Spa Weekend

To mænd kan sagtens slippe godt fra at lave komedier om kvinder, lyder budskabet i det meget defensive pressemateriale til Spa Weekend.

Scott Moore og Jon Lucas har ”allerede med Bad Moms-filmene bevist, at de mestrer kunsten at skrive nuancerede og sjove kvinderoller”, står der. Det skyldes, at de er ”oprigtigt optagede af det kvindelige perspektiv”, og så er filmen i øvrigt et ”kærlighedsbrev til deres hustruer”.

På samme måde kan en mandlig anmelder sagtens vurdere Spa Weekend, så længe man som overtegnede er oprigtigt optaget af andre mænds skildringer af det kvindelige perspektiv.

Med det af vejen må det siges, at Tømmermænd i Vegas-skaberne Moore og Lucas har lavet en stinker af komedie, der ikke demonstrerer nogen særlig indsigt i kvinder eller andre køn for den sags skyld.

Filmen handler om tre midaldrende veninder, som er trætte af at pukle for utaknemmelige børn, chefer og eksmænd. Så de beslutter at gøre noget godt for sig selv for en gangs skyld.

Da de ankommer til et fancy spaophold, viser det sig, at den kaotisk pinlige fjerde ven, australske Mel (Isla Fisher), mod forventning også er med. Mon ikke hun får rusket op i de indebrændte kvinder?

Leslie Mann har en slags hovedrolle som Jane, der er alenemor og karrierekvinde uden plads til kærlighed i kalenderen. Hun får selvfølgelig en hed og hastig romance med en todimensionel drømmefyr af en yogainstruktør, der også er mesterkok.

Mann spiller underligt valium-agtigt, og det samme gør Anna Faris som pleaseren Sophie, der har brug for et skub, så hun kan sige op hos sit spædbarn af en chef.

Michelle Buteau slipper bedst fra rollen som Coco, der egentlig gerne vil finde sammen med sin perfekte eksmand, men døjer med uoverkommelige vredesproblemer. Modsat de andre fremstiller Buteau et helt menneske, omsorgsfuld og aggressiv i en troværdig kombination.

Flere scener i Spa Weekend kunne også være morsomme, som da en flok geder forskrækkes til en yoga-time og går amok. Men desværre er de plastret til med komikmusik. Konstant skal publikum have at vide, at nu er det meningen, vi skal grine.

Filmen bærer generelt præg af manglende selvtillid. Man har åbenbart ikke troet på, at kemien mellem skuespillerne kunne overbevise om hovedpersonernes lange venskab, så filmen starter med et ligegyldigt flashback til deres barndom sammen.

Og man stoler heller ikke på, at de vittige replikker trænger igennem, så de skal som regel forklares med en ekstra replik.

”Jeg har et superfedt arbejde, som overhovedet ikke er et pyramidespil,” siger Mel.

”Du får det til virkelig at lyde, som om det faktisk er et pyramidespil,” siger Sophie for en sikkerheds skyld.

Under slutteksterne vises der fraklip fra optagelserne, og man får følelsen af, at der gemmer sig en langt sjovere film her.

Isla Fisher fyrer den af med vellykkede improvisationer, tydeligt godt tilpas som filterløse Mel. Men skuespillerens balstyriske energi er ikke havnet i selve filmen, hvor Mel er lige så irriterende og akavet for publikum som for hendes venner.

Hvor Tømmermænd i Vegas har en medrivende vildskab og frækhed, som blev taget med til Bad Moms-serien, er Spa Weekend helt poleret og uden det mindste, satiriske akupunkturstik.

Samtidig udsættes man konstant for slowmotion-billeder af stearinlys og solstrande, badet i et lys, der ligner rejsereklamer genereret af en billig kunstig intelligens.

Det er et helt oplagt sympatisk budskab, at verdens hårdt pressede kvinder skal huske at gøre noget for deres egen skyld engang imellem. Men hvis man ligesom Jane kun har en enkelt ledig aften hver tredje måned til sjov og spas, kan man nok finde noget bedre at bruge den på.