilot på sin sidste tur.

Travolta har desuden lånt sin røst til en fortællerstemme, der fylder meget i filmen. Det lyder, som om den voksne Jeff ser tilbage og blander sine barnlige betragtninger med senere refleksioner. Såsom at flyets piloter nok talte om sex, da de sladrede om en smuk kvinde, der har gjort et eller andet utroligt med dem alle tre.

Nogle gange fungerer det fortrinligt, som når man hører Jeffs begejstrede lovprisning af Lockheed Constellation-propelflyets skønhed. Andre gange føles det derimod, som om filmen insisterer på at servere alle fortolkninger af historien med ske.

Generelt er filmen et slice of life, hvor personer vandrer ind og ud af historien som fremmede på et tog. Man kommer til at tænke på den som en familievenlig udgave af Jim Jarmusch’ Night on Earth, hvor et andet transportmiddel, taxaen, dannede ramme om korte, men også meget menneskelige møder mellem fremmede.

Ved sin side har Jeff sin mor, skuespilleren Helen, der bærer en frakke med hvid kaninpels på hætten – et fund fra en kirkegenbrug, købt fordi hun havde set Elizabeth Taylor i en lignende model.

Et af filmens mest vellykkede elementer er skildringen af forholdet mellem mor og søn. Jeff er konstant på vagt, altid optaget af at aflæse hendes humør og håbe på, at den næste cocktail vil gøre hende mere tilgængelig. Han kan ud fra små detaljer – som radioens volumen – mærke, om det er et godt tidspunkt at nærme sig hende.

Det er hjerteskærende at overvære, ikke mindst fordi filmen skildrer morens alkoholmisbrug uden at understrege pointen mere end nødvendigt. 

Kelly Evinston-Quintett leverer en nydelig og skrøbelig præstation som moren, der også godt selv ved, at hendes otteårige søn er for klog på verden, når han straks spørger mænd, hun flirter med, om de er gift. Jeff selv er spillet af debutanten Clark Shotwell, som giver den lille dreng en tyngde, så man faktisk tror på, at der er tændt for alle propeller inde i hans kvikke hoved. 

Det er næppe uden afsæt i personlige minder, at Travolta har skabt dette varme kærlighedsbrev til luftfarten, som med sin enkle historie og beskedne spilletid aldrig forsøger at flyve højere, end vingerne kan bære.