Sumo: Spirit Weighs Nothing

Reglerne for sumobrydning har ikke ændret sig stort siden sportens mytologiske rødder. Træder man uden for ringen, eller rører man jorden med andet end fodsålerne, har man tabt. 

Let at forstå, svært at mestre.

Sumobrydning er et japansk vartegn, som ofte er blevet reduceret til en kulturel kliché: tykke kampsportsmunke med topknude og lændeklæde.

Særligt i Vesten har vi en tendens til at dvæle ved dellerne og overse den enorme styrke, det kræver at rokke ved et så stort menneske. 

Har man set film i 00’erne, husker man nok skurken Fat Bastard, der giver den som sumobryder i Austin Powers in Goldmember. En nævneværdig undtagelse er Nicolas Winding Refns nye Her Private Hell, hvor en sumobryder får et flyvespark i brystkassen, som blot får ham til at smile og ryste på hovedet.

Den amerikansk-japanske instruktør og fotograf Erik Shirai leverer – med danske Sigrid Dyekjær som producer – et fascinerende portræt af en sportsgren, der er lige dele udmattende elitesport, religiøst ritual og nationalistisk arvesølv. 

Indblikket forstærkes af en firdelt struktur, hvor vi over et års turneringer følger den femtenårige nybegynder Kosei, det nittenårige håb Yonezawaryu, den 24-årige udfordrer Hiradoumi og sportens eneste toprangerede bryder, den 33-årige Terunofuji. 

De fortæller hver især om deres drømme og om motivationen for at hellige sig det traditionsbundne sumoliv. Det indebærer nemlig at give afkald på et normalt liv. 

Sporten fordrer disciplin og viljestyrke, både når der skal trænes benhårdt, og når de utrolige mængder mad skal indtages for at blive så stor. Og formen skal holdes ved lige med ubønhørlig træning. 

Kommer man i stald hos en sumomester, indgår man i et strengt hierarki, hvor de unge tjener de ældre, og hver dag fra morgen til aften går med træning og måltider. Filmen gør det næsten uudholdeligt klart, at konkurrence på eliteniveau kræver en kropsmasse så massiv, at organerne langsomt tager skade. 

Sumobrydere dør ofte ti til tyve år tidligere end andre. 

Terunofuji lider af osteoporose, diabetes og en lang række andre lidelser, og han har allerede én gang vendt sporten ryggen for at hellige sig livet med kone og barn. Det skete, efter at hans læge havde spået, at han med den livsstil og i det tempo kun havde to-tre år tilbage at leve i. 

Scenerne, hvor mestre presser unge drenge til at spise, og disciplene dyster om, hvor hurtigt de kan sætte grillspyd, risboller og skåle med stuvning til livs, er ærligt talt foruroligende. 

Man gruer en smule, når stolte mestre og ivrige fans håber på en renæssance for en sportsgren, hvis aktive udøvere er omtrent halveret siden kulminationen i begyndelsen af 90’erne. Dengang var der henved 1100 sumobrydere. I dag er tallet nede på 600. 

Mange af dem kommer i øvrigt ikke fra Japan, men fra lande som Mongoliet, hvor Terunofuji er født, eller USA. 

At Erik Shirai har så ærbødig en tilgang, har formentlig været afgørende for, at han har fået adgang til sumobrydernes smukke, lukkede verden. Men indimellem savner man, at portrættet går mere kritisk til sportsgrenens skyggesider. 

Sumobrydere risikerer at dø i ringen, som vi næsten ser, da den unge Yonezawaryu vælter sin bedste ven omkuld og lander på ham, så han brækker nakken. Det fremstilles i stedet snarere som et ærværdigt offer i kampsportens navn end som den tragedie, der vil præge begge mænd resten af livet. 

Det sagt er Sumo: Spirit Weighs Nothing et betagende kighul, hvis respekt for sportens udøvere, opvartere og fans skinner tydeligt igennem. Kampene er brutale og elementært spændende. 

Rent æstetisk er filmen også en oplevelse for sig. Billederne har farven af kaffegrums og tekstur som pergamentpapir. Det giver et passende tidløst præg til de mange næsten bare mandekroppe, der træner hårdt for at tørne sammen i de få afgørende sekunder, en sumokamp varer. 

Her er sindet afgørende. Hvis selvtilliden eller viljestyrken vakler, er det umuligt at holde balancen.