Tip Toe

”Alt fra 90’erne kommer tilbage,” siger homoseksuelle Leo til sin kammerat Melba. De to mødes til en drink i Manchesters Canal Street præget af homobarer og Pride-flag. 

Umiddelbart kan mange nikke genkendende til mode, musik og andre trends, men Leo snakker om homofobi. Det mener Melba allerede er tilbage, og han fortsætter i en monolog, som allerede har fået sit eget liv på sociale medier, hvor den deles flittigt. 

Melba fortæller om ikke længere at turde holde en date i hånden uden for homomiljøet. Om 40 års kamp siden aids-krisen var på sit højeste. Og om den gradvise tilbagerulning af rettigheder, værdighed og respekt for dem, der ikke er som én selv. 

Den modige serie er skabt af manuskriptforfatteren Russel T. Davies (It’s a Sin og Years and Years), der tør sætte ord på en frygt, som mange lgbt’ere såvel som andre minoriteter og kvinder bærer på i disse dage. 

At den stigende inklusion blot var spil for galleriet, og nu hvor alle er lokket frem i lyset, forsvinder deres beskyttelse. Titlen Tip Toe henviser netop til følelsen af, at lgbt-personer endnu en gang må gøre sig mindre synlige, veje deres ord og nærmest gå på listefødder gennem tilværelsen af frygt for chikane og udskamning.

Seriens kerne er dog nabostriden mellem flamboyante Leo og hans højreradikale nabo, elektrikeren Clive. De kommer jævnligt op at toppes, og allerede i seriens indledende sekvens ser publikum, hvordan det ender med Leos livløse krop hængende i en lygtepæl. 

Imidlertid viser naboerne sig også at have skeletter i skabet. Clive og hustruen Marie har ikke delt sengen i årevis, og hun hører frække lydbøger for sig selv inden sengetid. På de andre værelser er der først deres 25-årige søn Saul, som tager penge for at smide tøjet online, og hans sekstenårige lillebror George, der ser bøsseporno i smug. 

Og Clive selv? Ja han falder i søvn med radikaliserende indhold af hadforbrydelser, konspirationsteorier og vold. 

Visuelt er det let at lade sig forføre af festscenerne, som Russel T. Davies og instruktør Peter Hoar fylder med glitter, glæde, eurodance og discolys. Sådan ser fristederne ud på Canal Street, hvor lgbt’ere trygt kan sænke skuldrene. 

Anderledes voldsomt starter serien med Leo i lygtepælen, mens nabolaget er rystet. Ligesom i Sunset Boulevard spoles tiden tilbage, og publikum følger over fem afsnit, hvordan nabostriden endte sådan. 

Undervejs opbygges den neglebidende spænding mesterligt, så man til sidst slet ikke kan sidde stille, selv om man allerede kender slutningen. 

Ikke desto mindre forbliver Clives udtalelser chokerende. Som når han hører om selvmord blandt unge lgbt’ere og synes, det er bedst sådan. Det står i skarp kontrast til Georges eufori, når han vandrer rundt i homomiljøet og for første gang siger højt, at han er til mænd. 

Serien består ikke kun af rent drama, men også lårklaskende humor, når man mindst venter det. I en veloplagt dialog, hvor Clive omtaler vekselstrøm som AC/DC, siger Leo for sjov, at da han var ung, betød det, at man var biseksuel. 

Skuespillet er fænomenalt og kunne fylde en hel anmeldelse i sig selv. 

Anført af den folkekære, biseksuelle Alan Cumming, som er formidabel som Leo. Han ejer og bestyrer en homobar, hvor han i sikkerhed er omringet af ligemænd og allierede. Heriblandt den unge transkvinde Zee, han hjælper med at skride fra et voldeligt hjem, Paul Rhys’ Melba og slyngveninden Stephanie, spillet af Elizabeth Berrington. 

Det kræver både mod og talent at spille den modbydelige Clive som andet end et rendyrket uhyre. Det formår David Morrissey. I hans hænder er karakteren gruopvækkende, men også et realistisk, nuanceret menneske. 

Leos indledende snak med Clive viser, at Clive lever i en boble, hvor lgbt’ere ikke går op i andet end pronomer og sex. Ethvert forsøg på at få ham på bedre tanker afvises af hadefulde konspirationsteorier. 

Filosoffen Hannah Arendt er kendt for teorien om, at 80 procent af alle mennesker hverken er grundlæggende gode eller dårlige mennesker, men kan præges i begge retninger. Sådan er det også med Clive. 

Man kunne sige, at han er en nyttig idiot for mere magtfulde mennesker. Han er også ensom, vred og tilbøjelig at lede efter syndebukke som Leo, fordi han aldrig har lært at sætte ord på sine følelser. Sådan gik det til, at han i sin tid stemte for brexit. 

Men når han ser en drag-queen blive overfaldet, kommer han hende straks til undsætning. Således formår Tip Toe mesterligt at portrættere dualiteten i selv de mest afskyelige mennesker og peger fingeren mod en syg kultur, ikke individer. 

Det er så mesterligt, at jeg bare må overgive mig og give maksimale, sjældne seks stjerner.