Den gamle mand og sanserne

Sådan ser hun ud, den perfekte kvinde, som hun ligger dér, nøgen og udstrakt på sengen i Jørgen Leths nyeste film, Det erotiske menneske.

Efter flere års forberedelse og en utilsigtet skrinlægning i kølvandet på ”Leth-sagen” og affæren om kokkens datter fik filmen endelig verdenspremiere fredag aften på filmfestivalen i Toronto.

Eller måske man snarere skulle sige, sådan ser hun også ud.

For i Det erotiske menneske optræder en række vidt forskellige kvinder – fundet, castet og filmet på diverse eksotiske rejsemål som Manila, São Paolo og så selvfølgelig Haiti – som et samlet bevis på, at erotikkens legeplads er stor og dens objekter udskiftelige.

Fundamental udfordring
Med sin nyeste film bevæger Leth sig ud i erotikkens oprørte vande. Han undersøger dens væsen og den tilfældige logik, der gør, at man kaster sin længsel efter én i stedet for en anden.  

Det er et vanskeligt emne, for som den franske filosof Georges Bataille engang indledte sin egen storstilede undersøgelse af det erotiske sentiment i bogen L’érotisme, er erotikken som undersøgelsesobjekt en fundamental udfordring for de eksakte videnskaber.

Erotikken vil aldrig kunne undersøges objektivt udefra, idet den er defineret ud fra det, den gør ved os – og som får os til at betragte noget med en anden sanselig oplevelse til følge.

Vil man undersøge erotikken, påpegede Bataille dengang i 1957, må man gøre det med subjektiviteten som løftestang. Og det er netop det, Leth forsøger at gøre i Det erotiske menneske, hvor han tager udgangspunkt i sin egen erfaring.

Rekonstruerer erotiske minder
For Leth er erotikken utvivlsomt knyttet til en sanselig oplevelse her og nu – en oplevelse, der senere lejrer sig som en erindring.

Begge dele, sanseligheden i nuet og erfaringen i mindet, kredser han om i filmen. Med udgangspunkt i sine egne erindringer skildrer han en aldrende digter, som han selv spiller. Digteren har søgt ud i verden for at finde en række kvinder, der kan hjælpe ham til at rekonstruere hans erotiske minder.

Vi følger Leth undervejs i arbejdsprocessen – i en række casting-sessions, hvor han interviewer forskellige piger for at finde dem, der har den helt rette udstråling.

Og vi ser de færdige vignetter, hvor de nøgne kvinder – perfekt indrammet af Leths forlængede øje, fotografen Dan Holmberg – ses liggende, siddende eller stående, afklædte, halvafklædte eller i gang med at klæde sig af.

Den famøse sexscene
Samlet set udgør disse erotiske vignetter kun en lille del af filmen, der i højere grad fokuserer på Leths arbejde med at finde dem.

På den måde er Det erotiske menneske en film i gang med at blive til – for nu at citere et af Leths forbilleder, den franske filmrevolutionær Jean-Luc Godard.

I centrum for filmen er en optagelse, Leth har af sig selv med sin tidligere kæreste, Dorothie Laguerre. Optagelsen inddrages som et filmisk minde om en følelse, der var engang, og en dokumentation af den kvinde, som den var knyttet til.

Blandt scenerne med haitianske Dorothie er den famøse sexscene, som Leth filmede for nu mange år siden. Det var den, som blev trukket frem – selvom kun få havde set den – da Ekstra Bladets karaktermord på ”den gamle gris” stod på det højeste.

Legende Leth
I dag optræder scenen kun kort, og den klippes sammen med et interview, hvor Leth og Dorothie i dag snakker om den kærlighed, de følte for hinanden dengang.

Denne opfølgning er nok delvist foranlediget af de voldsomme angreb, Leth blev udsat for. Den er en slags bevis på, at scenen ikke blot var baseret på velvillighed og erotisk tiltrækning, men også en dybfølt kærlighed.

Uanset hvad er både fortids- og nutidsscenerne med Dorothée et uudtalt centrum for filmens refleksion over det erotiske. Scenerne med hende er med til at nedbryde den cool, æstetiske distance, der ellers dominerer filmens rekonstruerede vignetter.

Med Dorothie sætter Leth nemlig for alvor sig selv på spil. Ikke så meget ved at vise hende, mens de har sex, men mere i de dagbogsagtige optagelser, der omgiver den famøse scene. Her hører vi på lydsporet en væsentlig anden – mindre fattet og mere legende – Leth end den reflekterede betragter.

Den hemmelige detalje
Det er slet og ret en mand fortabt i et enkelt nu. Hvilket går igen i filmens bedste scener, hvor Leth ses under castingen af piger til filmen.

Vi er med ved bordet under interviewet, vi hører hans spørgsmål og deres svar. Kameraet er med, når de har forladt rummet, og Leth som en lille dreng ikke kan undlade at give dem alle to ud af tre stjerner. Enkelte dog med en tredje i parentes som symbolet på en lille hemmelig detalje, han mener at have afsløret i deres udtryk.  

I scener som disse ser vi manden Jørgen Leth under den erotiske indflydelse. Det er Leth caught unaware.

Ikke ophidset som havde det været soft core i bedste sendetid, men diskrete adfærdsændringer, der står tilbage som filmens bedste vidnesbyrd på det, Leth har sat sig for at skildre: Hvordan den pludselige attraktion i bund og grund ændrer vores måde at se på.

For bornert præg
Her er Leth inden under huden på sit emne, men samlet set sker det desværre alt for lidt.

Vi tilbringer for meget tid med Leth selv, der på lydsporet og i vanlig poetisk form reflekterer over erotikkens væsen (primært med oplæsning af digte), og der er for få af de øjeblikke, hvor undersøgelsen for alvor finder sin helt egen filmiske form.

Her er især de erotiske vignetter – som nok skal skabe en mindre skandale, da det jo er smukke unge kvinder skildret af en gammel mand – en hæmsko. Deres perfektion giver slet og ret filmen et for bornert præg.

De er for perfekte og for smukke, og det virker, som om den Leth, der har sat sejl for at undersøge erotikkens uregerlige væsen i stedet ender med at gemme sig i dens skørter.

Filmens smukkeste scener
Erotikken er for Leth en måde at se på. Den indfanger sanseligheden i et nu og vidner samtidig om en fortabelse i de mest ligegyldige detaljer, der genopstår som en hemmelig pagt mellem den elskende og det, der bliver centrum for hans besættelse.

Meget sigende er filmens smukkeste scener derfor heller ikke de billedskønne divaer, som de slænger sig på de hvide lagener, men tilfældige øjeblikke – som en simpel, men sindssygt smuk, næsten kubistisk skildring af en stol, der står alene i et halvmørkt rum. Eller de røde farver, der springer som gnister fra et af filmens mange lavt opløselige digitale billeder.

Her kender vi Jørgen Leths signatur som det sted, erotikken og æstetikken altid har mødtes i hans film. Sådan er sanseligheden.