Nyhed
08. maj 2019 | 00:03

Danske talenter på landets ældste festival

Foto | Manuel Alberto Claro
Jonathan Harboe spiller hovedrollen i Casper Balslevs For enden af regnbuen, der fortæller en krimihistorie i Nordjylland, hvor instruktøren kommer fra.

Odense International Film Festival har annonceret årets program, der byder på et væld af danske film fra nogle af landets største talenter.

Af Nicki Bruun

3,7 procent. Det er optagelsesprocenten på Odense International Film Festival, der i dag har udsendt årets program med 121 film, som er blevet udvalgt blandt 3264 indsendte titler. 

Det er altså en ære forundt de færreste at få deres film vist på kortfilmfestivalen, der blev grundlagt i 1975 og dermed er landets ældste filmfestival. 

I årets program kommer en fjerdedel af filmene – 30 stykker – fra danske talenter overalt i det danske filmland. 

Skuespiller Sara Hjort Ditlevsen er blevet udtaget med sin instruktørdebut Bror, som hun selv har skrevet. Puk Grasten spillefilmdebuterede i 2016 med 37, men nu er hun tilbage med kortfilmen Hvis der var krig i Norden, som er produceret af faren Regner Grasten. 

Maj-Britt La Cour begejstrede juryen ved Ekko Shortlist Awards 2018 med familiedramaet De voksnes rækker. Nu har hun begået en ny film med titlen Lila, som også er kommet ind på festivalen, der som den eneste i Danmark er kvalificerende til at komme i Oscar-betragtning. 

Også en animationsfilm fra The Animation Workshop i Viborg – Deepness of the Fry, som kan ses på Ekko Shortlist – er der blevet plads til i programmet. 

Fra Cannes til Odense
Også en række film, der tidligere har kunnet ses i en begrænset periode på Ekko Shortlist, er kommet ind på Odense International Film Festival. 

Det gælder eksempelvis film fra den alternative uddannelse Super16, som Ekko har et samarbejde med. 

Andrias Høgenni er blevet udtaget til parallelkonkurrencen Semaine de la Critique i Cannes med afgangsfilmen Ikki illa meint. Den er nu også at finde i programmet på den danske festival. 

Det gælder også Mathias Broes afgangsfilm Amfi, der er en dokumentar om flydende seksualitet. Også den nuværende tiende årgang på Super16 er repræsenteret med Sergenten og hans nevø af Glen Bay Grant. 

Endelig kan også nævnes instruktør Casper Balslev, der har en række reklamefilm og musikvideoer på Ekko Shortlist. Han er blevet udtaget til Odense med fiktionskortfilmen For enden af regnbuen, der er skrevet i samarbejde med Christian Gamst Miller-Harris, som er manuskriptforfatteren bag Brakland

Odense International Film Festival afholdes fra 26. august til 1. september. Titlerne på alle 121 udvalgte film kan ses på festivalens hjemmeside.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko