Saltstien

I de senere år er der næsten opstået en ny filmgenre: vandrefilmen.

Den følger mennesker, som af personlige grunde bryder med deres mere eller mindre borgerlige tilværelse for at begive sig ud på vandring – ofte drevet af en længsel efter et enklere, mere oprindeligt liv i pagt med naturen. 

Der er den amerikanske Wild med Reese Witherspoon og den franske Ad ukendte stier, hvor en falleret forfatter og globetrotter genfinder sig selv ved at gå ad små stier og veje igennem Frankrig. Dansk film har selv været på vandrestaven med Camino, hvor far og datter (Lars Brygmann og Danica Curcic) går den berømte pilgrimstur i Spanien. 

Ægteparret er blevet franarret hus og hjem, samtidig med at manden får konstateret en terminal sygdom. Han har få år at leve i. Så de drager med det nødvendige grej ud på en over 800 kilometer lang gåtur langs den engelske sydkyst. 

Det er den britiske teaterinstruktør Marianne Elliotts første film, og efter sigende følger hun bogen såre solidarisk. Og typisk for sådanne ”walk and talk”-film er der trakasserier undervejs. 

Her den økonomiske misere og fatale sygdom, som vi får i flashbacks. Voksne børn, der ikke forstår, hvorledes deres forældre er blevet fuppet af familievenner. Og farens skæbne: At skulle dø af en nervesygdom, CBD, som minder om Parkinsons. 

Men naturligvis er der også lyspunkter i form af sjove og spøjse mennesker på vejen i det smukke landskab med havet og klipper, skov og små byer. Og så kommer miraklet: mødet med naturen synes at standse Moths sygdom. 

Raynor spilles af den altid seværdige amerikanske skuespiller Gillian Anderson, der får brudt lidt af sin evige typecasting som køligt aristokratisk brite. Her ligner hun sympatisk en engelsk husmor med evigt morgenhår og bekymret minespil. Hun udstråler præcis den aura af autentisk hverdagsrealisme, man sjældent finder i Hollywood-film. 

Det samme gælder hendes mand, alias fremragende Jason Isaacs. Som vandrende skal han se sin sygdom i øjnene, men samtidig opdage, at han er i bedring. Takket være naturen og det at vandre. 

Filmens force ligger i billederne af disse helsebringende landskaber. Det er bogstavelig talt en naturskøn film, en indbydende turistreklame om et skønt stykke England, der er mindre kendt end så meget andet i smukke, storslåede Storbritannien. 

Filmen har fået et skandaløst vedhæng i sit hjemland. En engelsk graverjournalist fandt frem til, at bogens og navnlig filmens skær af autofiktion og autenticitet er arrangeret og anløben. 

Ægteparret mistede deres gård på grund af Raynors underslæb, og der drages tvivl om Moths terminale sygdom. Forfatteren har reageret med et heftigt forsvar i dagspressen. 

Men skader det filmen, at historien måske er lovligt iscenesat? Gør det Saltstien mindre kunstnerisk? Egentlig ikke, men der er bare det aber dabei, at filmen heller aldrig bliver så vedkommende, som den gerne vil være. 

Den handler om udholdenhed over for skæbnens luner, men også om midaldrende middelklasse på røven på grund af kynisk griskhed. Hvor det at bære sine byrder med et smil halter en smule, ligger det økonomiske aspekt hen i tåger. 

Vi får ikke rigtigt hold om denne umiddelbare hjemløshed, og miraklet vises med mere solskin end saglighed. Folk, der lider af Moths sygdom, har klaget over filmens fragmenterede signalement af den. 

Saltstien er mere sødladen end strabadserende.