Resident Evil

Det er notorisk svært at omsætte et videospil til spillefilm. Uden spillets interaktivitet mister fortællingen noget af sit fundament, mens det uindviede publikum kan stå uden noget at engagere sig i, og fansene må se deres yndlingskarakterer forvandlet til film. 

Noget af det smarteste, man kan gøre, er nok den løsning, som manuskriptforfatterne Zach Cregger og Shay Hatten benytter. 

I Resident Evil benytter de kun den berømte spilseries univers, mens plottet og karaktererne er spritnye. I teorien får spillere stadigvæk stillet sulten for at se en af verdens største gyserserier på det store lærred, mens regulære gyserfans ikke efterlades retningsløse. 

Instruktøren er Zach Cregger, hvis tidligere gyserfilm, Weapons og Barbarian, med enkle virkemidler og stor visuel finesse har forvandlet menneskekroppen til noget både absurd og uhyggeligt. 

Bedre match til zombier findes næsten ikke. 

Resident Evil kommer også godt fra start. Bryan er medicinsk kurér og har mildest talt ikke styr på sit liv. Kæresten er gravid, han får sagt alt det forkerte til hende, og så bliver han oven i købet væk, da de skal tale om fremtiden.

Han har nemlig påtaget sig endnu en leveringsopgave, som betaler det dobbelte. Noget, formentlig et livsvigtigt organ, skal i huj og hast til Raccoon City. 

Mens kæresten falder ud af telefonsamtalen på grund af snevejret, træder en kvinde pludselig ud foran Bryans bil. Han frygter, at han har begået manddrab – med et organ på passagersædet. Men kvinden overlever, selv om hun tydeligvis ikke er helt sig selv længere.

På den sneglatte vej eskalerer situationen. En betjent bliver involveret, og den midaldrende kvinde opfører sig stadig mere bizart. Det kulminerer i en fantastisk scene, hvor Bryan med klaustrofobisk kameraføring bliver jagtet rundt om en patruljevogn, hvis blå og røde blink flimrer i sneen.

Her folder Zach Creggers visuelle finesse og sorthumoristiske absurditet sig for alvor ud. Filmen tager ikke sig selv alt for højtideligt, men hengiver sig til det komiske i at blive forfulgt gennem sneen af en midaldrende kvinde i bare tæer og sommerkjole. 

Det kommer også Bryan til gode, for han er ikke kirkegårdens skarpeste spade. Han er ikke nogen stor actionhelt og snubler sig gennem langt størstedelen af filmen. Det meste af hans dialog lyder i retning af: ”Hvad helvede var det?” Han er en nyttig hovedperson i en historie, hvor status quo hele tiden bliver ekspotentielt værre, og man aldrig helt ved, hvad der venter om hjørnet. 

Det kommer også Bryan til gode, for han er ikke kirkegårdens skarpeste spade. Han er ingen stor actionhelt, men snubler sig gennem det meste af filmen. Hans dialog kan stort set koges ned til: ”Hvad helvede var det?” 

Han er en nyttig hovedperson i en historie, hvor situationen hele tiden bliver værre, og man aldrig ved, hvad der venter rundt om hjørnet. 

Men Bryans mindre flatterende egenskaber fylder mere og mere, jo længere filmen skrider frem. Resident Evil er desværre en gyser, der gradvist krakelerer – ligesom Raccoon Citys mystisk inficerede indbyggere.

Ved porten til den rædselsvækkende by får både Bryan og publikum serveret forklaringen på, hvad der er sket med beboerne. Og herfra bliver det effektive og komiske gys hurtigt en saga blot. 

I stedet for at videreføre den fabelagtige blanding af tæt kameraføring, stemningsfuld lyssætning og situationer, der er lige dele skræmmende og absurde, forvandler anden halvdel af Resident Evil sig til en langt mere ordinær actiongyser. 

Finessen afløses af blod, bræk og rotter. Og når Bryan ikke længere er flankeret af sofistikeret, gakket gys, bliver hans irriterende sider umulige at overse. 

Samtidig forventes vi at tro på, at han gennemgår en personlig forandring, men den udvikling kan Austin Abrams ikke løfte. Banal dialog og flade affekter gør det svært at få øje på et menneske af kød og blod bag hovedpersonen. 

Når filmens velfungerende elementer falder fra, bliver det heller ikke overbevisende, når Bryan alligevel tudende skal vokse med opgaven, mens et trist klaver klinger hult i baggrunden. 

Den udpenslende dialog, de gentagne jokes og Bryans insisteren på, at han ikke kan finde ud af at bruge skydevåben – selv om han adskillige gange blæser knoppen af byens beboere – bliver efterhånden som sand i maskineriet. 

Zach Creggers Resident Evil ligner en sikker succes, og der er masser at glæde sig over, navnlig i begyndelsen. Men netop de træk, der gør Creggers film særegne, flyder ud i sandet som en zombies hjernemasse.