Nyhed
22. sep. 2013 | 15:33

Disney og Bruckheimer slår op

Foto | Peter Mountain
Den femte udgave af Pirates of the Caribbean-filmene med Johnny Depp bliver et af de sidste projekter mellem Disney og Jerry Bruckheimer.

Jerry Bruckheimer har samarbejdet med Disney i over tyve år og skabt Pirates of the Caribbean-serien. Men efter fiasko går parterne hver til sit.

Af Jeppe Mørch

Samarbejdet mellem Disney og den legendariske producer Jerry Bruckheimer har kastet kæmpe succeser af sig.

Særligt Pirates of the Caribbean-serien står som et internationalt hit, men også film som Pearl Harbor, Armageddon, Con Air og The Rock – udgivet af Touchstone, der hører under Walt Disney Studios – vidner om, at de to parter bedre end de fleste har formået at spinde guld ved billetlugerne.

Men den store sommersatsning, cowboy-filmen The Lone Ranger med Johnny Depp i hovedrollen, floppede fælt og står som en af filmhistoriens største salgsfiaskoer.

Anden type film
Nu har Disney og Bruckheimer valgt at afslutte deres årelange samarbejde. I 2014 udløber deres nuværende aftale og vil ikke blive fornyet.

Parterne siger dog officielt, at bruddet ikke skyldes sommerens katastrofale salgstal.

”Det handler ikke om The Lone Ranger. Det handler mere om den type af film, som Disney laver, og så den type film, som jeg ønsker at lave ud over Pirates-serien,” siger Jerry Bruckheimer til The Hollywood Reporter.

Mange op- og nedture
For lidt over et år siden skiftede Walt Disney Studios ud på formandsposten. Alan Horn kom fra Warner Bros, efter indspilningen af The Lone Ranger var begyndt, og han måtte hurtigt kæmpe med store budgetoverskridelser.

Han står nu tilbage med et underskud på filmen på mellem 160 og 190 millioner dollars.

”Vi har haft et meget langt samarbejde med mange op- og nedture. The Lone Ranger hjalp bestemt ikke på nogle ting, men vi har alle vores sejre og nederlag, og bruddet handler mere om et overordnet ønske om at søge projekter fra andre kanter,” siger Alan Horn til The Hollywood Reporter om samarbejdets ophør.

Disney og Bruckheimer har dog stadig fælles projekter, der skal færdiggøres. En femte udgave af Pirates of the Caribbean er ved at blive lavet, og det samme er en ny film i National Treasure-serien, hvor Nicolas Cage spiller en skattejæger.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko