Runner

En af de fineste ting, man kan sige om en actionkomedie, er, at den er ”effektiv”. Og det tillægsord passer særdeles godt på amerikanske Scott Waughs Runner.

Han har instrueret så selvforklarende titler som Need for Speed og Jackie Chan-actionfilmen Hidden Strike. Nu er han tilbage i førersædet, og speederen er trykket i bund.

Hank, spillet af det enorme brød Alan Ritchson, er medlem af Navy SEAL, den amerikanske flådes specialstyrker. Det trækker i øvrigt tråde til Waughs militærthriller Act of Valor fra 2012.

Hank er kurer og tager gerne vanskelige leveringsopgaver. Men han får alligevel kam til sit maskinklippede hår, da han skal hente en mand ved navn Ben Bishop (Owen Wilson) i lufthavnen i Brisbane nord for Sydney. Ben er netop landet fra Honolulu på Hawaii.

Man får indtryk af, at han er læge, men det bliver aldrig rigtigt opklaret. Det er også lige meget. Det vigtige har han med sig i en temperaturkontrolleret køleboks, der aldrig må komme over otte grader. I boksen ligger en menneskelever, mens en lille pige på Gold Coast Hospital venter på den. Hun har galopperende leverkræft.

Helt fra begyndelsen er der noget galt.

Hank får nemlig en anden leveringsadresse af sin chef Iggy end den adresse, der følger med leveren. Iggy bliver ved med at ringe og presse Hank for at få leveringen gennemført.

Det står snart klart, at nogen er ude efter at snuppe leveren på vej til hospitalet. Og her udfolder manuskriptet en næsten neobarok elegance. For mens vores helte fragter leveren til en lille, alvorligt syg pige – en situation, der aktiverer ethvert fader- og moderhjerte – bevæger skurkene sig i den modsatte retning.

Skurkens mor ligger for døden, så sønne- og døtrehjerterne banker til gengæld heftigt hos dem. Med andre ord: Det er sådan set rimeligt nok, at begge parter kan gøre krav på leveren.

Men nu er det altså pigens hjerte, så skurkene er og bliver bøller. Og hvilke bøller. Den døende mor er en slags mafia-Mama, der leder en klam bande organiserede kriminelle. De er ikke bare voldsparate, men går fra første færd i gang med at uddele håndmadder og skyde i alle retninger.

Forrest i optoget har vi Rodrigo Santoro som gangsterkvindens søn, Damián Zaldívar. Men især er australske Goran D. Kleut skrækindjagende med sit karakteristiske manden-med-leen-ansigt i rollen som den sataniske Luke Robbie.

Manuskriptforfatterne Miles Hubley og Tommy White leverer et sikkert håndværk, så enkelt og klart, som thrillere bør være.

Samtidig er historien underholdende og ret morsom uden at blive prutteplat. 

Owen Wilson, der ellers nemt kan blive skabagtig, er her følsom og begavet. Men han får også lov til at være rigtig sjov, fordi hans Ben Bishop snakker som et vandfald.

Ritchsons enorme krop danser nærmest en slags karateballet, mens Owens kiksede akademikerfigur prøver at følge med. Man tiltror ham ikke megen fysisk formåen, så da han pludselig træder i karakter, bliver man forbavset over hans handlekraft.

I slagsmålene bliver alt, hvad der er ved hånden, taget i brug – fra store glasskår, iltflasker og kirurgiske bensave til brandøkser og dødelige giftkanyler.

Hvis man vil underholdes med en gang tjubang, kan man se Runner på lørdag.

Filmen er skudt i det smukke Østaustralien langs kysten, så Scott Waugh har en bragende natur at lege med, når han med droner, fastmonterede bilkameraer og asfaltnære indstillinger skruer op for dramatikken. Man får næsten hudafskrabninger af at se filmen.

Og ”skudt” skal tages bogstaveligt. Der plaffes, pløkkes og nakkes i ét væk med alle tænkelige skydevåben. Som det sig hør og bør, reagerer ingen synderligt på de omkring 50 mennesker, der i løbet af filmen omkommer i en regn af blod og bensplinter.

En uventet kvalitet er filmens håndtering af ekstremt vanskelige emner som børn med kræft, forældres sorg over at miste et barn, organdonation og sortbørshandel med organer.

Undervejs overraskes man af et meget modigt dødsfald. Men det får pludselig en anden betydning, da en sygeplejerske med et smil siger: ”Så fik en sød dame i Sydney sig et nyt hjerte.”