PAW Patrol: Dino Filmen

Børn elsker dinosaurer, og det skal vi være glade for.

Interessen for de forhistoriske kæmper er nemlig et glimrende gatewaydrug til læringslyst. Vil man være den førende dinonørd i skolegården, skal man kende en ordentlig spandfuld latinske navne og have styr på trias-, jura- og kridttiden.

Så det er ikke overraskende, at hundene fra PAW Patrol pludselig indfinder sig på en ø, hvor de store krybdyr mirakuløst overlevede asteroiden for 66 millioner år siden.

De heroiske vovser dukkede først op i den ekstremt succesfulde, canadiske serie PAW Patrol, som også er et megahit i Danmark. Der produceres raskt videre efter over 300 afsnit og uendelige mængder merchandise.

En række film er det også blevet til, hvoraf Dino Filmen er den tredje med biografpremiere.

Brand-dalmatineren Marshall er denne gang rykket frem i hovedrollen. I modsætning til de øvrige fejlfri hunde har han nemlig en svaghed: Han er klodset.

Marshall bliver venner med den bedårende hund Rex, der tilsyneladende har skadede bagben og derfor kører rundt på hjul, når han ikke bliver båret af en tam Tyrannosaurus rex.

Rex har på egen hånd bygget en imponerende træhytte med et avanceret hejsesystem, og han lærer Marshall, at fejl ikke er et nederlag – så længe man rejser sig igen og aldrig giver op.

Egentlig et fint budskab til børn i tidens perfekthedskultur. De danske unger kan så vente med at lære om nødvendigheden af at give op, til de en dag skal klage til DSB.

Ellers består handlingen mest af redningsaktioner, hvor de firbenede rykker ud, men først introducerer hver af dem sit pangfarvede redningskøretøj, der senere kan købes som legetøj.

Det er svært at komme på et originalt øjeblik i plottet, og man får fornemmelsen af, at Cal Brunker og Bob Barlen har banket manuskriptet ud på en eftermiddag.

Den sædvanlige skurk, katteelskeren Humdinger, dukker også op med et nyt hold uduelige håndlangere. Men hans bidrag til historien er forbløffende ligegyldigt.

De fleste af de danske stemmeskuespillere har besiddet rollerne siden de første sæsoner af serien, og de bjæffer god energi ind i filmen.

Desværre har de aldrig vænnet sig af med tendensen til at lægge sig for tæt op ad stemmeføringen i den engelske originalversion. Især action-scenernes replikker siges med samme irriterende, amerikanske kadence, hvor der gås en tone op midt i sætningen.

”Lad og prøve igen!” ”Jeg kan godt!” ”Lad mig komme til!”

Den enerverende replikstil er nok en del af forklaringen på, at mange forældre får akut migræne, hver gang ungerne tænder for de hjælpsomme køtere.

Det store lyspunkt i PAW Patrol: Dino Filmen er cgi-animationen, der er forløst lækkert af det franske selskab Mikros Image.

Da Marshall skal redde dino-ungen Rabarber fra en brusende flod med vandfald, er skumsprøjtet slående realistisk. Lige så episk er en sekvens mod slutningen, hvor Marshall må redde vennerne fra brændende lava ved at bestige en høj bjergvæg.

Igen er det langt fra opfindsomt, men ikke desto mindre flot.

Dinosaurerne er også veldesignede som søde, lidt dumme kæledyr fra enorme Brachiosaurus over frygtindgydende Spinosaurus til den næsehornsagtige Triceratops.

Desværre rækker fantasien ikke længere end de allermest kendte og brugte arter. Og de ligner stadig noget fra Jurassic Park – uden hverken fjer eller dun, som vi i dag ved, at de havde.

I et stupidt sideplot skal Rabarber lære at ”brøle som en rigtig T-rex”, men en Tyrannosaurus brøler altså kun på film. Forskere mener, at kæmperovdyret – som i øvrigt helt sikkert havde fjer – i virkeligheden nærmere brummede som en krokodille.

At vise så lidt interesse for de fascinerende fortidsdyr er en hån mod de dinoglade unger, der kan deres stof. De kan ikke snydes!