Spirillen

Den belgiske tegneserie Splint & Co. blev lanceret i 1938 af tegneren Robert Velter, som på originalsproget lod Spirou og hans makker Fantasio være seriens hovedfigurer.

Spirou betyder på den vallonske dialekt, der tales i det sydlige Belgien, ”egern” og bruges også om en livlig fyr eller et uroligt barn.

Serien er lidt af et særtilfælde, fordi rettighederne tidligt blev overdraget til et forlag. Derfor har en lang række tegnere og forfattere gennem årene sat deres præg på den. En af dem var André Franquin, der senere skabte Vakse Viggo. Det var også Franquin, der opfandt Splints sidekick, Spirillen, som på fransk bærer det lidet mundrette navn Marsupilami.

I Franquins historie Arvestriden fra 1952 bliver fantasidyret Spirillen adopteret af Splint & Co. Fem år senere udfoldede Franquin meget morsomt Spirillens baggrund i en ”dokumentarisk tegneserie”, der afslører det langhalede dyr som hjemmehørende i Palombia – et fiktivt sydamerikansk land.

I Alain Chabats udmærkede franske film Her kommer Spirillen fra 2012 får vi en anden version af baggrundshistorien med Jamel Debbouze i rollen som den småkriminelle Pablito Camaron.

Det skal nævnes, fordi Debbouze – franskmand med marokkanske rødder og med en lammelse i højre arm efter en togulykke – også medvirker i den nye film. Spirillen fortæller på nogle punkter den samme historie som 2012-versionen, men gentænkningen har også en række forskelle.

I Spirillen er udgangspunktet en skilsmisse og et skilsmissebarn, hvilket gør fortællingen genkendelig for mange. Faren David – charmerende spillet af Philippe Lacheau – bliver forsøgt presset ud af familien af Tess, der er moren til deres fælles barn, Leo. Måske fordi han selv er ekstremt aggressiv og blandt andet former en af hendes buske som en fuckfinger. Hendes portræt fungerer som hans dørmåtte.

Hun – morsomt spillet af Élodie Fontan – er på sin side ikke meget bedre. Hun tørrer sig på toilettet med hans kontrafej på toiletpapiret. Der er med andre ord rigeligt med plat humor til de voksne også, inklusive en række scener, som gør grin med James Camerons maritime klassiker Titanic.

Det skyldes, at hele familien ender på et krydstogt til Palombia. De skal hente en hemmelig pakke til skurken Jeffrey Malone – spillet skønt af en kold og kontant Jean Reno (Léon). Malone driver samtidig en dyrepark, hvor han mishandler dyrene og forsøger at udnytte deres livsenergi.

I kassen ligger et endnu uklækket æg med en Spirillen-unge, som efter sigende besidder særligt stærke kræfter. Måske kan den ligefrem holde Malone ung?

Det får publikum bekræftet gennem godt halvanden times morskab med højhastighedsforvekslinger, hysterisk slapstick og helt vilde scener, der ender i vidunderligt kaos. Mest ombord på skibet, men også i Frankrig, dyreparken og junglen.

De to film er rent teknisk lavet markant forskelligt, ikke mindst når det gælder fantasidyret. I 2012-versionen er Spirillen udelukkende digital og skabt som en 3D-cgi-figur af det franske VFX-studie BUF. I alt indgår der fjorten minutters scener med en fuldt animeret Spirillen.

I den nye film er man gået den modsatte vej og bruger en fysisk dukke i omkring 80 procent af scenerne. De store, plirrende glasøjne og den sanselige pels giver figuren et helt andet nærvær. Og fordi dukken er en avanceret animatronisk konstruktion, bliver dens bevægelser ikke komiske, men forbløffende livagtige.

Den lille ”robot” er faktisk temmelig avanceret. Alene i hovedet sidder 26 små motorer, der styrer øjne, øjenlåg, ører, næse, mund og så videre. Kroppen manipuleres af dukkeførere, og der blev fremstillet flere forskellige versioner af figuren til de forskellige optagelser.

Det samlede resultat er veloplagt. Det voksne spor er veludviklet, mens børnene kan more sig lårklaskende over Spirillen, der med sin lange, hårdtslående hale bliver filmens gennemgående helt – også i actionscenerne.

Sarte, frankofile connoisseurs vil sikkert græmme sig over denne pøbeludgave af deres elskede, moderne sagnfigur. Men de kan jo bare vende tilbage til de udødelige tegneserier, mens børn i alle aldre kan grine en hel eftermiddag af denne solide underholdningsfilm.