Vikings – sæson 4, 2. del

Tv-seriers største fordel i forhold til spillefilm er længden af tid, som historien kan strække sig over. Karaktererne i en tv-serie kan efter flere sæsoner have gennemgået så mange ting, at man nærmest ikke kan genkende dem, hvis man springer fra første til sidste sæson.

Sådan tænker man, når man ser fortsættelsen af fjerde sæson af Vikings. I seriens første sæson rejste den unge viking, Ragnar Lothbrok (Travis Fimmel), tværs over Nordsøen med en stædig tro på, at der var byer at plyndre på den anden side af havet.

Han fandt England, og siden steg han i graderne til at blive intet mindre end Skandinaviens konge.

I anden halvdel af fjerde sæson er tingene vendt helt på hovedet. Ragnar er blevet besejret og ydmyget af sin bror Rollo (Clive Standen), som har klippet vikingeskægget kort og i stedet kæmper for franskmændene.

I ellevte afsnit kommer Ragnar slagen hjem til sin hjemby, hvor hans to ekskoner regerer sammen med hans mange sønner. Ingen respekterer ham længere, og han tumler med selvmordstanker. Ragnar er blevet en gammel mand, men stadigvæk sørger Fimmel for at vise tilpas glimt i de blå øjne til, at vi tror på Ragnar og er interesseret i, hvad der skal ske med ham.

Endnu mere interessante er hans sønner blevet. Især krøblingen Ivar (Alex Høgh Andersen) har udviklet sig til at blive en fascinerende karakter. Hans tre brødre knalder alle sammen med den samme slavepige, som Ivar også har et godt øje til.

Men som krøbling er sex en umulighed for ham, og hans brødre mobber ham groft. Dette femkantsdrama er en underholdende måde at bruge vikingernes primitive seksualitet til at fortælle en atypisk kærlighedshistorie på.

Ivar er en tragisk karakter, som danske Alex Høgh Andersen formår at gøre både skræmmende og elskværdig på samme tid.

Serien minder ofte om Game of Thrones med masser af nøgne damer og sexscener. Oven i hatten er den stadig meget blodig, og da Ivar drikker blodet under en spirituel vikingeceremoni, mister man appetitten.

Men de vulgære, seksuelle undertone passer godt til et vikingeunivers og gør serien både overbevisende og underholdende.

Ragnars anden søn Bjorn (Alexander Ludwig) vil til Rom og søge lykken, men på vejen er han nødt til at bede forræderen Rollo om hjælp. Samtidig rejser de ydmygede Ragnar og Ivar med en enkeltbillet mod England.

Søvejen er barsk, og den visuelt imponerende og stormfulde rejse viser, at serien har en kæmpe produktion bag sig, som gør den til guf for øjnene. Ligeledes er det stemningsfyldt, når vikingerne drømmer, og når Ragnars gamle flamme, Dronning Aslaug (Alyssa Sutherland), får mystiske syner, der måske viser fremtiden.

Karaktererne i Vikings har stukket hinanden i ryggen og vendt på tallerkner så mange gange, at ingen stoler på hinanden længere. Da Ragnar igen rejser over Nordsøen, lægger hans koner skumle planer, som lugter af mytteri.

Rollo har for længst udviklet sig til en skurk, men da Bjorn går i clinch med ham, ender han med at indrømme over for sin franske kone, at han stadig ser tordenguden Thor for sig, når det tordner.

Det onde blod, som strømmer overalt i serien, gør, at den stadigvæk er værd at besøge. Vi har set vikingerne i krig og på plyndringstogt, og det er da overordnet også stadig, hvad serien handler om. Men den har i sandhed også et religiøst tema, som tydeligst viser sig ved, at Ragnar er blevet kristen og ikke længere tror på et efterliv i Valhalla.

Som i alle gode serier er det forholdet mellem karaktererne og deres individuelle udvikling, der holder vind i seriesejlene, og Vikings holder i fjerde sæson stadigvæk et fornuftigt tempo.