The Legend of Ochi

Det er et problem, når man allerede fem minutter inde i en film kan se, hvad den kopierer, og dermed hvad der vil ske frem til og med slutningen.

Børnefilmen The Legend of Ochi foregår på en ø i Karpaterne, en bjergkæde, vi på film kender bedst som vampyrbeboede Transsylvanien. Landet bag skovene er stemningsfuldt optaget i Rumænien og øjeblikkeligt genkendeligt via de karakteristiske tagformer og høstakke.

Nyt er til gengæld ochierne. Det er en hidtil ukendt dyreart, der bor skjult i klippehuler, men kan glimtes, når de hopper fra trætop til trætop.

I starten møder vi en lille ochi-familie, der jagtes gennem skoven af mennesker. Det var her, jeg øjeblikkeligt genkendte åbningssekvensen fra Steven Spielbergs E.T. Og jeg vidste, at nu ville de voksne ochier slippe bort, men efterlade den lille baby Ochi, som ville blive fundet af filmens unge hovedperson, teenagepigen Yuri (Helena Zengel).

E.T. havde premiere i 1982. Den blev efterfulgt af kopier som Harry and the Hendersons, Mac and Me og nu altså The Legend of Ochi.

Filmskaberne har dog ikke kopieret Spielbergs rumtrold. I stedet har man kopieret Baby Yoda fra serien The Mandalorian, nu blot med blå hud og gyldent skind.

Men ret skal være ret, filmen har også originale træk.

I Spielbergs film spilles drengen Elliott af Henry Thomas og dennes mor af Dee Wallace. Hun er alenemor, for faren er flyttet andetsteds hen. I The Legend of Ochi er der tale om en alenefar, og det er moren, der er flyttet andetsteds hen. Yuri er en pige og har en adopteret stedbror, der ligner Henry Thomas.

Det varmer hjertet at se filmskabere arbejde kreativt med stoffet.

Andetsteds kryber en blå larve fra Yuris finger til Baby Ochis finger, så vi i nærbillede får en kopi af det berømte plakatmotiv fra E.T. (i sig selv en kopi af Michelangelos berømte loftsmaleri i Det Sixtinske Kapel, hvor Gud skaber Adam).

Yuris far spilles af Willem Dafoe og er en kradsbørstig, stridslysten patriark. Han hader de forbandede ochier, som han mener, tog hans hustru. Omkring sig har han en minihær af drenge – lost boys med krigsmaling – som hjælper ham med at jage ochierne med ham selv som general.

I sin gyldne rollespilrustning udgør han en latterlig, men også farlig fusentast, et visuelt ekko af conquistadoren Hernán Cortés, der i 1500-tallet knuste aztekerriget og myrdede dets beboere. Willem Dafoe har det sjovt med rollen, og hans præstation havde fortjent en bedre film.

I skarp kontrast til sin far er Yuri både åbensindet og heavy metal-fan, men hendes vilje er mindst lige så urokkelig.

Efter at have reddet Baby Ochi (prosit) fra en af farens bjørnefælder drager hun afsted for at bringe den hjem til sin familie. Undervejs kan hun pludselig dens sprog, som består af følelser udtrykt med lyde, såkaldt clairsentience. Der er sågar en lyd for ”bussemand”!

De to unge kommer tæt på hinanden og sidder i et af filmens smukkeste billeder på en bjergskrænt med dalen under sig – en pendant til E.T.’s stirren ud over Los Angeles. Et andet smukt billede viser sovende flagermus dinglende over nylagte hønseæg, en smuk og uventet harmoni. 

På rejsen møder vi en fløjtespillende eneboer med central betydning for plottet, og der er farefuld action i en flodstrøm, inden filmen kulminerer i en grotte med hulemalerier.

Den sidste halve time er filmen stort set løbet tør for energi. Det på trods af at Yuri og Baby Ochi jagtes af faren, som var han en racistisk indianerhader spillet af John Wayne på sporet af sin kidnappede niece. Altså John Fords The Searchers møder Spielbergs E.T.

Teknisk set er filmen veludført og vil sikkert glæde målgruppen, som i de fleste tilfælde vil vokse op uden nogensinde at se eller blot hørt om Spielbergs originale mesterværk.