Serieanmeldelse
23. nov. 2019 | 09:03

Vakuum

Foto | Kasper Weng Yadee Andersson
Næsten-kæresterne Eva (Clara Frederikke Rose Lindberg) og Ville (Tea Zvizdic) har sitrende samtaler badet i det røde lys i efterskolens mørkekammer.

Serie om unge af unge rammer den famlende og feberagtige teenagetilværelse så præcist, at det giver en mavevridende genkendelse.

Af Frida Marie Damsgaard

Under et træ sidder to venner i en omfavnelse midt om natten. Seje Ziggy stryger sin sammenkrympede ven Anton over håret. ”Jeg har det vildt mærkeligt,” hvisker han ind i sin venindes ærme. ”Alting sitrer.” 

Vakuum er et selvportræt. 

Et portræt af en ungdom skabt af ungdommen selv. Det giver serien en troværdighed og er en tiltrængt afvigelse fra den trættende tendens i serier om teenagere, at skuespillerne og folkene bag kameraet er godt op i tyverne – hvis ikke ældre. 

Serien udspringer af et ophold på Filmhøjskolen Møn, og de unge debutanter – heriblandt instruktøren Nanna Hovedskov – har fået hjælp af den mere erfarne producer Malene Flindt Pedersen. 

Vakuum er tre uafhængige fortællinger om at være teenager i Storkøbenhavn. Vi følger Eva (Clara Frederikke Rose Lindberg), derefter Karl (Tai Axen) og til slut Anton (August Vedelsby) i en enkelt dag og nat i deres liv. Det er tid nok til at blive engageret, frustreret og rørt over de tre teenagere, fordi de føles virkelige, og fordi vi selv engang har gjort, følt og tænkt ligesom dem. 

Eva går på efterskole. Hun er forelsket i Ville, som har et godt øje til den seje, reserverede Kajsa. I en tiltagende jalousi forsøger Eva at pille Kajsa ned for at genvinde interessen hos sin kæreste. Det gør ondt at se Eva famle efter Ville og føle sig klæbrig, men samtidig er det befriende. 

Når Eva spørger: ”Synes du, jeg er irriterende?” vækker det en mavevridende genkendelse i det fleste af os.

Karl er vokset fra en god ven og kan ikke finde en erstatning blandt sine klassekammerater. Han sidder i sin fars bil og spiser hotdog. ”En pølsefest,” som faren kalder det i et kærligt forsøg på opmuntring. Karl er stille og afventende, men har en rig, indre verden med stjerner og galakser i tegnet animation og tilsat en fortællerstemme, der lyrisk beretter om Karl som den vildfarne stjerne.

Anton drikker og flirter, men bag festlighederne flimrer grynede videofragmenter af en vild og smuk bror, som befinder sig på psykiatrisk hospital. Anton har lovet sin mor at kigge forbi med en taske til den indlagte bror, men ender med at udskyde besøget med en sørgelig bytur.

Vakuum er også et mikroskop.

Anton hvisker ind i Ziggys ærme. Eva plukker et øjenvippehår fra Villes lukkede øjenlåg. I nærbilleder kysser kameralinsen næsten øjenvipperne på Karl.

Der er meget at læse i folderne på de tre unge karakterers nubrede pubertetshud: en trækning i en muskel under øjet, et hult smil, der emmer af ambivalens. Det er i den nærhed, at serien for alvor viser sin værdi som portræt. Og ærligheden gør, at man forstår og føler med alle tre – også når de er pinlige.

Visuelt og auditivt ligger serien i forlængelse af det kreative og finurlige univers på platformen SEIN, som er produceret af unge. Scenografien er sanselig og afspejler intensiteten i de tre personers følelses- og tankeliv.

I efterskolens mørkekammer bades Eva og Villes ansigter i et rødt lys. I hvad der føles som en underverden af en bunker, flagrer Anton rundt i fuldskab svøbt i et koboltblåt klublys. På Karls værelse svæver fragmenter af tekstil i luften, der er tæt af dagdrømme og tankespind.

Man kan blive væk i sin egen navle, når man er teenager. Man kan blive væk i sit eget hoved. Den famlende og feberagtige teenagetilværelse er ramt så præcist i Vakuum.

Trailer: Vakuum

Kommentarer

Titel:
Vakuum

Land:
Danmark

År:
2019

Serieskaber:
Nanna Hovedskov

Medvirkende:
Tai Axen, Clara Frederikke Rose Lundberg, August Immanuel With Vedelsby, Zlatko Buric

Spilletid:
Ni afsnit af cirka femten minutter

Anmeldelse:
Ni afsnit

Premiere:
16. november på seinmag.dk

© Filmmagasinet Ekko