Cph:Dox 2023
22. mar. 2023 | 13:58

The Super 8 Years

Foto | Les Films Pelléas

Annie Ernaux kigger i gamle optagelser ind i kameraet og på sin mand, der filmer hende og deres to børn.

Nobelpris-modtageren Annie Ernaux reflekterer smukt og skarpt over livet i 1970’erne via eksmandens hjemmeoptagelser, der emmer af nostalgi og tavs mystik.

Af Rasmus Brendstrup

Der er ikke meget ”super” over de år, som forfatteren og Nobelpris-modtageren Annie Ernaux folder ud i The Super 8 Years. Hun har skabt filmen sammen med sønnen David Ernaux-Briot på basis af familiens egne, gemte optagelser.

Til gengæld har de skabt en super-film, der på blot en time formår at sige noget smukt og skarpt om den måde, vi mennesker ser på os selv og vores nære omgivelser på.

På en måde er det dokumentargenrens svar på mesterværket Aftersun, der stadig kører i biograferne.

For kendere af Annie Ernaux’ roste og ofte selvbiografiske bøger er The Super 8 Years et must – en nøgle til nogle af de mere private skuffer.

Men filmen fordrer ikke forhåndskendskab af nogen art. Den er selvforklarende og handler ikke om Ernaux’ bøger.

Snarere skal den ses som et essay, hvor temaer fra forfatterskabet (magtrelationer, selvstændighed, feminisme, politik) glider sammen med æstetiske og etiske overvejelser om hjemmevideoen som medium.

Sproget – Ernaux’ ord iklædt hendes egen stemme – er de ru billeders elegante følgesvend.

Hør bare, hvordan hun italesætter den dag i 1972, hvor familien begynder at filme. En hverdag, hvor Ernaux og hendes to sønner kommer hjem fra skole og supermarked og vinker akavet til manden bag kameraet – Ernaux’ mand og børnenes far.

”Det er et ekstraordinært øjeblik. Fyldt af glæde, men også farvet af en slags voldsomhed. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre med denne nye form for tid, der er løsrevet fra vores levede liv.”

Så glasklart og intellektuelt indfanger Ernaux kompleksiteten i noget, der ville have været et ikke-øjeblik, havde det ikke været for kameraet.

Den form for analyse supplerer hele vejen filmens narrative tråd, der ganske enkelt er livet, som det former sig fra 1972 til engang oppe i 80’erne, hvor selv de obligate fødselsdagsoptagelser hørte op: ”Der var en adskillelsesproces i gang.”

Privatoptagelserne kommer fra en formativ årrække, en tid præget af kernefamiliestabilisering, forældreskab og ideologisk definerende rejser til blandt andet Chile og Albanien.

Annie Ernaux diskuterer situationen i landene dengang, ægteparrets politiske naivitet, men også deres begrænsede adgang til viden. Det bliver en interessant tidskapsel, ikke kun for Ernaux-parret, men for hele verdens blik på Østblokken.

Vi får også forståelse af en materiel og ideologisk småborgerlig livsstil, der overskygger socialistiske idealer. Familien stemmer på Mitterand i stedet for de miljøaktivister, der var i vælten også dengang, og som Ernaux erkender hun burde have stemt på.

Men i endnu højere grad er det en periode, hvor der foregår en uartikuleret kønskrig.

Ernaux kan i billederne se sig selv, den unge Annie, midt i sit hemmelige liv: som den gryende forfatter, der ikke kunne dele de skønlitterære ark i skrivebordsskuffen med hverken husbonden Philippe eller sin egen mor, der boede hos familien, indtil moren flyttede på grund af stigende ægteskabsspændinger.

Annie Ernaux er en rank, stærk, mørkhåret kvinde. Hun poserer så godt, hun kan. Men i billederne er der angst. En angst, som hun selv cirkler om og italesætter uden vrede, men i en blanding af nøgternhed og undren.

Det handler om et ægteskab på vej ud over afgrunden. Men i kraft af materialet – de stoflige beviser på, at familien skålede og festede og badede ligesom alle andre familier – bliver det ikke så meget en offerfortælling, som det bliver et nuanceret studie i forstillelse, kuethed og småborgerlig tapperhed.

På den måde undgår filmskaberne at gøre filmen privat. Vi dyrker ikke børnenes træk eller navne, men derimod kvindens blik på mandens blik. Det er ham, der filmer – og det anerkender hun værdien af.

Noget af det spændende er oplysninger om Super 8-årenes sidste fase. Titlens ”Super 8” er som bekendt navnet på et smalfilmsformat, der siden 1965 har gjort hjemmeoptagelser mulige, men udbredte især i 1970’erne og 1980’erne.

Det bliver ikke italesat så meget, men billedrene har en indlysende nostalgi og tavs mystik, der er spændende at iagttage.

Roligt klippetempo, uden at det bliver arkivteknisk tungt eller slow cinema-agtigt. Snarere føles det som en VR-rejse ind i en fortid med tunge tapeter, mørke blikke og ekstra gyldne kornmarker.

Modstridende sansninger, der er kodet med drømme og nu afkodes med realisme og bakspejlets klarsyn.

Trailer: The Super 8 Years

Kommentarer

Titel:
The Super 8 Years

Originaltitel:
Les années Super-8

Land:
Frankrig

År:
2022

Instruktør:
Annie Ernaux, David Ernaux-Briot

Manuskript:
Annie Ernaux

Medvirkende:
Blanche Madeleine Dumenil Duchesne, Annie Ernaux, Dominique Ernaux

Spilletid:
61 minutter

Premiere:
22. marts på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko