The Bear – sæson 5

Siden Game of Thrones lukkede og slukkede med et ynkeligt brag i 2019, har der ikke eksisteret en stor, samlende serie.

Kun få serier har i glimt formået at dominere samtalen internationalt på samme måde som de gamle kolosser. En af dem er kokkeserien The Bear.

En eminent første sæson i 2022 blev trendsættende med en klaustrofobisk, stressende stil og temaet om glæden såvel som smerten ved det opslidende arbejdsliv – en meget trendy problematik.

Allerede i anden sæson skiftede serien spor i fortællingen om den lidende mesterkok Carmen Berzatto, der overtager sin afdøde brors sandwich-biks i Chicago. Realismen led et lille knæk, da sandwich-slyngerne på rekordtid lærte at lave Michelin-mad.

Ingen af de følgende sæsoner har matchet den førstes nerve, men The Bear er aldrig holdt op med at være overlegent tv på den gammeldags måde.

Hvor moderne hitserier ofte erdrevet af plottet, er The Bear mere statisk og karakterbåret. Handlingen skal primært sikre, at vi kan hænge ud med de bedste personer, nutidens serielandskab kan byde på, i deres elskede restaurant.

Følelserne er store og nuancerede som i nutidige dramaer, men ellers er vi i Sams bar-territorium.

Sådan er det også i den afsluttende sæson, der foregår over én regnvåd arbejdsdag. Det giver mindre plads til at binde ordentlige knuder på handlingen. Men samtidig fæstner det alle til restauranten, så vi får mest mulig tid med et samlet hold inden det store farvel.

Carmen har besluttet at stoppe. Hvis man bliver gal og ulykkelig af at gøre sit job, skal man måske finde noget andet at lave. Også selv om man er verdens bedste, lyder seriens modige budskab.

For hans aftager Sydney, overtjeneren Ritchie, søsteren Sugar og resten af det vidunderlige hold er det samtidig ved at være sidste udkald, inden biksen løber tør for penge. Måske kan ejeren, onkel Jimmy, finde en løsning, der har noget at gøre med de sandwich-franchise-idéer, som bliver kastet rundt i forrige sæson.

Det er ikke så vigtigt. Den tidspressede ramme er i virkeligheden en undskyldning for den udsøgte fornøjelse, det er at se de hårdtprøvede hjertevenner løse praktiske og organisatoriske problemer, mens de råber italiensk-amerikansk i munden på hinanden.

Vi skal bare være taknemmelige over at få lov at være i rum med de komplekse kokke. Som den bedårende morsomme gæst, der begejstret får lov at folde servietter inde i køkkenet, fordi restauranten løber tør for borde.

Serieskaberne Christopher Storer og Joanna Carlo er sammen med resten af holdet uhyre præcise i skildringen af små samarbejdsvanskeligheder.

Den stille akavethed, mens der hakkes løg. ”Kunne du måske lige rykke skærebrættet, så vi ikke står oven i hinanden?” Ingen kan se så indestængt irriteret ud som Sydney, spillet af Ayo Edebiri

Skiftene mellem frygtelig og optimal kommunikation er motoren i seriens dialog. Barnlige råbedueller og rørende professionalisme i lige mængder.

Mens tordenvejret buldrer udenfor, forsøger personalet også at holde kaosset og lidelsen ude ved at fokusere på skønheden i arbejdet. Kan det lade sig gøre, eller vil regnen trænge ind i køkkenet?

I ekstraafsnittet Gary, som blev udgivet allerede i maj, fik vi en nøglescene, der forklarer Ritchies boblende selvhad. Dessertkokken Marcus viser en aggressiv side af sig selv, da hans fraværende far skal besøge stedet. Og souschefen Tina frygter, at hun har investeret for meget i en synkende skude.

Spændingerne nærer det sydende samspil. Ebon Moss-Bachrach som Ritchie griner sit faretruende grin mod Ayo Edebiri som Sydney, der sender sine dømmende øjenbryn i vejret mod Jeremy Allen White som Carmen, der spyer ild ud af munden, men ligner et såret dådyrkid i øjnene.

The Bear beskrives ofte fejlagtigt som en komedieserie. Nok fordi det er tidens sjoveste drama, efter Succession sluttede.

I det komiske hjørne gør Matty Matheson igen et stort løftearbejde som altmuligmanden Neil Fak, og Edwin Lee Gibson stråler særligt denne sæson som den somaliske sandwichmand Ebraheim, der øver sig grundigt i at pitche sin franchise-idé.

”Vær sød ikke at afbryde mig,” siger han til spejlet for at forberede sig på alle scenarier.

Efter det meget dystre Gary-afsnitfår feelgood lov at fylde i selve sæsonen. Det bliver næsten for tykt i syvende afsnit, men kuldegysningerne kommer på slaget, da Sydney efter lang tids slid får en vigtig anerkendelse.

Vi kender efterhånden opskriften ned til hver eneste knivspids, men bedstemors tomatsovs er stadig skøn, tryg, sjov og rørende femte gang.

Serien stopper heldigvis, inden det bliver vammelt.