Supergirl

Selv om man skulle være enig med Nietzsche, der i 1882 formulerede tanken ”Gud er død”, er der trøst i fantasien om en bomstærk beskytter. En supermand, sendt os af sin himmelske far og evigt klar til at redde os, heroisk klædt med blafrende kappe og et stort ”S” på brystet. 

Helt samme tillid indgyder Kal-Els kryptoniske kusine, Kara Zor-El, næppe. I alt fald ikke i denne film, en opfølger til James Gunns fremragende Superman-reboot fra sidste år. 

Kara alias Supergirl spilles af Milly Alcock, der blev verdenskendt som laber, incestuøs prinsesse i serien House of the Dragon. Hun præsenteres som en alkoholiseret rumnomade, og hendes eneste ven er en ballademager af en vovhund, som hun tydeligvis ikke har gjort sig den ulejlighed at opdrage. 

Kal-El alias Superman undgik at opleve sine forældres død, da planeten Krypton gik under. Han fik en tryg opvækst hos adoptivforældre i Kansas. 

I flashback viser den nye film, hvordan samme katastrofe udspilles for Kara, og med ét forstår vi hendes flossede natur, som udspringer af dybe, traumatiske sår. Det gør karakteren interessant på en måde ulig spejderdrengen Superman. 

Supergirl blev skabt af forfatteren Otto Binder og tegneren Al Plastino i 1959. På tv blev hun i syvende sæson af serien Smallville, altså i 2007, spillet af Laura Vandervoort. Den hidtil mest omfattende tv-version er dog Melissa Benoist i serien Supergirl, som blev vist fra 2015 til 2021. 

For min egen generation fik hun sit ansigt med Helen Slater i Jeannot Szwarcs Supergirl (1984) over for Faye Dunaway som campet troldkvinde. Filmens ene store øjeblik er sekvensen, hvor Supergirl lærer at flyve, udført som en graciøs luftballet, der ledsaget af elegant symfonisk musik eskalerer fra barnlig uskyld til en ekstase af brusende vandfald og galoperende hesteflokke. 

Kontrasten til den nye film kunne vanskeligt være større.

Den foregår blandt koleriske karakterer i et nedslidt Mad Max-miljø, hvor sammenstød mekanisk ledsages af hård rockmusik. Det passer ind i helheden, at Jason Momoa (Aquaman) dukker op i sin sædvanlige rolletype, klar til at slå på tæven og bælle en bajer. 

Filmens overskurk hedder Krem (Matthias Schoenaerts), men med sine utallige piercinger ville han i en Dick Tracy-tegneserie have heddet ”Studface”. Vi er her gledet fra rock over i punk, og ingen ville undre sig, hvis Kara havde haft et ”E” på maven og kaldt sig Emogirl. 

”Hvor min fætter ser det gode i alt, ser jeg sandheden,” surmuler hun, når hun ikke er distraheret af at tisse eller brække sig. 

Krem kommer på tværs af ikke blot Kara, hvis hund han forgifter, men også teenageren Ruthye (Eve Ridley), som han gør forældreløs. 

De to kvinder har således samme destination for hver sin udfordring, henholdsvis at finde en modgift til hunden og at hævne forældrene. Afsted går det i en rumbus fuld af aliens. Resten af filmen er en kæde af konfrontationer, mens de to – slagsmål efter slagsmål, rocksang efter rocksang – nærmer sig deres mål. 

Milly Alcock har en gæsterolle som Supergirl sidst i James Gunns Superman. Det modsatte er tilfældet her, med David Corenswet tilbage som en meget sympatisk Kal-El. Men man mærker tydeligt, at selv om Gunn har produceret, har han ikke iscenesat. 

En af værtshusscenerne er kopieret fra David Cronenbergs Fluen, og humoren løfter sig ikke over smådumme standardjokes såsom at kalde Supermans kostume for nattøj. 

Undervejs slås Kara iklædt en lang frakke, der i glimt kan minde om en kappe. Men håber man at se en ikonisk Supergirl, skal man væbne sig med tålmodighed eller måske vente til næste film i serien. 

Man kan sige, at vi har fået et gennemført bud på en alternativ vinkling. Med sin undertone af kønspolitisk trods – som når filmen bogstavelig talt pisser på et foto af Superman – havde en bedre titel måske været Supergrrrl.