Nyhed
18. dec. 2018 | 10:02

Den skyldige er nærmere en Oscar

Foto | Jasper Spanning
Politimanden Asger Holm (Jakob Cedergren) tager imod et opkald fra en kvinde, som han forsøger at redde fra en forbrydelse i Den skyldige.

Danmarks bud er gået videre i kampen om en statuette ved Oscar-uddelingen, men konkurrencen er frygtindgydende og udeladelserne store. Også en anden dansk film er stadig i spil.

Af Nicki Bruun

Troen på en dansk Oscar ved filmverdens førende prisuddeling lever stadig.

Efter at snart sagt størstedelen af verdens lande har indsendt deres bud på en vinder i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film, er der nu blevet udvalgt de ni såkaldt shortlistede film.

Og der er Gustav Möllers originale lavbudget-thriller Den skyldige altså blandt dem!

Debutfilmen er blevet udvalgt blandt 86 film, og Danmarks bud er kommet med på bekostning af nogle opsigtsvækkende film.

Mest overraskende er det, at der ikke er blevet plads til det belgiske transdrama Girl og den svenske eventyrfortælling Grænse, der begge begejstrede på forårets Cannes-festival. Grænse er en dansk co-produktion af Ali Abbasi, der er uddannet på Den Danske Filmskole, så den kan danskere desværre ikke klynge sig til.

Man kan spekulere i, at det traditionelt konservative Oscar-akademi har set bort fra de to film på grund af eksplicit seksuel tematik.

Sidste skridt i kampen for at blive en af de endelige fem Oscar-nominerede film bliver bestemt 22. januar, og Oscar-uddelingen finder sted 24. februar.

Regulære mesterværker
Det er et imponerende felt, som Den skyldige er blevet del af, men konkurrencen er derfor også temmelig frygtindgydende.

Japans bud er Hirokazu Koreedas Guldpalme-vinder Shoplifters, mens Polen kommer med Pawel Pawlikowskis Cold War, der blev den store vinder ved weekendens European Film Awards.

Mexico ligner måske en favorit med Alfonso Cuaróns Venedig-vinder Roma, mens Sydkorea kommer med Ekkos yndlingsfilm i Cannes, Lee Chang-dongs Burning, og Libanon er i spil med Kapernaum, der også fik storros på den sydfranske festival.

De tre sidstnævnte film får alle seks stjerner af Ekko, så der er altså tale om regulære mesterværker.

De sidste tre af Oscar-akademiets ni shortlistede film er Ayka fra Kazakhstan, Never Look Away fra Tyskland og Trækfugle fra Colombia. Sidstnævnte er en dansk co-produktion fra selskabet Snowglobe.

Tæt på prisen
Danmark har dog også en mulighed i kategorien for bedste dokumentar, hvor Simon Lereng Wilmonts Olegs krig – en barndom i krigens skygge (også kendt som The Distant Barking of Dogs) er blevet shortlistet.

Filmen handler om tiårige Oleg og hans bedstemor, der lever tæt på fronten i det østlige Ukraine. Den får tv-premiere på DR2 den 25. december.

I dokumentarkategorien er femten film blevet udvalgt blandt 166 indstillede titler, hvoraf nogle af dem blev vist på Cph:Dox tidligere i år, heriblandt det danske bud.

Gæster på festivalen kunne også opleve Hale County This Morning, This Evening og Mind the Gap, der begge har fået positive anmeldelser i Ekko, og nu er i spil til en Oscar.

Desværre er der ikke blevet plads til de to film fra det danske produktionsselskab Bullitt Film, der ellers håbede, at Cph:Dox-vinderen The Raft eller We Could Be Heroes kunne gå hele vejen til Oscar-uddelingen.

Shortlistede til Oscar 2019

Bedste ikke-engelsksprogede film

Trækfugle (Colombia), instr. Cristina Gallego og Ciro Guerra
Den skyldige (Danmark), instr. Gustav Möller
Shoplifters (Japan), instr. Hirokazu Koreeda
Ayka (Kazakhstan), instr. Sergey Dvortsevoy
Kapernaum (Libanon), instr. Nadine Labaki
Roma (Mexico), instr. Alfonso Cuarón
Cold War (Polen), instr. Pawel Pawlikowski
Burning (Sydkorea), instr. Lee Chang-dong
Never Look Away (Tyskland), instr. Florian Henckel von Donnersmarck

Bedste dokumentar

Charm City (USA), instr. Marilyn Ness
Communion (Polen), instr. Anna Zamecka
Crime + Punishment (USA), instr. Stephen Maing
Dark Money (USA), instr. Kimberly Reed
Free Solo (USA), instr. Jimmy Chin og Elizabeth Chai Vasarhelyi
Hale County This Morning, This Evening (USA), instr. RaMell Ross
Minding the Gap (USA), instr. Bing Liu
Of Fathers and Sons (Syrien), instr. Talal Derki
Olegs krig – En barndom i krigens skygge (Danmark), instr. Simon Lereng Wilmont
On Her Shoulders (USA), instr. Alexandria Bombach
RBG (USA), instr. Betsy West og Julie Cohen
Shirkers (USA), instr. Sandi Tan
The Silence of Others (Spanien), instr. Almudena Carracedo og Robert Bahar
Three Identical Strangers (England), instr. Tim Wardle
Won’t You Be My Neighbor? (USA), instr. Morgan Neville

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko